Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel

Bare få år gammel oplevede Lonnie det største svigt. Den mand, der skulle passe på hende, udsatte hende for seksuelt misbrug gennem barndommen. Kroppen blev et hylster, hun ikke mærkede, indtil hun en dag mødte sit eget spejlbillede for første gang som voksen.

Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel

Bamserne står side mod side på det lille børneværelse, og roen har sænket sig over huset i Hanstholm.

De dybe vejrtrækninger fra 5-årige Lonnie og hendes lillesøster, der ligger i underkøjen, er de eneste lyde, der fylder rummet. Med et bliver Lonnie trukket ud af den dybe søvn, da rummet bliver badet i lys. Hun ved endnu ikke, at seksuelt misbrug kommer til at præge hendes barndom.

Hvem har trykket på kontakten, når Lonnie at tænke, inden hun fornemmer en hånd på sin krop. Da hun kigger op, møder hun sin fars øjne. De er anderledes. Nærmest blanke, og da han forlader værelset, beder hun til, at han kører galt næste gang, han skal hjem fra arbejde.

– Jeg forstod ikke, hvad der skete, men instinktivt vidste jeg, at det var forkert. Fra den dag var jeg på vagt. Jeg vidste, at det aldrig var sikkert at være alene med ham, fortæller den nu 40-årige Lonnie Liv Henriksen fra lejligheden i Vejen. 

Beskyttede lillesøster mod seksuelt misbrug

Følelsen af at være unormal begyndte at blive en del af hendes identitet.

I skolen var hovedet fyldt med tanker og frygt, så selv om hun kendte svaret på lærerens spørgsmål, kunne hun ikke få ordene ud ad munden, og i stedet begyndte hun at isolere sig i frikvarterne.

Som årene gik, blev overgrebene hyppigere, og når han udøvede sine lyster, begyndte Lonnie at svæve ud af sin egen krop og se sig selv udefra.

– Jeg har senere fundet ud, at det er en form for overlevelsesmekanisme. Det var, som om jeg stod flere meter væk og kiggede på mig selv, når jeg var sammen med min far. Jeg tænkte, at pigen var ulækker.  Faktisk kunne jeg blive lidt vred. Hvorfor siger du ikke fra? Hvorfor lader du ham gøre det der ved dig? fortæller Lonnie, hvis største frygt var, at hendes far skulle gøre det samme mod hendes lillesøster.

Det blev dagligdag, at hun scannede rummet, hvis både faren og søsteren var der. Sad hun på skødet ham? Hvor var hans hænder?

Når de skulle i seng om aftenen, lagde Lonnie sig tit yderst, så hun kunne beskytte søsteren mod farens vandrende hænder i mørket.

Når Lonnies mor var ude af huset med hendes søster, vidste Lonnie, hvad der skulle ske. Kroppen indstillede sig på et overgreb, og med tiden begyndte farens manipulation at virke. 

Læs også: Sigrid var udsat for seksuelt misbrug: Jeg dræbte min far

Veninden stod for tur

– Vil du ikke gøre din far glad? spurgte han, og hvis jeg blev ved med at stritte imod, sagde han, at jeg ville ende på børnehjem, hvis jeg fortalte nogen om vores hemmelighed.

– Børnehjemmet var min største frygt. Så ville jeg blive fjernet fra min mor og gøre hende ked af det, og det kunne jeg slet ikke rumme.

Følelsen af at være ulækker og føle sig forkert blev et grundvilkår for den unge pige. Hun begyndte at acceptere de vilkår, hun havde, men da hun en aften sagde fra over for sin far, håbede hun, at tingene ville blive anderledes. I stedet skete der det, hun havde frygtet mest.

En nat overnattede en veninde hos Lonnie. De sov i hver sin ende af sofaen, men den kendte følelse af en hånd under dynen fik hende til at vågne brat. Hånden var på vej ind under venindens del af dynen, og frygten var blevet virkelighed.

Dagen efter kunne hun ikke holde det inde mere, og da hun tastede sin mormors telefonnummer, vidste hun, at når hun lagde røret på igen, ville alting være anderledes.

– Jeg havde i mange år lavet lister i hovedet, hvor jeg opgjorde fordele og ulemper i forhold til at fortælle om, hvad min far gjorde, og hvem jeg kunne fortælle det til. Naboer. Lærere. Familiemedlemmer. Men jeg lod altid være, fordi jeg ikke ville gøre folk kede af det, især min mor. Jeg ville ikke have, at hun skulle finde ud af, hvor ulækkert et barn hun havde. Men da han begyndte at gå efter mine veninder, kunne jeg ikke klare det mere.

Med bævende stemme og udsigten til at skulle på børnehjem fortalte Lonnie, hvad der var sket med hendes veninde. Først nægtede hun, at hendes far havde gjort noget ved hende, men senere fortalte hun lidt om det.

Ikke også børnene

Den dag rullede lavinen. Lonnies far blev meldt til politiet og senere idømt seks måneders fængsel, hvoraf de fire måneder blev gjort betinget på grund af hans gode opførsel.

Men på trods af dommen mente kommunen, at faren stadig skulle have lov til at se alle sine børn.

Men først blev frygten for at komme på børnehjem en realitet, og her tilbragte den da 13-årige pige flere måneder.

Lonnie havde lukket ned for fornemmelsen af sine egne behov og grænser, og de følgende år begyndte hun også at besøge faren frivilligt.

– Vi snakkede aldrig om det, der var sket. Han havde stadig en kæmpe stor magt over mig, og når han kiggede på mig, blev jeg en lille pige igen. Jeg kunne ikke sige fra, og min krop frøs, forklarer Lonnie, der blev gravid med en kæreste allerede som 16-årig.

Lonnie fødte senere endnu en datter, og jo ældre hendes børn blev, jo mere var Lonnie på vagt, når hendes far var i nærheden.

En episode i farens hjem, blev afgørende for hendes videre liv.

Hendes datter var i bad hjemme hos faren, da han meddelte, at han ville på toilettet. Angsten fik Lonnie til at sige fra, og selv da det velkendte, bebrejdende blik mødte hende, holdt hun fast.

– Det var første gang, at jeg kunne fastholde mit blik med hans. Det var angstprovokerende, men denne gang var det ikke mig. Det var mine børn, fortæller hun. 

Se også: Efter seksuelt misbrug: Følte det var min skyld

Afbrød kontakten

I den samme periode begyndte Lonnie at gå til psykolog. I første omgang kunne hun ikke se idéen med det, men da hun sad i toget på vej hjem, lagde hun mærke til, hvordan folk kiggede underligt på hende, og da hun så ned ad sig selv, kunne hun se, at tårerne trillede ned på sin jakke. 

– Jeg lagde ikke engang selv mærke til, at jeg græd, fortæller Lonnie med et opgivende smil.

Langsomt, men sikkert, begyndte hun at forbinde sit hoved med den krop, der i mange år var genstand for nydelse for hendes far.

Sammen med sin søster skrev hun en mail, hvor de begge gjorde det klart for ham, at de ikke længere ville have kontakt til ham.

– Det var rigtig hårdt at skrive, men jeg vidste, at det var det rigtige. Og vi satte vores fingre oven på hinanden, talte ned og trykkede på send. Jeg har ikke hørt noget fra ham siden den dag.

Langsomt begyndte hun at kunne mærke sine følelser igen. Nu kunne hun græde og sige fra over for ting, hun ikke havde lyst til. De mareridt, der handlede om, at hendes far jagtede hende, begyndte langsomt at forsvinde, og i dag har kroppen og hovedet endelig fået den ro, som hun ikke oplevede i sin barndom.

   – Jeg kender flere, der først i en sen alder bliver bevidst om det svigt, de har været udsat for. Havde jeg ikke fået hjælp, havde jeg aldrig mærket mig selv eller fået det her liv, som jeg i dag er supertaknemmelig for, siger Lonnie, der er mor til to voksne døtre og en dreng på 4 år, og er i gang med en diplom i ledelse på UC Syd.

– Børn må aldrig gå rundt og tro, at det er deres egen skyld, eller at de ødelægger andre, hvis de siger det højt. Det er så vigtigt at få hjælp, og hvis jeg bare kan hjælpe ét barn med min historie, så er jeg lykkelig.