46 blev henrettet i Danmark: Opgøret efter 2. verdenskrig

I denne uge fortæller Rejseholdets tidligere leder, Bent Isager-Nielsen, om retsopgøret efter 2. verdenskrig, hvor 46 mænd blev henrettet herhjemme. Den sidste af de dødsdømte, der blev henrettet ved skydning af politiet, var landsforræderen og torturbødlen Ib Birkedal Hansen (billedet).

Hej Bent!

Jeg har netop læst et tidligere Ude og Hjemme, hvor du skrev om dødsstraf og om de sidste henrettelser i Danmark i 1877 og 1892.

Du skriver kort til sidst, at dødsstraffen blev afskaffet i 1930, men at der på trods af det efter besættelsen blev eksekveret flere dødsdomme.

Hvordan foregik de, og hvem stod for dem?

Venlig hilsen Anni

 

Hej Anni

Dødsstraffen blev afskaffet i 1930, men ganske rigtigt indført igen i 1945 efter befrielsen og først endeligt skrevet ud af straffeloven så sent som 1993.

I retsopgøret efter besættelsen blev der afsagt dødsdom over 103 personer for højforræderi og drab. Af disse blev kun 46 rent faktisk henrettet.

Kort tid efter befrielsen blev lovforslaget om genindførelsen af dødsstraf fremsat af justitsministeren.

Der var kun en håndfuld folketingsmedlemmer, der stemte imod, og der var generelt et krav om dødsstraf til landsforrædere i befolkningen.

Men efter at loven uden de store uoverensstemmelser og sværdslag var blevet vedtaget, opstod en lang strid om, hvordan dødsdommene rent faktisk skulle eksekveres.

Hæren sagde nej

Først havde man mange overvejelser om at lade en mekanisk indretning klare sagen, men den tanke måtte opgives af forskellige praktiske grunde.

De øverste chefer i både fængselsvæsenet, militæret og politiet forsøgte på et møde i Justitsministeriet at få skubbet opgaven over på hinanden, men efterhånden pegede mere og mere på politiet.

Hæren afviste nemlig med den begrundelse, at der ikke var tale om krig, og fængselsvæsenet lagde vægt på, at de aldrig tidligere havde haft til opgave at henrette dømte kriminelle. De bødler, der i gamle dage havde fuldbyrdet henrettelser, var sandt nok rent faktisk på en måde ansat under politiet, og det gjorde nok udslaget.

Læs også: Hjælper forbud mod bander?  

Modstandsbevægelsen ville meget gerne påtage sig opgaven, men den var jo ikke en egentlig myndighed, og man var sikkert også bekymret for, at der kunne indgå et slags hævnmotiv.

Der var i øvrigt flere hundrede almindelige danskere, der tilbød at stå for henrettelserne, men det blev også afslået.

Fuldbyrdes ved skydning

I oktober 1945 blev det ved en såkaldt kongelig anordning slået fast, at dødsdommene skulle fuldbyrdes ”ved skydning af et af politimænd bestående eksekutionskommando, bevæbnet med gevær eller karabin, under kommando af en ledende polititjenestemand”.

Fra politiets rækker, især betjentenes fagforening Dansk Politiforbund, protesterede man voldsomt, og man mente, at det ville skade politiet og dets arbejde at stå for henrettelserne. Men det blev enden på det.

Henrettelserne blev herefter foretaget to steder i Danmark, dels på Christianshavn, hvor det nuværende Christiania i dag ligger og dels en henrettelsesplads lidt uden for Viborg.

Læs også: Private vagtværn kan ikke erstatte politiet   

En gruppe på 10 politifolk skulle stå for hver henrettelse. Alt skete i dybeste hemmelighed, også udvælgelsen af betjentene.

De udpegede betjente havde muligheden for at nægte, hvilke nogle valgte at gøre. I de tilfælde pegede man på andre, der ville.

En dyb hemmelighed

Det var en ny gruppe og dermed 10 nye politifolk for hver henrettelse og hver dag. Nogle gange skød man kun én person – andre gange måtte samme gruppe af politifolk eksekvere flere på samme dag.

For eksempel blev otte medlemmer af Peter Gruppen, en nazistisk terrorgruppe, skudt på samme dag og af samme gruppe politifolk. Den første af de 46 henrettede blev skudt i 1946, og den sidste i 1950.

Læs også: To kvinder blev myrdet i Randers

Der har været forlydender om, at nogle af de udpegede politifolk rent faktisk ikke ramte den dødsdømte. Om de skød forbi med vilje eller af nervøsitet, vides vist ikke med bestemthed.

De nærmere omstændigheder ved henrettelserne har som sagt altid været omgivet af den dybeste hemmelighed.

De foregik altid meget tidligt om morgenen, og karakteristisk og typisk for tiden er nok, at de involverede betjente som den naturligste ting af verden skulle møde på almindeligt arbejde efter denne barske og usædvanlige morgenopgave.

Han var den sidste

 

Den sidste af de dødsdømte, der blev henrettet ved skydning af politiet, var landsforræderen og torturbødlen Ib Birkedal Hansen.

I de hektiske dage efter befrielsen lykkedes det ham at flygte ud af landet.

Han blev først pågrebet et par år efter og henrettet i København i sommeren 1950.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen har skrevet bogen ”Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder”. En fremragende bog, som belyser tiden og især personen Ib Birkedal Hansen – også de meget dramatiske begivenheder og omstændigheder i tiden op til hans henrettelse.

Venlig hilsen Bent