Retfærdighed, hævn og beskyttelse: Fængselsstraffe handler om andet end at forebygge 

Herunder ses Herstedvester fængsel i Albertslund, hvor der er plads til cirka 158 indsatte. En del af dem bliver nok ikke mere lovlydige af at sidde bag tremmer, men straf handler om meget andet end at forebygge ny kriminalitet, skriver Ude og Hjemmes krimiekspert Bent Isager-Nielsen.

​Jeg kan se, at regeringen har planer om markante skærpelser af strafferammerne for især bandekriminalitet og personfarlig kriminalitet, blandt andet for at øge retssikkerheden og rets-bevidstheden i samfundet.

Mange ”specialister” siger, at det ikke hjælper på noget som helst – og slet ikke er med til at forhindre ny kriminalitet? Hvad mener du?

Venlig hilsen GF

Hej GF

Spørgsmål om straf er noget af det, der fylder allermest i brevkassen, og når jeg holder foredrag. For hvad er det egentlig samfundet opnår ved at sætte gerningsmænd til forbrydelser i fængsel?

I min seneste bog ”I lovens navn” fra 2021 er straf omdrejningspunkt for et helt kapitel i bogen. Jeg tror på straf som en nødvendig reaktion på kriminalitet, men er derudover faktisk ikke særlig hævngerrig eller generelt fortaler for højere straffe.

Jeg er også en varm fortaler for resocialisering og forebyggelse og enig med flere kritikere af straf i, at fængselsstraf sjældent hjælper på den enkelte dømte eller altid forhindrer, at han begår ny kriminalitet efter sin løsladelse. Men meningen og formålet med straf er jo mere end det.

Katastrofale konsekvenser

I straf indgår også retfærdighed og hævn, beskyttelse af uskyldige borgere og en sikkerhed for, at farlige kriminelle ikke kan fortsætte deres kriminalitet. De elementer skal man være varsomme med at tage ud af ligningen. Det gør man i mine øjne, hvis man udelukkende fokuserer på, om straf hjælper på den enkelte gerningsmand.

Når man forsætligt slår et menneske ihjel, skyder i gaderne, begår voldtægt, grov vold mod uskyldige eller kører vanvidskørsel med katastrofale følger og så videre, skal det selvfølgelig have en konsekvens.

Derfor kan man jo godt gå ind for ordnede afsoningsforhold i fængslerne med fokus på hjælp og resocialisering af de indsatte. Straf er også med til at forebygge selvtægt, altså det at borgerne tager loven i egen hånd, hvis de ikke har tillid til, at politi, retsvæsen og kriminalforsorg henholdsvis opklarer forbrydelser, dømmer gerningsmændene og fuldbyrder en straf, som befolkningen i det store hele er enig i.

Mit forslag

Der er to områder, man efter min mening kunne gøre noget ved i stedet for at hæve strafferammerne for visse forbrydelser.

Det ene område har jeg skrevet om flere gange her i bladet, nemlig sagsbehandlingstiderne i retssystemet, men måske især hos domstolene og i kriminalforsorgen, altså fængselsvæsenet.

Det er meget utilfredsstillende af mange grunde, hvis en forbrydelse først bedømmes i retten flere år efter, den er begået.

Og det er faktisk ofte tilfældet, ikke kun i grove og komplicerede sager.

Det er primært uacceptabelt for ofre og deres pårørende, men det er jo i sagens natur sværere for vidner at huske, hvad de så, hvis der går for lang tid.

Men et overset element er, at det ville både virke forebyggende, effektivt og konsekvent med en hurtigere afregning i retssystemet og tilsvarende hurtigere og mærkbar konsekvens i forhold til at afsone straffen.

Gives aldrig

Strafferammen er den ramme, der er angivet i straffeloven for en bestemt forbrydelse.

For eksempel er strafferammen for det, der kaldes ”simpel vold” – der kan være knytnæveslag – op til tre års fængsel, men det gives aldrig i sådan en sag.

Den normalt udmøntede straf for simpel vold er 40 dages fængsel, aldrig to eller tre års fængsel.

Det kan virke underligt, at de udmålte straffe i mange sager ligger langt fra muligheden i strafferammen.

Men nu er det altså sådan, at man, hvis man konkret ønsker længere straffe, hidtil har hævet strafferammen og så håbet på, at det ville medvirke til længere straffe ved domstolene.

Det er klart, at hvis man for eksempel hæver strafferammen for en forbrydelse med et år, hver gang man vil have ændret en konkret normalstraf en smule, så bliver spændet mellem strafferamme og normalstraf hos domstolene større og større.

Længere normalstraf

Jeg tror, at politikerne kunne komme langt ved at meddele domstolene, hvis man forventede en markant længere normalstraf – i stedet for nærmest bevidstløst at hæve strafferammerne. Det er dog altid domstolen, der fastsætter straffens længde.

Større normalstraf og markant nedbringelse af sagsbehandlingstiden i retsvæsenet vil for mig at se være stærkere og mere effektive værktøjer i kampen for øget retssikkerhed og retsbevidsthed end krav om at skærpe strafferammerne.

Venlig hilsen Bent