Pigen med det røde hår: Velkommen til modstanden

Jannetje Johanna Schaft er en almindelig, genert jurastuderende, da nazisterne invaderer Holland. I løbet af besættelsen smider hun forsigtigheden, tager navnet Hannie og bliver berygtet som Pigen med det Røde Hår. Nazisterne frygter de mange forføreriske likvideringer, hun udfører sammen med søstrene Truus og Freddie Oversteegen, og vi fortæller historien i fire dele. Her får du del 1.

Foretrækker du at lytte? Så kan du få læst artiklen op i appen Ally.

Tjeneren er tilsyneladende den eneste mistænksomme. Den eneste, der kan se, at de er for unge, for uerfarne – og udklædte. De halvfulde nazi-officerer ser ikke ud til at gå meget op i, hvis tøj de har på, eller hvor gamle de er. De ser bare læbestiften og øjenskyggen, suger parfumen ind.

Restauranten, som lugter og lyder mere og mere som en bar for hver time, er fyldt med de heilende besættere. Hunnerne, kalder Hannie og Truus dem normalt efter det hærgende rytterfolk i oldtidens Asien, men de kan dårligt tale grimt om dem her. Hvis de bliver hørt, er det slut.

En halvgammel og helt fuld SS-officer afbryder sin sang om fædrelandet for at hviske Truus et eller andet i øret. Hannie kan ikke høre det. Men Truus smiler indsmigrende – som de har øvet sig på hjemme i hovedkvarteret til de andre medlemmers morskab – og uhyrets hånd glider længere ned ad ryggen på Hannies veninde. Hannie kæmper mod kuldegysninger ved synet.

I stedet minder hun sig om, at hun selv har bedt om at være her. Hun tænker på Philine og Sonja, som må skjule sig i barndomshjemmet hos hendes forældre, bare fordi de er jøder.

Hun mærker vreden stige op i sig igen ved tanken om, hvor uretfærdigt det er, at de skal opgive friheden for at sikre livet – at de ikke kan vende tilbage til hverdagen på universitet og diskussionerne om politik og litteratur hjemme i deres fælles lejlighed. Hun må slå igen.

 

Alt for risikabel

Tyskeren ved Hannies side bliver mere og mere nærgående. Hans ånde stinker af cigaretter og brændevin. For at købe sig lidt tid væk fra hans arm om hendes skuldre, går hun og Truus ud på toilettet. Et kort sekund får Hannie næsten lyst til at grine, da hun ser sig selv i spejlet. Hvad ville hendes kære forældre ikke sige, hvis de så hende nu?

De ville næsten ikke lade hende krydse gaden uden opsyn, før hun var teenager. Og nu står hun her, helt majet ud med øjenskygge, pudder og læbestift, næsten på skødet af en tysk officer med massevis af uskyldige liv på samvittigheden. Og Truus, der ikke engang var blevet 20 år endnu, ved siden af en nazist, der ustandseligt sluger hende med øjnene. Set udefra er det fuldstændigt absurd, tænker Hannie kort.

- Jeg tror, det er for risikabelt at tage begge med ud i skoven, afbryder Truus hendes tanker.

- Det er meningen, vi skal have fat i min officer. Kodebryderen er målet. Hvis vi kommer med to, kan alt muligt gå galt, fortsætter hun – halvt til sig selv, halvt til Hannie.

- Men to døde hunner er bedre end en… hvisker Hannie.

- Ja. Men det er for risikabelt. Vi nøjes med min. Jeg foreslår, at vi smutter om lidt, så kan du sige til din kavaler, at du følger med os noget af vejen hjem. Ok?

Hannie indvilger. Truus er lederen af deres lille gruppe. Sådan har det været, lige siden Hannie hentede Truus og lillesøsteren Freddie hjem fra deres eksil for nogle uger siden.

Ved tanken om deres første møde kommer Hannie helt til at savne vægten af sin 9mm-pistol i hånden. Hun er blevet vant til den nu. Det var hun ikke helt, da hun opsøgte søstrene på hospitalet, hvor de arbejdede som sygeplejersker, fordi det var for farligt for dem omkring Amsterdam. Hannie var blevet vist ind på et kontor, hvor hun for første gang mødte de to søstre. Den drengede og direkte Truus og lattermilde, lille Freddie. Søstrene havde været lige så mistroiske som Hannie – de havde ikke hørt noget fra lederen Frans om, at han ville sende nogen efter dem. Og slet ikke en, de aldrig havde mødt. Derfor havde både Hannie og Truus siddet med hænderne på deres pistoler under bordet. Indtil hele optrinnets latterlighed var gået op for dem, og de var brudt ud i grin.

På vej til sin egen henrettelse

Siden da havde de været sammen konstant – og allerede med flere missioner under bæltet, næsten en håndfuld hunner begravet inde i skoven. Alligevel savnede Hannie altid sin pistol, når hun var ude på opgaver som denne. Hun følte sig nøgen, forsvarsløs. Hvis nogen genkendte dem, havde de ingen måder at forsvare sig på.

Til gengæld ventede retfærdigheden, forsvaret og pistolerne ude i skovens mørke.

De går tilbage til bordet, og Truus erklærer, at hun må til at hjem. Lige efter planen foreslår hendes bejler straks, at han kan følge hende på vej. Han ser lidt slukøret ud, da Truus siger, Hannie følger dem et stykke af vejen. Turen til skoven bag deres hovedkvarter på Wagenweg føles uendelig.

 

 

Hannie får næsten ondt af nazisten et kort sekund – fjolset ved ikke engang, han er på vej til sin egen henrettelse. Men sympatien fordufter hurtigt ved tanken om alle de uskyldige liv, de kan redde, hvis nazisten ikke knækker flere kodede beskeder fra de hollandske modstandsgrupper til eksilregeringen i London. Adskillige modstandsfolk og jøder har mistet livet, fordi de beskeder blev opsnappet og dechifreret.

Hannie drejer fra, kort før de når skovbrynet. Det er næsten helt mørkt. Hun siger tak for i aften, og at hun sagtens kan gå det sidste stykke herfra. Nazistens øjne lyser op, da han og Truus fortsætter alene mod haven ved Huset bag Statuerne.

Kort efter lyder der et skarpt brag inde fra skoven. Frans eller Cor har færdiggjort missionen. Hannie kaster op i en busk, inden hun finder Truus igen, og de cykler sammen hjem.

Mælkestrejken

Som mange andre har Hannie fået endegyldigt nok efter Mælkestrejken. Den 29. april, 1943, udsteder nazisterne ordren om, at alle tidligere soldater skal melde sig til arbejdstjeneste i Det Tredje Rige. Hollænderne bliver dybt provokerede over, at tyskerne indkalder de samme soldater, som tre år forinden havde kæmpet mod nazisternes overvældende overmagt.

Mælkestrejken får 200.000 mennesker på gaderne og 500.000 til at nedlægge arbejdet i protest mod tyskernes styre. Fabrikker lukker, mælkemændene stopper deres omdeling, og i stedet deler landmænd gratis mælk ud til de strejkende.

Nazisterne svarer hårdt og prompte igen. De truer med at affyre skud mod masserne, hvis de ikke bryder op, og alle, der trykker eller uddeler papirer om strejken, bliver sendt i koncentrationslejr.

Efter næsten en uges oprør får nazisternes jernstøvle igen trampet den hollandske modstand ned. Den genoprettede orden har kostet næsten hundrede menneskeliv i nazisternes tilfældige skyderier, mens 85 strejkende senere bliver henrettet. Mere end tusinde hollændere er sendt afsted til arbejdslejrene, og for at gøre ondt værre kræver tyskerne nu, at alle hollandske mænd mellem 18 og 35 melder sig til arbejdstjeneste.

De voldsomme repressalier bliver dråben, der får mange hollændere til at melde sig under modstandsbevægelsens faner. En af dem er Hannie Schaft. De første år af besættelsen har hun stjålet id-kort fra badeanstalter i Amsterdam, så underduikers – gemte jøder og modstandsfolk – kan få en ny identitet og dermed adgang til rationeringsmærker og måske endda pas. Hun har også opstøvet gemmesteder og ledsaget de eftersøgte, når de skulle fra et skjul til det næste. Men i foråret 1943 finder hun vej til Haarlems Modstandsråd, som den lille, selvstændige modstandsgruppe kalder sig.

Lille og spinkel med flammende rødt hår

Frans van der Wiel, en tidligere soldat med ansigtstræk som en filmstjerne og vovemod på grænsen til dødsforagt, er gruppens leder. Udover hans bror Alexander består gruppen af fem arbejdere fra de kommunistiske kredse – samt de to søstre Truus og Freddie Oversteegen.

Truus er 19 år gammel, Freddie 17. Men de er skarpe og handlekraftige – det har de været nødt til for at overleve som døtre af en enlig mor, hvis selvopofrende hjælpsomhed og kommunistiske idealer har inspireret dem til at gøre modstand mod nazisterne.

Modstandsrådet holder til på Wagenweg 244-46 i Haarlem. En ven af gruppen, skulptøren Mari Silvester Andriessen, har stillet sit atelier til rådighed som hovedkvarter.

Hannie Schaft – som hun nu går under for at beskytte sig selv og sine forældre – stikker på mange måder ud fra resten af modstandsfolkene. Hun er en lille, spinkel kvinde på 23 år med flammende rødt hår og fregner.

Egentlig er Hannie pacifist og vil helst bruge tiden ved siden af jurastudiet på at læse Marx og Gandhi. Hun har altid været en stille, dygtig og flittig pige – måske fordi hun mistede sin storesøster som syvårig og siden har levet et overbeskyttet, tilbagetrukket liv med forældrene.

Men det er slut nu. Hannie er helt inde i modstanden mod nazisternes kyniske brutalitet, og det er med livet som indsats hver gang. Heldigvis bliver Haarlems Modstandsråd hurtigt som en anden familie for Hannie.

Specielt da hun begynder at udføre likvideringer og sabotage med en anden nytilkommet i gruppen. Jan Bonekamp er en smuk, ung fabriksarbejder med lyse krøller, blå øjne og et stærkt håndtryk. Selvom Jan har kone og datter, bliver han og Hannie hurtigt uadskillelige, både når de er på missioner – og når de ikke er.

Du har læst første del af fortællingen om Pigen med det røde hår. Der er i alt fire afsnit i serien, som du kan læse eller lytte til i appen Ally.