Mathias’ mareridt: Mobbet og venneløs

Massiv mobning og udelukkelse af fællesskabet fik Mathias til at vågne grædende om morgenen og nægte at gå i skole. Hans selvværd var så dårligt, at han en dag tog en køkkenkniv og truede med at tage livet af sig selv.

Nattøjet er endelig kommet på, og mørket har sænket sig ude bag vinduerne på familien Søgaards gård i Filskov.

Men Anette fornemmer uroen i Mathias’ krop. Tårerne begynder først stille at løbe ned ad kinderne, mens en vrede og afmagt bygger sig op i den lille barnekrop.

– Jeg vil ikke i skole i morgen, skriger han hysterisk, mens hans mor som så mange gange før prøver at finde de rette ord, der kan få hans puls ned.

Men raseriet bygger sig op, og da hun prøver at lægge en trøstende hånd på hans skulder, vrister han den af.

– Det kan også være lige meget. Jeg har slet ikke lyst til at være her mere, udbryder han hulkende, mens han bevæger sig hen til køkkenskuffen. Han trækker den ud, og en stor kniv kommer til syne.

Hurtigt får Anette den ud af hans hård, mens tårer og skrig er ved at opløse drengen. Hun sætter ham ned på gulvet og holder hans arme fast. Sine ben har hun snoet rundt om ham som en knude, og mens Mathias langsomt falder til ro, prøver Anette at skjule tårerne. Denne gang løber de ned ad hendes kinder.

– Vi følte slet ikke, at vi slog til som forældre. Vi var så magtesløse, for vi anede ikke, hvad vi skulle gøre for at Mathias kunne få det bedre, fortæller 42-årige Anette Søgaard.

Læs også: Skolen var et helvede for Valdemar: Mobbet til randen af selvmord

En kæp i ansigtet

Mathias var forventningsfuld, da han skulle begynde i børnehaveklasse, men der gik ikke lang tid, før glæden ved skolelivet blev afløst af en knude i maven.

Med korte mellemrum kom Mathias hjem fra skole med mærker fra en kæp i ansigtet, og selv om Anette og hendes mand, Mads, kontaktede læreren, skete der ikke noget. I stedet fik Mathias at vide, at han måtte blive indenfor i frikvartererne.

 I begyndelsen var der stadig smil at spore, når Mathias kom hjem fra skolen, men da han nåede slutningen af 2. klasse, indså forældrene, at det ikke var en fase, der ville forsvinde.

– Næsten hver aften spurgte han, om han ikke måtte blive hjemme. Der kom den ene undskyldning efter den anden, og han havde meget svært ved at falde i søvn.

Mareridt

Når Mathias lukkede øjnene, kørte den samme drøm om og om igen. En gruppe drenge var efter ham. De slog og råbte øgenavne, og når han slog øjnene op om morgenen, gjorde han alt for ikke at skulle i skole.

– Ofte måtte jeg ikke være med til at spille fodbold, og når jeg sad i klassen, og læreren var væk et øjeblik, var der ofte en, der slog eller gjorde grin med mig. Så jeg var bare lettet, når jeg havde fri, fortæller Mathias, der efter skole tog hjem og satte sig foran computeren.

I mange timer flygtede han ind i en verden, hvor der ikke var mobning eller øgenavne.

– Han var slet ikke til at få væk fra computeren, og han blev helt hysterisk, hvis vi prøvede. På det tidspunkt tænkte vi ikke over, at det var hans måde at tage afstand fra skoledagen på, forklarer Anette, der sammen med sin mand var vidne til, hvordan Mathias’ raseriudbrud blev stadig hyppigere.

Se også: Sofies sorgfulde liv: Blev en mester i at skjule smerten

Blev ligeglad

Af og til måtte de vriste en kniv ud af hånden på ham, og ofte kunne han rasere hele stuen. Når det igen var morgen, var det hjerteskærende for forældrene at sende deres søn afsted i skole.

– Jeg har nogle gange tænkt, at det var godt, at der var et stykke vej til arbejde, for så kunne man lige nå at græde ud, siger Mads, der lige som Anette aldrig vidste, hvordan Mathias havde det, når de kom hjem fra arbejde.

– Vi ville rigtig gerne have ham flyttet til en anden skole, men logistisk kunne det ikke lade sig gøre.

Ofte var det Mathias’ storesøster Hannah, der tog sig af ham, når han var ked af det i skolen, og til sidst var hele familien så udmattet og magtesløs, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre.

– Jeg var næsten ligeglad. Der skulle bare ske noget, for Mathias var begyndt at lukke helt ned mentalt. Der var ingen gnist i øjnene på ham mere. Han kunne ikke løse simple regnestykker, som han ellers uden problemer kunne før, og han virkede generelt ligeglad med alt. Det var virkelig bekymrende, fortæller Anette opgivende.

Læs også: Sanne kæmpede for sin søn i otte år: Jeg vidste noget var galt

Få problemerne frem

Familien fik anbefalet en psykoterapeut, og selv om de nærmest ikke anede, hvad den betegnelse dækkede over, slog de til. I begyndelsen kom Mathias hos hende to gange om ugen, og efter få gange kunne familien mærke forskel på sønnen, der flere gange havde truet med at tage sit eget liv.

– Vi vidste godt, at det var for ensidigt bare at lægge al skyld over på skolen. Vi havde også døjet med noget sygdom i familien, da Mathias var lille, så vi besluttede, at det var hele familien, der skulle i terapi. Det var grænseoverskridende, men vi ville gøre alt for, at Mathias fik det bedre.

Som tiden gik, begyndte smilet at komme tilbage på Mathias’ læber. Han fik langsomt bygget sin selvtillid op, og han lærte at tackle de hårde skoledage.

Familien begyndte at få en større forståelse for Mathias, og hvorfor han reagerede, som han gjorde, og samtidig fik de luft for den frustration og magtesløshed, som de havde båret rundt på i så lang tid.

– Han er en meget gladere dreng i dag. Man kan ikke ændre andre, men man kan gøre en indsats for at ændre sig selv og sin måde at reagere på. Det har Mathias gjort, og det er jeg virkelig stolt af, fortæller Anette, der i begyndelsen var bange for at fortælle andre om de problemer, familien havde med Mathias.

– Der er en tendens til, at alting skal være så perfekt. Men der er ingen af os, der er perfekte. Efter jeg har fortalt åbent om vores problemer, er flere kommet hen til mig og har sagt, at de har kæmpet med noget lignende, og det har været en lettelse. Man skal ikke feje problemerne ind under gulvtæppet, for dér bliver de ikke løst. Så hvis vi bliver bedre til at åbne munden, vil der også være færre, der føler, at de er forkerte, og det gavner os alle sammen.