Uelsket - del 3:4

Jeg travede grædende rundt i skolegården samme morgen uden at vide, hvad jeg skulle stille op. Da min klasselærer fandt mig der, fortalte jeg ham, hvad der var sket. Han hjalp mig og kontaktede en sagsbehandler. Der var plads til mig på en ungdomspension, og min klasselærer tog med, da jeg skulle hjem for at pakke en taske med mine ting. Det var en meget ubehagelig oplevelse, for mor sagde ikke et ord, mens min lærer og jeg var i lejligheden.

Jeg havde ingen anelse om, hvad fremtiden ville bringe, og da vi var færdige, rakte min mor bare hånden frem, og bad om min nøgle.

De andre elever på ungdomspensionen var søde nok over for mig, men mange af dem var kendt i det kriminelle miljø så politiet dukkede jævnligt op, ransagede værelser og anholdt folk. Pædagogerne var flinke nok, men jeg blev hurtigt irriteret og træt over for deres flippede og pædagogiske måde at være på, og jeg fik et anstrengt forhold til dem. 

Dagene sneglede sig afsted, og det var hårdt at sidde sammen med personalet juleaften, fordi jeg ikke var inviteret til jul hos min mor.

Da jeg havde boet på institutionen i et år, døde min elskede mormor af brystkræft og til begravelsen skulede min mor en gang imellem til mig, og nægtede ellers at anerkende min tilstedeværelse. Sorgen over min mormors død, tabet af mit barndomshjem og al det had min mor nærede til mig gav min psyke et knæk og i sommerferien begyndte jeg at se syner. 

Jeg så edderkopper på væggene og kunne høre dem kravle rundt, og jeg troede fuldt og fast på det, selv om ingen lyttede til mig. Jeg blev først taget alvorligt da jeg troppede op hos min mors sagsbehandler og forlangte at blive indlagt.

Jeg fik tid hos en psykiater, og jeg var glad for, at jeg endelig blev hørt, da jeg blev indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Min diagnose var på det tidspunkt, at jeg var grænsepsykotisk, og jeg fik nogle piller, der gjorde, at jeg nærmest blev en zombie og sov konstant, men jeg holdt op med at se syner og høre stemmer, og det var en befrielse. 

Personalet og patienterne var glade for, at jeg faldt til, og jeg håbede, at jeg aldrig ville blive rask. Det var uvant for mig, at der var nogen, der interesserede sig for mig, og jeg følte, at jeg kunne blive i de trygge rammer for evigt. 

En måned senere fik jeg den triste nyhed, at ungdomspensionen skulle lukkes, og jeg var en af de sidste patienter, der blev sendt videre. Jeg skulle begynde på forskellige praktiksteder, men jeg var meget angst, og jeg stak flere gange af på grund af panikanfald, og de opgav mig, én efter én. Personalet på det nye sted tvang mig med på en bustur til Sverige, og jeg var dybt ulykkelig på turen. Jeg var så psykisk belastet, at mine led gjorde ondt, og jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre en ende på det. 

I et ubemærket øjeblik stjal jeg et glas med beroligende piller fra en af pædagogerne, og jeg slugte alle pillerne på toilettet og lagde mig ind i mit telt for at sove ind i døden...