Jeg måtte ikke dø fra min datter

Henriette Molina var nyskilt enlig mor til seksårige Nicoline, da lægerne fortalte hende, at hun var ramt af kræft. Hendes første tanke var: Hvad skal der ske med min datter?

- Du har kræft i munden, og du skal opereres hurtigst muligt.

Henriette Molina sidder over for lægen. Hun ser hans mund bevæge sig, men det er som om, ordene ikke vil synke ind.

Bare få minutter før var optimismen stadig levende, men nu sidder hun med en dom, der kan betyde, at hun skal forlade sin datter.

- Min første indskydelse var, "det kan jeg ikke. Det har jeg ikke tid til". Men på vejen hjem begyndte tankerne at flyve. Hvordan sørger jeg for, at Nicoline husker mig, hvis jeg dør? Skal jeg lave en mindebog med billeder? Skal jeg starte med at skrive breve til hende, som hun kan læse, når hun bliver voksen? Det hele var så usikkert og frygteligt, fortæller 44-årige Henriette Molina fra Vojens.

Læs også om reality-pigen Rosa, der holdt sin sygdom hemmelig på TV

En bule i ganen

En dag i 2006 mærker Henriette en bule i ganen. Tandlægen beroliger hende med, at det ikke er noget alvorligt, men da hun bliver henvist til Aarhus Universitetshospital, er meldingen en helt anden.

Henriette har kræft i munden og skal igennem en alvorlig og krævende operation hurtigst muligt.

- Hvordan forklarer man sådan noget til en lille pige? Det kunne jeg ikke. Jeg ville gerne skåne hende for sorgen og bekymringerne, så da jeg endelig fik sagt til hende, at jeg havde kræft, forklarede jeg det nok en del mere positivt i forhold til, hvordan virkeligheden egentlig var.

Nicoline bliver afleveret hos sin far. Imens lægger Henriette sig på operationsbordet og gennemgår den livstruende operation. Halvdelen af ganen bliver fjernet, fire tænder bliver revet ud, og tyggemusklen bliver erstattet af en plade.

Nicoline fik et chok

Jeg måtte ikke dø fra min datter - Henriette var nyskilt enlig mor, da hun blev ramt af kræft

Spejlbilledet er drastisk forandret, da hun endelig vågner fra narkosen. Håret er barberet af, og den ellers så smukke kvinde er blevet erstattet af et ansigt, som selv de nærmeste har svært ved at genkende.

Efter 10 dage med indlæggelse og sondemad skal Henriette endelig gense sin savnede datter. Det blev et gensyn, den i dag 13-årige Nicoline sent vil glemme:

- Jeg kan huske, at jeg så en person komme gående imod mig. Hun havde ikke noget hår på hovedet, og ansigtet var helt hævet. Det var først, da hun kom helt tæt på, at jeg kunne se, at det var mor. Jeg havde fået af vide, at jeg hun var syg, men da jeg så hende, fik jeg et chok, fortæller hun.

Henriette er efterfølgende overmandet af træthed, men stædigheden tager over, og få uger senere er hun tilbage på arbejde.

Læs også om kræftsyge Tobias på 5 år, der fik stjålet sine ting på hospitalet

- Jeg ville bare have en almindelig hverdag igen. Mest for Nicolines skyld. Jeg var så forhippet på, at hun skulle mærke så lidt forandring som muligt, fortæller Henriette, der langsomt må erkende, at arbejde og hendes passion for at løbe må sættes på hold.

Jeg blev nødt til at smide håndklædet i ringen, og det var nok første gang, at det virkelig gik op for mig, hvor alvorligt, det havde været, fortæller Henriette, der arbejder som order manager hos Siemens.

For Nicoline går moderens sygdom heller ikke ubemærket hen. I skolen kigger kammeraterne med store øjne, når hendes mor henter hende fra skole med manglende hår og et ansigt, der ser ud som om, hun har fået tæsk.

Langsomt tilbage til hverdagen

Jeg måtte ikke dø fra min datter - Henriette var nyskilt enlig mor, da hun blev ramt af kræft

Langsomt begynder hverdagen at vende tilbage til det normale. Håret begynder at vokse ud, og Nicoline er med til at fjerne de mange sting fra sin mors hoved.

I dag er Henriette erklæret rask, og når man spørger Nicoline, om hun er bange for, at kræften i munden kommer tilbage, er svaret klart.

- Nej! Det gør den ikke. Henriette smiler bekræftende, for hos familien Molina er det ikke en mulighed.

For få måneder siden satte Henriette punktum for den sygdom, som hun ikke ville overgive sig til. Hun snørede løbeskoene og tilbagelagde 42,2 kilometer, mens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Da hun passerede målstregen, blev det et symbol for hendes kamp mod den livstruende sygdom.

- Jeg er så stolt af hende, siger Nicoline stille, mens hun læner hovedet ind mod sin mor.

Læs også: Gnaven bulldog adopterer forældreløs killing - se de søde billeder