Astrids mirakel

Forældrene græd, da lille Astrid blev ramt af den frygtede børnesygdom, infantile spasmer. En sygdom, der oftest medfører enten svær hjerneskade eller døden. Men ved god lægehjælp har Astrid kæmpet sig igennem kriserne og er nu erklæret rask.

Foto: Gregers Kirdorf

Mirakel er et stort ord.
Men når man hører Marit Damtoft, 29, og hendes et år ældre mand, Poul, fortælle om deres oplevelser gennem de seneste år, forstår man, at de kalder deres to-årige datter, Astrid, for et af slagsen.

- Jeg kan ikke finde andre ord, siger Marit glædesstrålende, mens hun iagttager miraklet, der kommer trippende gennem stuen med sin yndlingsdukke i dukkevognen.

Forfærdelig børnesygdom
Man forstår Marits næsten euforiske glæde, efter at hun og Poul for nylig fik lægernes ord for, at Astrid har overvundet én af de mest frygtede børnesygdomme, der findes.
Den lille charmetrold med de tindrende blå øjne og det livsbekræftende smil blev som spæd ramt af den dødsensfarlige epileptiske sygdom, infantile spasmer - også kaldet west syndrom.

- Hele vores tilværelse blev vendt på hovedet. Vi skulle til at indstille os på, at vores datter ville blive mentalt retarderet eller dø af sygdommen, forklarer Marit fra Gjellerup ved Herning.

Svært ved at blive gravid
Marit er lærer på Østre Skole i Ikast, mens hendes mand er erhvervsrådgiver i Sydbank i Herning.
Parret forelskede sig i hinanden under en sammenkomst hos nogle fælles venner i 2000 og giftede sig to år efter.

- Vi havde de samme drømme om fremtiden, og ville begge gerne have tre børn, fortæller Marit.
Hun vidste på forhånd, at hun ville have svært ved at blive gravid på normal vis, så parret søgte fra starten hjælp på en fertilitetsklinik.

Risiko for ottelinger
I efteråret 2006 påbegyndte Marit en hormonbehandling med henblik på insimination.
Tredje gang var der gevinst - endda i overflod. Ikke mindre end otte befrugtningsklare æg havde løsnet sig.

Men succesen havde en bagside.
- Der var i teorien risiko for ottelinger, så jeg indvilligede i at vente med inseminationen, forklarer Marit.

Glædelig overraskelse
Hun fik sig derfor en stor overraskelse, da det viste sig, at hun alligevel var gravid - med tvillinger.
- Dagen før besøget på klinikken havde Poul og jeg været sammen, så naturen klarede selv det hele, forklarer Marit med et smil.

Hun fødte tvillingerne Astrid og Malthe ved en hurtig og ukopmpliceret fødsel den 5. oktober 2007.
Nogle måneder efter fik Marit en anelse om, at ikke alt var, som det skulle være.

Noget var galt
- Malthe var en rigtig bulderbasse, mens Astrid var anderledes stille og inaktiv.
Hun var svær at få kontakt med og lå ofte og stirrede stift ud i luften, forklarer Marit, der begyndte at filme sin datter.

Optagelserne viste hun til lægen, der henviste familien til Herning Sygehus, hvor Astrid gennem de næste dage blev undersøgt på kryds og tværs.
Weekenden efter fik Astrid sit første epileptiske anfald, som Marit også filmede.

Ramt af uhyggelig sygdom
- Det varede fem-seks minutter og var en uhyggelig oplevelse, forklarer Marit.
I mellemtiden havde det midtjyske par fået det nedslående resultat af de første undersøgelser.

Deres datter var blevet ramt af den uhyggelige sygdom.
- Jeg glemmer det aldrig. Vi kunne ikke andet end græde, siger Marit, der ikke fik megen trøst hos lægerne.

Voldsomme anfald
- De sagde, at det var mest sandsynligt, at Astrid ville blive mentalt retarderet, hvis hun overlevede, fortæller Marit.
Familien blev sendt hjem med en åben indlæggelse og medicin for at forebygge de voldsomme anfald.

- Det hjalp et stykke tid, men de kom hurtigt igen. Ofte fem-seks gange om dagen, forklarer Marit.
Lægerne øgede medicindosen, hvilket for en kort tid hjalp. Men kun for en kort tid.

Hjerneskanningen var normal
Trods lægernes forsikringer om, at de nok skulle få styr på anfaldene, insisterede Marit og Poul på, at Astrid skulle indlægges på epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund på Sjælland.
Det skulle vise sig at være et godt træk.

Trods Astrids mange anfald viste den første hjernescanning sig nemlig at være helt normal. De seneste anfald skyldtes muligvis medicinen.
- Lægerne anbefalede en nedtrapning for at se, hvordan Astrid reagerede, fortæller Marit.

Erklæret helt rask
Inden indlæggelsen på Philadelphia havde sygdommen sat Astrid drastisk tilbage i udvikling, men allerede under nedtrapningen begyndte hun at indhente det tabte, og efter et stykke tid uden medicin og anfald lagde hun sig ud i overhalingsbanen.

I oktober i fjor kunne lægerne erklære den lille pige for 100 procent helbredt uden mén.
- Det var en stor dag, da vi fik at vide, at hun var helt på højde med sine jævnaldrende og kunne begynde i normal vuggestue her i Gjellerup, fortæller Marit med et stort smil.

Blev storesøster
Et smil, der ikke bliver mindre, da hun henter familiens yngste op af barnevognen efter middagsluren.
I august gik hendes og Pouls drøm om tre børn nemlig i opfyldelse, da hun på helt naturlig vis fødte datteren Clara.

- Vi er utrolig taknemlige, og der går ikke en dag, hvor vi ikke tænker på, hvor meget vi har at takke for, siger Marit og sender mand og børn endnu et lykkeligt smil.