Trines søn blev dræbt på Utøya: Savnet er stærkt

Trine mistede sin 19-årige søn Diderik i massakren på Utøya i sommeren 2011. Den dag gik Trines liv i stå. Nu forsøger hun hver dag at skabe gode stunder, for til slut er det dét, der tæller.

Fredag den 22. juli 2011. Trine vågner i dårligt vejr. Hun står op og gør rent, mens de to mindste børn, 7-årige Mikkel og Althea på 11 år, leger. Den ældste, 19-årige Diderik Aamodt Olsen, er på sommerlejr på øen Utøya.

Han var lige begyndt at studere historie på universitetet i Oslo, og han var næstformand i den socialdemokratiske ungdomsorganisation Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF), hvor han var med til at arrangere sommerlejren på Utøya, så han tog derud allerede om mandagen.

Pludselig ud af det blå hører Trine en dæmpet buldren og fornemmer, at gulvet vibrerer. Så bliver der helt stille. Kan det være torden? Hun tænder for nyhederne og ser, at der har været et bombeangreb i Oslo. Hun ringer til Diderik med det samme.

– Det er bare en gaseksplosion, mor, siger han beroligende.

Kort tid efter ringer han tilbage.

– Der er nogen, der skyder her. Du skal ringe til politiet.

Mange døde

Trine er helt ved siden af sig selv og beder sin søn om ikke at stole på nogen. Først efter 20 minutter kommer hun igennem til politiet, men får at vide, at hun skal ringe til lokalpolitiet, hvor hun anmeldte skyderiet.

– Jeg ringede tilbage til Diderik og fortalte, at jeg havde talt med politiet, og at han var nødt til at blive i skjul, og at jeg elskede ham. Det var vores sidste samtale, fortæller 49-årige Trine Elisabeth Aamodt fra Nesodden syd for Oslo i Norge.

Læs også: Emmas brev til Breivik: Hold din kæft og tag din straf

Hun forsøgte flere gange at ringe til sin søn, men fik intet svar. Ved midnat havde hun stadig ikke hørt noget, så hun begyndte at ringe til alle hospitaler for at finde ham.

– Men ingen kunne hjælpe mig. Da jeg så i fjernsynet, at 80 personer angiveligt var døde, brød jeg sammen på køkkengulvet.

Dagen efter fik Trine besøg af præsten og lederen af kriseteamet. Her gik alvoren op for hende. Lige inden var hendes kæreste Christos og Dideriks far taget til Utøya for at hente ham hjem.

– Jeg håbede længe, at han havde overlevet. Det tog lang tid, før jeg indså, hvad der var sket, fortæller hun.

Politiet tog fejl

Om søndagen måtte Trine tage til et hotel ved fastlandet ud for Utøya for at afgive en dna-prøve.

De gennemgik liste efter liste, men fandt ikke Dideriks navn. I bilen på vej hjem ringede politiet. Trines søn var i live og befandt sig på et hospital. De stoppede en patruljevogn på vejen for at få hjælp til at finde ud af, hvor han var indlagt.

– Jeg kunne ikke tænke klart og var helt hysterisk efter at vide, hvor Diderik var. Efter to timer fik jeg at vide, at politiet havde taget fejl.

Diderik var død

Senere har Trine fået fortalt af nogle af de overlevende fra Utøya, at Diderik var i forsamlingshuset, før han løb ud og gemte sig sammen med nogle andre. Han endte ved pumpehuset nede ved vandet, hvor massemorderen Anders Behring Breivik lokkede ham frem.

– Hvem er du egentlig? spurgte Diderik, før han blev skudt.

Læs også: Afdødekontakt: Jeg nåede aldrig at møde min far

Han blev fundet kort tid efter af en ven, og de unge mennesker fik ham op i en båd, hvor han døde med hovedet i skødet på en 15-årig, mens de sejlede over fjorden til fastlandet.

Onsdag, med familien samlet rundt om sig, fik Trine besøg af præsten, kriseteamet og politiet. De bekræftede, hvad hun allerede vidste: Diderik var en af 69 dræbte på Utøya.

Hun havde i forvejen fortalt de to små, at de ikke havde fundet Diderik.

– Jeg tog en del valium i de dage. Det var det eneste, der hjalp.

Diderik blev begravet den 5. august, dagen efter han skulle have rejst til Grækenland med sin mor.

Måtte flytte

Det tog Trine lang tid at indse, at Diderik aldrig mere ville komme hjem. Når hun så unge mennesker på vejen, tog hun sig selv i at kigge efter ham.

– Han var 191 cm høj, havde langt hår og lange frakker. Det er en type, man lægger mærke til.

I lang tid kunne Trine ikke være alene. Hendes kæreste Christos, der normalt bor i Oslo og besøger Trine hver anden uge, når børnene er hos deres far, flyttede ind hos hende i en periode. Men tre måneder efter Dideriks død kunne hun ikke holde ud at være i huset mere.

– Der var for mange minder, siger hun.

Læs også: Jeg fortjente ikke at leve

Den første vinter i en ny lejlighed var tung.

– Jeg har en dejlig udsigt, men jeg kunne lige så godt kigge ind i en betonvæg. Sådan er det heldigvis ikke mere.

På en hylde over pejsen har hun lavet et lille mindested med nogle af Dideriks personlige ting.

– Vi taler tit om ham, om ting, han sagde, eller ting, vi gjorde. Han er altid med os.

Kan ikke arbejde

Den sommer, Diderik døde, var Trine færdig med sine studier og havde fået job som for-skolelærer, men opstarten blev udskudt. Ugerne, månederne og årene gik. I dag er Trine på invalidepension.

– Det er ensomt ikke at arbejde, men jeg kan ikke klare presset, siger Trine, som har posttraumatisk stress syndrom, ptsd.

Hun fik i fire år hjælp af krisepsykologer. Det første år kom psykologen hjem til hende flere gange om ugen.

I 2013 begyndte hun på en kandidatgrad i pædagogik, men måtte udsætte det, fordi hendes far fik lymfekræft og døde syv måneder efter. Få måneder efter fik hendes mor kræft og døde året efter.

– Nu er vi ikke mange tilbage i familie, siger Trine sørgmodigt.

Smilet forsvandt

Tidligere smilte hun bredt og grinede højt, nu er hun blevet mere alvorlig.

– Jeg er ikke rigtig glad mere. Jeg har gode øjeblikke, men den ægte glæde er borte.

Flere gange har folk fortalt hende, at hun er heldig med, at hun har de andre to børn.

– Men det ændrer ikke det faktum, at Diderik er væk. Han vil altid mangle. Men jeg prøver at tage mig sammen. Jeg kan ikke gå rundt og være ked af det hele tiden, siger hun.

Læs også: Bettina var fanget på Scandinavian Star: Jeg skrev et afskedsbrev

– Det er seks år siden, men det føles, som om det var sidste år. Jeg har svært ved at tro på, at det er så længe siden.

I starten besøgte hun tit Dideriks grav, nu tager hun derud et par gange om måneden.

– Det føles helt absurd. Det er jo ikke der, han burde være.

I juni ville Diderik være fyldt 25 år. Trine har tænkt på alle de ting, han aldrig nåede at opleve, men når hun tænker på Diderik i dag, ser hun den smukke, kloge og omsorgsfulde dreng, han var.

Skaber gode minder

– Det værste er, at jeg blev frataget mit liv med ham. Sorgen bliver mildere med tiden, men savnet efter alt det, der skulle have været, er lige så stærk.

At miste sin søn og begge sine forældre har vendt op og ned på Trines måde at leve på.

– Jeg er blevet mere bevidst om at skabe gode minder med familie og venner, siger hun.

I dag udsætter Trine ikke de ting, hun virkelig gerne vil – hvad enten det er en rejse til Grækenland, hvor de har et hus og tager til flere gange om året, en god middag med vin eller bare købe en ting til børnene, som de har ønsket sig længe.

Læs også: Skiftede karriere efter en drøm: Mine drømme giver mig svar

– Det er vigtigt at glæde sig over dagen i dag. Det er nu, vi lever.

Trine har lært ikke at tage noget for givet.

– Jeg vil ikke være uvenner med nogen, når vi skilles. I morgen kan det være for sent at undskylde. Ting kan ske. Det har jeg erfaret.

Rundt om sig ser Trine, at andres liv går videre. Selv føler hun, at hendes er gået i stå.

– Det har forandret mig, og det kan der ikke laves om på. Jeg har det så godt, som jeg kan have det i den situation, jeg er i. Det må jeg være tilfreds med.