Efter drab på lærer i Frankrig: Vi bør kæmpe for ytringsfriheden

Rejseholdets tidligere chef, Bent Isager-Nielsen, understreger vigtigheden i at beskytte folk, der debatterer og har holdninger – ellers bliver det den "krænkede", der i nogle tilfælde truer med vold, som bestemmer.

Hej Bent

Du har tidligere skrevet om, at politiet er forpligtet til at bruge mange ressourcer på at beskytte provokatøren og politikeren Rasmus Paludan, fordi vi har ytringsfrihed her i landet.

Nu ser vi drab på en lærer i Frankrig, fordi han viste tegninger af Mohammed i sin undervisning.

I sådanne tilfælde medfører det jo også store arbejdsbyrder hos politiet – det ved vi alt om her i landet. Er det rimeligt?

Venlig hilsen Krebsen

 

Hej Krebs

Et rigtig godt spørgsmål.

Som lovgivningen er i dag i Danmark, har man ytringsfrihed, og det betyder, at man har ret til at gøre og sige noget, der kan provokere, fornærme og udfordre andre mennesker.

Det eneste, der begrænser ytringsfriheden, er den almindelige injurielovgivning samt racismeparagraffen i straffeloven.

Du har ret i, at politiet bruger mange kræfter på at beskytte mennesker, der blot har sagt eller gjort noget, der har krænket nogen.

Læs også: To kvinder blev myrdet i Randers  

Det er selvfølgelig politiets opgave, selv om jeg har bemærket, at det nok nogle gange er fristende – også for personer med en baggrund i politiet – at argumentere for, at ingen må og bør provokere og ytre sig på en måde, der krænker andre.

For så kunne politiet jo bruge ressourcerne på noget andet og vigtigere. Sådan er verden bare ikke.

Voldsmanden må ikke få ret

Politiet skal selvfølgelig altid beskytte ofre for trusler og vold mod dem, der truer og udøver vold – ikke omvendt.

Ellers opstår der det, man kalder ”voldsmandens veto”, som betyder, at mennesker ikke siger og udtrykker sig, som de ellers ville, fordi de er bange for vold.

Voldsmanden og ham, der truer med vold, får det altså, som han vil.

Læs også: Mordsager bliver aldrig forældet  

Politiet skal derfor beskytte alle, der lovligt demonstrerer, skriver, tegner og så videre.

Det gælder uanset egne personlige holdninger til de emner, det handler om.

Det er simpelthen krumtappen i et vestligt og demokratisk samfund og dermed også i politiet.

Bange for konsekvenserne

Politiet skal være retfærdigt, objektivt, ”farveblindt”, upartisk og altid stå på ofrenes side.

Så lovlige og anmeldte demonstrationer skal beskyttes, og personer skal have livvagter, når det er nødvendigt.

Kriminelle forhold skal opklares, uanset hvad der kan menes om kriminaliteten og baggrunden for den. Og gerningsmændene skal straffes.

Læs også: Sådan er det at sidde overfor en morder 

Man hører af og til nogle sige, at ”man har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt” – underforstået, at man bør holde lidt igen og udøve selvcensur.

Man bør selvfølgelig ikke bevidst gå og fornærme og krænke andre, bare fordi man kan.

Det vil alle ordentlige mennesker vel skrive under på.

Det bliver bare let en glidebane i retning af netop ”voldsmandens veto”, hvis man ikke kan leve frit og sige, hvad man vil.

Og tit er den egentlige og ærlige årsag til ikke at gøre eller sige noget jo i virkeligheden, at man er bange for konsekvenserne.

Må aldrig bruge trusler om vold

For mig personligt er sagen ret enkel.

Det er helt okay at føle sig krænket eller såret over noget, som andre siger eller gør.

Det sker ofte her i livet, og så bør man altid huske de kloge ord om, at man som menneske ikke er ansvarlig for sine følelser, men man er ansvarlig for, hvordan man reagerer på sine følelser.

Alle følelser er i orden, men det er alle reaktioner på følelser ikke.

Man kan tage til genmæle, man kan protestere og argumentere, og man kan skrive og sige alt det, man vil – men man må aldrig bruge trusler eller vold.

Uskyldig person

Sagen om den franske skolelærer Samuel Paty, der fik halsen skåret over, bare fordi han viste billeder af Mohammed i sin undervisning, burde efter min mening fylde meget mere her i landet.

Der burde være store protester og demonstrationer i kølvandet - ligesom i Frankrig, hvor mange tusinde mennesker gik på gaderne i Paris (se billedet øverst). 

Læs også: Tandsæt afslørede gerningsmand  

Denne sag er dog alt andet lige af stor relevans for os i Danmark og for Europa.

Hele Danmark burde bakke op om ytringsfrihed og vise støtte til Paty – og på den måde samtidig vise dyb og inderlig modstand mod gerningsmanden og hans ligesindede samt hele baggrunden for det bestialske drab.

I denne sag skal vi jo huske, at det drejer sig om en helt uskyldig person.

Venlig hilsen Bent