Natalie mistede sin far som 14-årig

Natalie var 14 år, da hendes elskede far fik konstateret lymfekræft, og efter et års sygdom døde han. Det efterlod den unge pige i sorg, som hun havde svært ved at dele med andre. Men i dag har den 21-årige kvinde fundet ro og bruger sin erfaring til at hjælpe andre.

Foto: Steen Wrem

- Jeg elsker dig, far! Tårerne drypper ned på det hvide sengetøj. Hele dagen har Natalies fars øjne været lukkede. Det eneste livstegn er de monotone gisp fra den begrænsede vejrtrækning, men da hun endelig får de tre ord over sine læber, slår han øjnene op.

- Jeg elskede ham rigtig højt, men jeg havde hele vejen igennem hans sygdom haft svært ved at sige det til ham. Det samme havde han til mig. Så jeg var så glad for, at jeg nåede at fortælle ham det direkte, inden han døde, fortæller den nu 21-årige Natalie Kaas Pontoppidan, mens hun kigger drømmende op i luften.

Natalie vokser op i en tryg kernefamilie på Frederiksberg, hvor hun som enebarn har et nært forhold til sine forældre, men da familien en sommer er på ferie, begynder Natalies far at få et mærkeligt udslæt.


Natalie med sin far i familiens
sommerhus. Det var den sidste
tur, de havde sammen.

Jeg søgte væk
På Frederiksberg Hospital kan lægerne ikke finde ud af, hvad der er galt med Natalies far, men da han bliver ved med at have feber og bliver nødt til at udsætte en planlagt hofteoperation, begynder lægernes prøver at vise et skræmmende resultat.

Natalies far bliver indlagt og begynder at få kemobehandlinger, men selv om hun ofte er ved hans side, begynder den ellers så tryghedssøgende pige at trække sig væk sine forældre.

- Førhen fik jeg altid hjemvé, bare jeg skulle overnatte hos en af mine veninder, men efter at min far fik konstateret kræft, var jeg ude hver gang, der var en anledning. Der var sygdom over det hele, og det var hårdt hele tiden at være den "voksne", der var ovenpå og stærk, forklarer hun.

Sommeren går over i efterår, og da vinterkulden begynder at bide sig fast, er hendes fars sygdom gået ind i en kritisk fase.


Læs om Camilla, der følte en stor lettelse, da hendes mor døde

- Jeg kan huske nytårsaften tydeligt. Min far var igen indlagt, og på vores 1. sal sad jeg og festede med mine veninder. Det var ret surrealistisk, for jeg burde jo være helt knust, forklarer Natalie, der ikke lang tid efter får beskeden om, at lægerne ikke kan gøre mere for hendes far.

Den sidste tid er Natalie ved sin fars side. Hans sidste ønske er at fortælle den nærmeste familie og venner, hvad de har betydet for ham. Ved siden af hospitalssengen sidder Natalie. Far dikterer, og Natalie hjælper ham med at formulere de sidste ord, og da de er færdige, beslutter hun, at hun vil gøre det samme for sin far.

Få uger efter tager hendes far den sidste indånding af det liv, der var lykkeligt, indtil kræften fik tag i ham. Natalie begynder hurtigt i skole igen, og i den første tid er der også opløftende og kærlige klap fra klassekammeraterne.

- De var søde i starten, men efter en uge var det som om, at folk havde glemt, hvad der var sket, forklarer Natalie, der i dag læser dansk på 3. år i København.

Natalie ignorerer de ulmende følelser, men irritationen ligger som en tikkende bombe under overfladen. Men en dag kan hun ikke mere og får en tid hos en psykolog, hvilket bliver et vendepunkt for den unge pige.

De befriende ord
- Selv om min mor og jeg havde snakket meget om far, så var det noget helt andet at snakke med en helt fremmede forklarer hun, der i dag arbejder som frivillig hos Børn, Unge og Sorg, hvor hun hjælper andre unge, der har

- Jeg savner ham stadig, og jeg tænker meget på ham. Hvis jeg skal tage en stor beslutning, så tænker jeg "hvad ville min far sige til det?". Det er som om, at han er med mig hele tiden, og det er en rigtig rar følelse.


Læs om de tre søstre, der døde, mens de legede