Min kæreste var ond - del 1

Da jeg var 18 år, mødte jeg Simon og blev smaskforelsket. Men Simon behandlede mig ikke godt og han havde et voldsomt temperament. Jeg ville ikke erkende, at han ikke var god for mig, og jeg prøvede at få det til at fungere. Og så blev jeg gravid…

Da jeg var 18, lignede mit liv alle andre unges. Jeg voksede op i en ganske almindelig kernefamilie, og jeg havde et nært og godt forhold til mine forældre. Jeg var i gang med en uddannelse som klinikassistent. Jeg havde mange venner, og vi gik i byen både torsdag, fredag og lørdag. Jeg var en glad pige, der havde livet foran mig. Men en aften på et diskotek mødte jeg Simon, og det satte et punktum for min sorgløse ungdom. Vi blev kærester, og snart var vi sammen hele tiden.

Simon brød sig ikke om, at jeg var sammen med mine venner. "Line, jeg vil bare gerne være sammen med dig, og du har ikke tid til mig, hvis du skal være så meget sammen med dine veninder", sagde han. Jeg var bare så forelsket og syntes, at det var enormt romantisk, men inden længe drejede hele min verden sig om Simon. Og hvad Simon mente og gjorde, blev lov. Han begyndte også at kritisere mig: Så var det mit tøj, han ikke kunne lide, så mente han, at jeg sagde dumme ting, eller at jeg ikke så godt nok ud. Jeg blev ked af det, men jeg forsøgte at indordne mig.

Mine veninder kunne godt se, hvad der skete, og de forsøgte at tale mig til fornuft. "Hvad vil du dog med ham? Kan du ikke se, at han totalt har magten over dig"? spurgte min veninde Signe. Inderst inde vidste jeg godt, at hun havde ret, men jeg håbede jo, at det blev bedre. I stedet valgte jeg at opfatte hende og de andre veninders bekymring, som om de ikke undte mig min lykke. Mine veninder og jeg gik stadig i byen sammen, og de så weekend efter weekend, hvordan Simon talte nedladende til mig, og hvordan han pustede sig op, når jeg talte med andre. Når vi kom hjem, kunne han gå helt amok og smadre ting. Jeg blev bange for ham, men jeg ville ikke give op. Jeg var ikke sådan en, der bare skred, når tingene blev besværlige, og Simon sagde også, at han mente at ingen anden mand gad have mig.

En dag betroede jeg mig til Signe og fortalte hende, hvordan han talte ned til mig, og hvor hidsig han kunne blive. Signe kiggede længe på mig, før hun sagde: "Kan du virkelig leve med det"? Jeg sagde, at jeg mente, at det blev anderledes, når vi havde lært hinanden bedre at kende. "Hvor er du naiv", sagde Signe. "Det bliver aldrig anderledes".

Efter de første par måneder af vores forhold var mine hede følelser for Simon kølnet noget af. Han var utilregnelig, jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, og jeg var træt af alle hans raserianfald. Alligevel valgte vi at flytte sammen. Set i bakspejlet var det en tåbelig beslutning, for nu kunne jeg ikke længere tage hjem til mig selv, når Simon blev hidsig. Sommetider blev han så rasende, at han smed mig ud af lejligheden og så gik jeg rundt i byens gader hele natten sammen med min lille hund, indtil jeg vidste, at han var taget på arbejde.

Da vi havde været kærester i fire måneder, skete der noget, der vendte op og ned på mit liv. Jeg blev gravid! Det var bestemt ikke planlagt, og jeg blev meget ulykkelig, da jeg fandt ud af det. Jeg var godt klar over, at Simon ville blive alt andet end henrykt, for han havde tidligere sagt, at det ville ødelægge hans liv, hvis han blev far. Jeg havde sendt min lille hund ud til mine forældre, fordi jeg var bange for hans reaktion. Jeg kunne næsten ikke få ordene ”Simon, jeg er gravid” over mine læber, og jeg havde knap nok hvisket ordene, før han gik amok.

Se også: Min mand krævede sex for husholdningspengene