Johannes blev fundet i en kurv som spæd: Forladt af min mor

Få måneder gammel blev Johannes efterladt på en trappe, og igennem hele sin opvækst har han spekuleret over, hvem hans biologiske forældre var. Det fandt han ud af for nylig, og sandheden er helt anderledes, end han havde forestillet sig.

Adrenalinen pumper rundt i kroppen, for de mange måneders søgen efter sin familie har på mirakuløs vis båret frugt, og om få minutter skal han for første gang se den kvinde, der for 43 år siden fødte ham.

Spørgsmålene hober sig op. Spændingen er ikke til at tage fejl af, og da en smilende kvinde toner frem på computerskærmen, bliver de mange måneders søgen forløst i en blanding af Johannes’ smil og hans mors tårer.

– Jeg kan næsten ikke beskrive det øjeblik, for det er ubetinget det vildeste, jeg har prøvet. Jeg troede jo ikke, at mine forældre ville have noget med mig at gøre. Det er jo den eneste plausible forklaring på, at jeg blev efterladt som spæd, fortæller den nu 43-årige Johannes Lee Nielsen fra rækkehuset i Vestbjerg i Nordjylland.

Så begynder han at udrulle historien om sin fortid, som han i årevis har spekuleret over.

Det var kærlighed ved første blik, da den amerikanske soldat, Leonard Bates, trådte ind på en café i den sydkoreanske hovedstad Seoul og fik øje på unge Chong.

Selv om hendes forældre ikke brød sig om tanken om en amerikansk soldat som svigersøn, blev Chong gravid, og de blev gift.

Den 7. juli 1975 på Seoul Serverance Hospital kom en lille dreng til verden. Han fik navnet John Bates – senere Johannes. Til trods for at han var født med læbeganespalte, elskede hans forældre ham fra første blik, og familien glædede sig til at begynde deres liv i USA.

En vild historie

Men kort før afrejse fik den lille dreng konstateret tuberkulose, og hans visum blev afvist. Hans forældre var i vildrede, men Leonard var tvunget tilbage til USA af det amerikanske militær, og de traf et valg, som de senere fortrød bittert. De efterlod deres få måneder gamle søn i armene på en ven af Chongs familie.

Men da de den dag sagde farvel, var det med en forventning om, at de snart skulle genforenes med deres lille søn.

– Min forældre havde lavet en aftale om at komme tilbage og hente mig. Jeg ved dog, at mange døde af tuberkulose på det tidspunkt, og medicinen var dyr, så det var faktisk usikkert, om jeg overhovedet overlevede, fortæller Johannes.

I USA skrev Johannes’ mor adskillige breve til kvinden, der passede hendes søn, men hendes egen postkasse forblev tom. Usikkerheden byggede sig op i familien, og da Chong tog tilbage til Sydkorea, blev hendes bange anelser indfriet. Hendes søn og kvinden var væk.

Hun forhørte sig i nabolaget, hos familie og besøgte hospitaler i området, men ingen anede, hvad der var blevet af dem. Til sidst overbeviste politiet hende om, at sønnen højst sandsynlig var død, og da Chong satte sig i flyet mod USA, regnede hun med aldrig at se sin søn igen.

– Jeg ved, at hun var ulykkelig, og hun fik sin familie i Sydkorea til at blive ved med at lede efter mig. Men jeg ved også, at de til sidst måtte erkende, at jeg nok ikke overlevede, da sygdommen var meget dødelig på det tidspunkt, beretter Johannes.

Mens sorgen var altoverskyggende for Johannes’ forældre, udviklede deres søns skæbne sig i en helt anden retning.

På trappen til et børnehospital blev den 4 måneder gamle dreng fundet i en flettet kurv. Det eneste, han havde med sig, var en lille lap papir med navn og fødselsdato.

Hvor kvinden blev af, eller hvorfor han blev efterladt, ved ingen. Drengen var stadig alvorligt syg med tuberkulose og blev indlagt, hvorefter han kom på børnehjem.

Skilte sig ud

Flere tusind kilometer derfra sad et par i den jyske by Karup med en årelang sorg over, at det ikke var lykkedes dem at få børn. Seks ufrivillige aborter gav dem til sidst kun en mulighed, hvis de ville være forældre, og de besluttede sig for at adoptere.

Den lange proces med et adoptionsbureau førte til sidst til, at billedet af en lille, koreansk dreng endte i deres postkasse, og fra første glimt var de ikke i tvivl om, at han skulle være deres søn.

Den 8. april 1976 lettede et fly fra Seouls lufthavn, hvor den 9 måneder gamle Johannes lå i armene på sin adoptivmor og blev bragt til en gård nær Karup i Midtjylland, hvor han indledte sit liv i Danmark.

Han var i en tidlig alder bevidst om, at han var adopteret, men som årene gik, begyndte forestillingerne om hans biologiske familie at tage form.

– Jeg havde overbevist mig selv om, at min mor havde været en fattig kvinde, der måske var blevet gravid uden for ægteskabet eller måske var prostitueret. Men det var helt anderledes med min far, som jeg forestillede mig var kaptajn på et skib, smiler Johannes.

Med sit asiatiske udseende var det ikke altid let at være barn i Midtjylland. Flere gange oplevede han mobning og hånlige bemærkninger om hans udseende.

Som årene gik, var det ikke kun hans udseende, der skilte sig ud.

Kontrasten til hans forældres personlighed blev mere udtalt, og han begyndte at savne at have mennesker at spejle sig i.

– Jeg har altid brugt humor meget, men det er ikke noget, der ligger så meget til mine forældre. Samtidig er jeg sådan en, der hurtigt tager lederrollen i en flok, hvilket der er flere, der ikke rigtig forstår. På den måde var der ingen tvivl om, at vi var meget forskellige som mennesker, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der var nogen derude, der var lige som mig, fortæller Johannes.

Fik lavet et stamtræ

På adoptionspapirerne stod der ”ukendt” ved både mor og far. Johannes prøvede et par gange at komme med i DR-programmet Sporløs, men han blev afvist hver gang på grund af manglende spor.

– En frisør sagde engang til mig, jeg nok havde europæiske aner. Det var noget med strukturen i mit hår, så jeg begyndte på et tidspunkt at overveje den mulighed, at min far var amerikaner, da der var en del amerikanske soldater i Korea, dengang jeg blev født.

Johannes blev gift og fik børn, og da han en dag på Facebook så, at sitet MyHeritage udloddede gratis dna-testkits til adopterede, så man fik mulighed for at finde sin biologiske familie, skrev han ind. Glæden var stor, da han vandt, og i juli sidste år begyndte han for alvor at tage kampen op for at finde sine rødder.

Han skrev rundt til mennesker, der var kommet frem på hans stamtræ. Men selv om han var biologisk beslægtet med dem, så havde de ingen forbindelse til hans forældre.

Som tiden gik, røg han ind i flere og flere blindgyder. Ofte sad han om morgenen og undersøgte sit stamtræ, mens han spiste morgenmad, og genoptog søgningen, når familien var gået i seng om aftenen.

Et navn tilbage

– Jeg har altid været vedholdende af natur, så jeg ville på ingen måde opgive. Men jeg havde ingen fornemmelse af, hvor lang tid det ville tage. Det kunne jo tage år, da jeg jo ikke engang havde mine forældres navne, fortæller Johannes.

En dag fik han kontakt til en fjern kusine, der havde forsket meget i slægten. Hun opfordrede Johannes til at få lavet en dna-test hos Ancestry, der har en større database, og med et kvalificeret gæt på farens alder og muligheden for, at han kunne være amerikaner, begyndte han at have nogle få spor at gå efter.

Mange navne figurerede på hans stamtræ, men da han slettede de personer, som ikke virkede som en mulighed, stod der til sidst kun en mand tilbage: Leonard Wayne Bates.

Johannes søgte videre. Han fandt frem til Leonards bedsteforældre, men på et tidspunkt stødte han på noget, der gav en klump i halsen.

– Jeg vidste godt, at der var en risiko for, at han ikke længere var i live, men da jeg så, at han var død, så kunne jeg ikke lade være med at blive en lille smule trist – også, selv om jeg ikke var 100 procent sikker på, at han faktisk var min far, fortæller Johannes, der dog fortsatte sin søgen efter familien.

En tro kopi

Han begyndte at koncentrere sig om den by, Leonard Bates boede i, og fandt frem til en Facebookgruppe, der var tilknyttet den lille by.

Uden at afsløre sine egentlige intentioner skrev han et opslag, hvor han søgte familiemedlemmer, der havde tilknytning til Leonard Bates. Hurtigt var der en kvinde, der svarede, og igennem deres korrespondance blev det hurtigt klart, at hun var niece til, hvad der skulle vise sig at være Johannes’ far.

– Da hun skrev, at hun vidste, at hendes onkel og tante havde efterladt en søn i Korea på grund af sygdom, tænkte jeg, at det var pudsigt, smiler Johannes, der hurtigt fik fornyet håb, da hun fortalte, at Leonard havde to børn, og at hans kone stadig boede i USA.

Johannes fik navnet på det ene barn, og da han slog ham op på Facebook, fik han nærmest et chok.

– Jeg var fuldstændig blæst bagover, da jeg så ham. Hele mit liv havde jeg længtes efter en person, jeg kunne spejle mig i, og her var nærmest en tro kopi af mig. Det var så vildt, fortæller Johannes, der den dag første gang så den ene af sine brødre.

Fantastisk nyhed

Samme aften tog kvinden over til Johannes’ mor, der boede tæt på, og overbragte hende nyheden.

– Hun fortalte, at moren nærmest var ved at falde ned af stolen, da hun fik at vide, at jeg var i live. Min far havde nogle år forinden fortalt min ene bror, hvad der var sket dengang, men han havde sagt, at han ikke måtte nævne det for min mor, fordi det havde været så traumatisk for hende. Så det var jo også en fantastisk følelse at vide, at jeg ikke var fravalgt, fortæller Johannes, der dagen efter så sin mor for første gang i et videoopkald.

– Vi snakkede i to timer. Alle følelser var i spil, og jeg var fuldstændig rundt på gulvet bagefter, forklarer 
Johannes, der lige siden har snakket med sin mor hver dag.

Vi ligner hinanden

Han har skrevet sammen med sine brødre, og ud over at de ligner hinanden fysisk, har han fundet ud af, at de minder meget om hinanden personlighedsmæssigt.

– De har også den her specielle humor, og begge mine brødre har et arbejde, hvor de er ledere – den rolle, som jeg altid har følt mig tilrette i, fortæller Johannes, der endelig kan spejle sig i mennesker, han ligner.

Johannes har kun sin SU, og hans kone er på revalidering og i gang med uddannelse, så de har ikke råd til rejsen til USA. Derfor er han i gang med at samle penge ind, så han på et tidspunkt kan besøge den familie, som han fik frarøvet som spæd.

– Jeg glæder mig så meget til at høre om deres liv og få mange flere detaljer om, hvad der skete dengang. Men det vigtigste er, at de er fundet. Det var jo som en nål i høstak, og jeg er så glad for, at jeg blev ved med at lede. Hvis man er vedholdende nok, tror jeg, at det meste kan lade sig gøre. Det her er i hvert fald et godt bevis.