Nadia kæmpede for sin søn til det sidste: Vilas lever videre i mig

Lykken var gjort, da Nadia mod alle odds blev gravid. Men kort tid efter Vilas kom til verden, fik hans stolte forældre at vide, at han ville dø inden for få år. For tre måneder siden lagde den stærke mor sit barn i graven. Men tilbage står kærligheden og minderne om den livsglade dreng, der forandrede hende for altid.

Nadia har sit faste greb om barnevognen, hvor Vilas ligger, mens solens stråler lyser kirkegården op. Hun og hendes mand, Dennis, bevæger sig langs den knasende grussti hen til det sted, hvor de ved, at deres søn snart skal begraves.

De seneste 12 måneder har de kæmpet for at give deres søn så meget kærlighed som muligt, før han skal blive en lysende stjerne på himmelen, og de ved, at tiden snart er inde.

Vilas er blevet svagere og svagere de sidste par dage. Vejrtrækningen nede i barnevognen er sparsom, og smilet er blegnet. Men midt på det kommende gravsted har en lilla krokus fundet vej op igennem gruset, og solens stråler rammer den som for at sige, at der er klar til den lille dreng med den vindende personlighed.

Nadia og Dennis vender barnevognen for at komme hjem til lejligheden.

Men pludselig stopper Dennis op. Han læner sig ned til Vilas. Hvisker stille i hans øre og kysser ham på kinden. Han kigger på Nadia, og hun gør det samme.

– Mor og far er klar. Jeg kan se, at du også er klar, siger Nadia til sin syge søn, og da hun giver ham endnu et kys, hører hun det, hun har frygtet. En dyb udånding. Den sidste, de nogensinde kommer til at høre fra deres søn.

Læs også: Sønnen døde og forholdet brast: Alt var bare så tomt

Undede ham at få ro

Savnet og sorgen føles som en knytnæve, der ikke vil stoppe med at slå i hendes hjerte, og alligevel ville 32-årige Nadia Zimmermann aldrig have undværet det år, hun fik med sin lille dreng, der lærte hende om ubetinget kærlighed.

– Jeg sagde til ham hver aften, at hvis du ikke kan mere, skal du give slip. Jeg undede ham at få ro, for det var modbydeligt, at han skulle lide på den måde, fortæller Nadia her tre måneder efter, at hun lagde Vilas i den sorte kiste med guldstjerner.

Lægerne havde ikke givet Nadia mange chancer for at blive gravid, og alligevel skete miraklet, da Vilas kom til verden, som vi skrev i Ude og Hjemme tilbage i februar 2018.

Men da Vilas var et par måneder gammel, fornemmede Nadia, at der var noget galt. Kort tid efter fik de dommen. Vilas havde den sjældne sygdom krabbes syndrom og ville kun leve et-tre år.

Mærkede glæden

Mellem Dennis og Nadia lå lille Vilas i sengen, når mørket faldt på. Den anstrengte vejrtrækning holdt Nadia vågen, og flere gange i løbet af natten skulle hun indføre en tube i hans hals for at sluge hans slim op. Selv om Nadia prøvede at få nogle timers søvn, kørte der en konstant frygt i hende for, at hendes søn ikke ville være i live, når hun slog øjnene op.

– Jeg vidste godt, at jeg burde prioritere mig selv og få sovet, så jeg kunne være mere frisk, men det var bare som om, at der var en fiskesnøre, der trak mig hen til ham. Jeg kunne simpelthen ikke slippe ham af syne, fortæller Nadia, der trods den store frygt for, hvornår Vilas ikke kunne klare mere, alligevel tog en glædelig beslutning sammen med Dennis. De valgte at sige ja til hinanden for evigt, mens sorgen buldrede.

– Vi havde drømt om et stort kirkebryllup, men det vigtigste var, at Vilas var med. Vi havde en dag, hvor der var farver i vore sind. Hvor mor og far var glade, og det var jeg sikker på, at Vilas kunne mærke. Parret valgte også at købe et hus, som de nåede at vise til Vilas. De vidste, at han ikke ville nå at vokse op i det, men han skulle vide, at det var der, hans familie ville bo fremover.

Fra dag til dag kunne Nadia se, hvordan Vilas nærmede sig enden på sit liv. Han tabte flere færdigheder, og han kunne ikke længere have øjenkontakt med sine forældre. Smilet var væk, og der blev længere og længere imellem vejrtrækningerne.

Se også: Alvorligt syge børn på sommerferie: Her fylder smilene mest

Den sidste stund

De fik udarbejdet et ambulancebrev, hvori der stod, at Vilas ikke skulle genoplives, da det ikke ville være i hans tarv, og selv om de frygtede dagen, hvor Vilas ikke ville åbne sine øjne, så vidste de, at den snart kom. Til sidst kunne Vilas ikke optage føde. Hvis han fik noget, ville han kaste op og risikere respirationsstop. Alligevel skyllede den dårlige samvittighed ind over Nadia, når hun selv puttede mad i munden.

– Jeg følte, at jeg sultede mit eget barn. Han kunne jo stadig dufte maden, men jeg vidste også godt, at det ville komme op igen, hvis vi gav ham noget, fortæller Nadia, der kunne se sin søn blive mere og mere bleg. Skrigene havde fortaget sig og tilbage var et glasagtig udseende, der havde mistet sin mimik.

Da Nadia og Dennis den 2. april gik en tur i solskinnet for at vise Vilas sin plads på kirkegården, vidste de ikke, at det ville være deres sidste tur. Da Vilas lukkede øjnene for sidste gang, tog Nadia ham op i sine arme. Hun knugede sin døde søn ind til sig og kyssede ham på munden, inden han igen blev lagt ned i vognen.

– Da vi kom hjem til lejligheden, satte jeg mig ud på altanen med ham. Han var pakket ind i sin dyne, og så sad jeg og sang for ham. Jeg havde brug for den sidste stund med ham.

Den udvalgte sorte kiste med smukke guldstjerner og for med et hjemmesyet blåt tæppe med stjerner blev sat midt i stuen. Bamser, billeder af hans forældre og storebror og en blomst blev lagt ned til ham, og da Nadia puttede hans vamsede dyne omkring ham, brød hun sammen.

– Jeg tænkte på alle de gange, jeg havde puttet ham med den dyne, og hvor han var vågnet igen. Vi havde ligget så mange nætter og aftener på sofaen og hygget, og nu var det slut. Han var her ikke mere, og jeg kunne slet ikke rumme det. 

Et tæppe af sorg

Dennis tog den lille kiste under armen og bar den ned til rustvognen, der havde en stjernehimmel i loftet, og da den kørte væk mod kapellet, kunne man se stjernehimmelen lyse de øde gader op.

– Jeg kunne næsten ikke stå på mine ben. Da vi kom hjem, fik jeg det så dårligt, at jeg måtte ud og kaste op. Min krop havde været i alarmberedskab så længe, og nu kunne den ikke mere, fortæller Nadia, der sammen med sin mand havde planlagt begravelsen i mindste detalje, mens Vilas stadig var i live.

– Det var meget vigtigt for mig, at vi havde styr på alt i forhold til begravelsen, og det vil jeg også anbefale andre, der har et barn, som er terminalt syg. Vilas skulle ikke have en tilfældig kiste eller en tilfældig tale. Han skulle hyldes og sendes afsted med værdighed.

Læs også: Sabinas lille søn er leversyg: Svært at leve i uvished

En mor uden sit barn

På bordet i lejligheden står der nu en mindetavle med fødsels- og dødsdato. Nadias telefon er fyldt med billeder og videoer fra det år, hun nåede at have Vilas i sit liv. Når sorgen føles som tusind knive, der stikker hende i hjertet, ser hun på det kække smil og den glade baby, der griner til hende.

– Der er mange, der spørger, hvordan jeg kan være så stærk, men hvis jeg kunne åbne min krop op, så ville man kunne se, at mit hjerte ligger i ruiner. Jeg er en mor uden mit barn, og det føles så forkert, fortæller Nadia, der hver dag går på kirkegården og tænder lys for sin lille dreng.

For Nadia har det været vigtigt at holde fast i kærligheden. Sorgen er som et sort tæppe, der konstant er nærværende, men hun er fast besluttet på, at det ikke skal trække hende væk fra livet. Tværtimod.

– Vilas var den gladeste dreng, og igennem vores kærlighed hylder og minder vi ham. Nogle mennesker mister hinanden efter sådan et forløb, men vi er blevet meget stærkere. Sammen og hver for sig. Vilas lever videre i os, og jeg håber, at han kigger ned på os og smiler. Han vil altid været i vores hjerter.