Bildæk afslørede morderen - del 1:2

Ægteparret Sue og Henry var på vej hjem fra familiebesøg, da de fandt en sovepose i vejkanten. De tog den med i bilen uden at vide, at den indeholdte altafgørende spor fra et bestialsk drab på en 20-årig kvinde.

Det var en rolig aften på landevejen i Iowa, da Sue og Henry var på vej hjem fra et familiebesøg, og pludselig fik øje på noget i vejkanten.

Henry standsede for at undersøge genstanden nærmere, og det viste sig at være en sovepose. Den smed han med en sarkastisk bemærkning i skødet på sin kone og kørte videre.

– Hvorfor lod du den ikke bare ligge? spurgte Sue lettere irriteret.

Men hvad ingen af dem vidste var, at de netop havde fundet en genstand, der ville blive altafgørende i en bestialsk drabssag.

Sue rodede i soveposen for at finde noget, der kunne identificere ejermanden. Først fandt hun et par blodige sportssko og lidt efter en pung. Den var indsmurt i blod, og bortset fra et kørekort var pungen tom.

Kørekortet tilhørte en ung dame, som var bosat i nabostaten Minnesota, og hendes navn var Madison.

Parret var naturligvis rystede over deres fund, og næste dag afleverede Henry soveposen med dens makabre indhold til politiet, som netop havde modtaget en efterlysning af en ung kvinde ved navn Madison.

Madisons mor kunne fortælle, at hendes 20-årige datter havde besluttet at besøge sin far, som boede i Missouri, men hun havde ikke nået sit fly, og moren havde ikke hørt fra hende i fire dage.

Politiet fandt ud af, at Madison ikke stod på listen over flypassagerer fra Minneapolis til Kansas City i Minnesota hverken søndag, mandag, tirsdag eller onsdag, og hendes far havde heller intet hørt.

Det første spor dukkede op fredag formiddag, da Henry indleverede Madisons sovepose på politistationen, og hendes forsvinden blev med det samme betragtet som en drabssag.

Chefdetektiven fra drabsafdelingen ledede efterforskningen. Heldigvis kunne Henry huske præcis, hvor han havde fundet soveposen, og herfra blev efterforskningen indledt.

Politiet gennemsøgte hovedvejens rabatter i en afstand af tre kilometer fra det sted, hvor soveposen blev fundet. Man håbede at finde yderligere materiale, men det skete ikke.

Chefdetektiven var overbevist om, at hvis Madison havde været offer for en forbrydelse, skulle gerningsmanden sandsynligvis findes blandt de hundreder lastbilchauffører, der kører på motorvejene mellem staterne.

Der var allerede flere seriemordere, som man mistænkte for at have erhvervet sig som om lastbilchauffør, da man i perioder havde fundet lig på bestemte strækninger langs motorvejene. Det var nemmere at begå det perfekte mord, når man var på farten og derfor hurtigt kunne være over alle bjerge.

Nu frygtede politiet, at Madison havde lidt samme skæbne som mange andre mordofre før hende.

Ud fra teorien om at gerningsmanden var en lastbilchauffør, besluttede chefdetektiven at undersøge nogle af de øde rastepladser, som han vidste, mange chauffører brugte.

I en grusgrav omkring fem kilometer fra det sted hvor soveposen blev fundet, gav undersøgelserne endelig resultat.

Under en grusbunke fandt man liget af den forsvundne Madison og tæt på gerningsstedet fandt politiets teknikere en grøn papirserviet, som indeholdt dna-rester fra den myrdede kvinde.

Og da man obducerede liget, fandt de endnu et opsigtsvækkende spor: På undersiden af den myrdedes ene arm fandt man et meget karakteristisk aftryk med et mønster, som viste sig at stamme fra dækket på en lastbil.

De to ting – servietten og dækaftrykket – fik en afgørende betydning for opklaringen af drabet. Nu var næste udfordring at finde den mand, som havde begået den forfærdelige forbrydelse.