Frygtede vi var søskende

En tilfældig bemærkning fik kæresteparret Camilla og Simon til at frygte, at de var halvsøskende, fordi Simon var donorbarn, og Camillas far var anonym donor på samme klinik det samme år. I et år levede de i uvished, inden en dna-test afslørede sandheden.

Foto: Morten Mejnecke

De ligner hinanden. Både af udseende og personlighed. De griner ad de samme ting og fuldfører hinandens sætninger. Men det kom som et chok for kæresteparret Camilla og Simon, da de hørte sætningen:

- Nej, hvor morsomt. Så kan det være, I er halvsøskende. Camillas stedmor kom til at tale over sig og afslørede, at Camillas far havde været sæddonor. Den dag sank deres verden i grus, og fremtidsplanerne blev sat på standby.

LÆS OGSÅ: Donor-søstre søger søskende

En ødelæggende oplysning

I et år ulmede tvivlen og tankerne. Kunne de virkelig være søskende? 24-årige Simon Petersen-Testrup fra Ølstykke på Sjælland er et donorbarn. Det fik han af vide, da han var teenager. Hans far var ikke hans biologiske far.

Hans forældre havde søgt hjælp på en privatklinik på Frederiksberg, hvor de fik sæd fra en anonym donor. Det var den samme klinik, hvor Camillas far samme år, som Simon blev undfanget, havde været donor.

- Min far lignede en, der havde fået noget galt i halsen. Han ville jo bare hjælpe nogle mennesker. Det var slet ikke meningen, det skulle komme frem. Min mor vidste det ikke engang, forklarer Camilla, der snart afslutter sin uddannelse som sygeplejerske. Oplysningen lagde en dæmper på aftenen, og Camilla og Simon besluttede sig for at køre hjem.

Fra joke til gråd

- Vi sad og jokede med det. "Hva' så, bror?". "Hva' så, søster?", sagde vi til hinanden, og så grinede vi hysterisk, og det gik over i, at jeg græd, fortæller Camilla. Hun havde kæmpet for at få Simon.

- Første gang jeg så ham, sagde jeg til min far, at ham ville jeg gifte mig med. Men Simon havde en kæreste og var slet ikke interesseret, fortæller hun. Nogle år senere, da Simon blev single og havde haft lidt tid til at finde sig selv, blev de kærester. Camilla flyttede nærmest ind med det samme.

- Vi var sammen hele tiden. Folk troede nærmest, vi var gået under jorden, siger Camilla med en smittende latter. Den dag i bilen blev de enige om ikke at tale mere om sagen lige med det samme. Resten af turen hjem hørte de musik og holdt hinanden i hånden.

LÆS OGSÅ: Maria fandt sin datters ukendte far

Kunne ikke planlægge fremtiden

- Vi var bange for at miste hinanden. Nu havde vi endelig fundet ud af at være sammen, siger Camilla og fortsætter:

- Vi var overraskende gode til at ignorere det. Det var sidste sommer. I starten af året kom donor-problematikken op igen. Simon læste en artikel med en opfordring om at skrive ind, hvis man gerne ville finde sine halvsøskende eller donorfar. Han skrev en mail og kom i kontakt med et tv-produktionsselskab, der ville lave en dokumentar om donorbørn.

- Under samtalen med dem kom det hele frem. Vi fandt ud af, at vi egentlig ikke rigtig kunne planlægge en fremtid sammen. Vi var nødt til at vide, om vi var halvsøskende, siger Simon, der er systemkonsulent i en it-virksomhed.

Først forsøgte de at kontakte klinikken og lægen, men klinikken var lukket, og lægen var død. En overlæge i Aarhus havde journalerne. Efter 14 dages søgen opgav han at finde Simons mors journal. Den var væk, og Simon har intet donornummer.

LÆS OGSÅ: Chloe fandt sin ukendte bror på Facebook

Kunne ikke kysse hinande

Parret besluttede sig for at få lavet en dna-test. Camillas far var på ferie i Thailand, så ham kunne de ikke få dna fra, derfor afleverede både Camilla, hendes mor, Simon og hans mor en prøve, som blev krydstjekket. Men resultatet var upræcist, og de blev ikke klogere.

- Da min far kom hjem fra Thailand, ja, han stod i døren med kufferten, tog jeg hans dna. Præcis en uge efter, på min fødselsdag, skulle vi have svar, fortæller Camilla. Det blev en hård uge.

- Jeg var i en anden verden. Vi havde svært ved at kysse og sove sammen. Vi lå lysvågne og tænkte: Er vi søskende?, fortæller Camilla.

En anderledes fødselsdagsgave

- Vi vidste begge, at hvis vi var søskende, så ville vi ikke være sammen. Med de normer, der er i samfundet, og som vi også selv har, kunne vi bare ikke, siger hun. Simon tænkte meget over, om Camillas far virkelig kunne være hans biologiske far.

- Min far. Ja, hurra. Ham ville jeg jo gerne finde. Lige bortset fra at jeg ville miste Camilla, siger han. Svaret kom med posten. De gik sammen ned til postkassen.

- Jeg kunne ikke bære, at et brev skulle afgøre, om vi skulle være sammen. Jeg havde pakket tasker og studiebøger, for jeg ville selv tage valget om at gå fra ham, fortæller Camilla. Det var hendes fødselsdag, den 19. april, og overalt i lejligheden lå der gaver og flag, men Camilla stod uden for døren og græd. Simon åbnede brevet sammen med begge deres mødre.

LÆS OGSÅ: Tina er gravid med en ukendt mand for sin datters skyld

Græd af glæde

- Der stod nuller over det hele. Jeg var bange for, at jeg havde misforstået det, så jeg skulle lige tjekke det igen, inden jeg hentede Camilla.

- Det er okay, skat. Det hele er godt, sagde han. Der er nul procent sandsynlighed for, at vi er halvsøskende.

- Og så græd jeg. Og vi krammede. Og vores mødre kom og krammede med os. Det var den bedste gave, jeg kunne få, siger Camilla med et smil. De er enige om, at de skal giftes og have børn sammen.

- Hvornår ved vi ikke, men inden for tre-fire år, siger Simon, mens Camilla stråler af lykke. Simon håber stadig på at finde nogle halvsøskende og måske sin donorfar, men han har lidt mistet håbet, fordi han ikke har noget donornummer. Camilla har lovet sin far ikke at lede efter sine halvsøskende.

- Han ville jo være anonym, forklarer hun. Både Simon og Camilla mener stadig, at anonym sæddonation skal være tilladt, men de ville gerne have et centralt register over donorer og donorbørn, så ingen kommer i den situation, de stod i.