Tirsdag, 14. marts 2017 - 13:35 - af Anne Kristensen
Kandis-Johnny: Succes og tragedie
Dansktop-bandet Kandis med Johnny Hansen i front er en vaskeægte succeshistorie – også selv om der har været alvorlige bump på vejen. Hårdest var Johnnys kones selvmord i 2008, som var et stort chok og betød en længere pause fra musikken. I dag har Kandis-Johnny fundet både melodien og kærligheden igen.

Følgende er skrevet af Jørgen de Mylius, som i en ny serie i Ude og Hjemme fortæller anekdoter om Dansktopppens største stjerner:
Når Dansktop Prisen 2017 løber af stabelen den 25. marts i Boxen i Herning, er Kandis - Danmarks partyband nr. 1 - blandt de optrædende og garanti for et brag af en fest.
Kandis’ succeshistorie begynder i 1989, og det afgørende gennembrud kom med hittet ”En lille ring af guld” i 1992.
Forældrene ville stoppe Keld og Hildas forhold
Den efterfølgende kontinuerlige succes og det altid feststemte Kandis-publikum viser, at Kandis er festen uden ende.
Konens selvmord rystede Johnny
Kandis er naturligvis mere end forsanger Johnny Hansen, men det er ham, der står i front og er uhyre populær. På scenen er han da også i sit es. Privat har der været store knubs på vejen.
Størst og hårdest var Johnnys kones selvmord i december 2008. Helle Bekhøj valgte pludselig at tage sit liv og efterlade sin mand Johnny, som hun havde været sammen med, siden de begge var 16 år, samt parrets to døtre Cecilie og Caroline.
Flemming 'Bamse' Jørgensen: Forladt af mor - elsket af folket
– Da Helle og jeg endelig blev gift, havde jeg fået så travlt med Kandis, at jeg ikke fik skrevet den bryllupstale, hun fortjente. Men jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at holde den til hendes begravelse i 2008, siger Johnny i dag.
Men det gjorde han. Selv fortæller han, at han set i bakspejlet måske skulle have spottet lidt depression hos Helle. Hun havde endda en gang imellem antydet, at familien ville være bedst tjent med, at hun var væk.
Men hun havde ikke omtalt ønsket om selvmord, og Johnny havde ikke taget det alvorligt.
Nina & Frederik: Fra verdensstjerner til svindel og mord
Pause fra musikken
Tirsdag den 9. december 2008 blev den alvorligste dag i Johnnys og døtrenes liv. Helle havde været væk en hel nat. Hendes telefon var slukket, og da politiet ikke anså en person som forsvundet før efter 24 timer, var der ikke meget hjælp at hente her.
Det var Johnnys svoger John, der fandt Helle i et øde sommerhusområde, som hun kendte godt. Helle havde skrevet et afskedsbrev til sin familie, men ifølge Johnny gav det ingen anden forklaring, end at hun mente, de ville få det bedre uden hende.
Kandis aflyste alle aftaler, og det varede en måned, før gruppen igen stod på scenen under det største presseopbud i gruppens karriere.
Ulykke ændrede Birgit Lystagers strålende karriere: Hele Danmarks smilende Susie
Efter en stille periode med døtrene valgte Johnny at genoptage dagligdagen, både for pigernes skyld og for kammeraterne i Kandis. Det var deres levebrød.
Siden har Johnny heldigvis igen fundet både melodien og kærligheden igen. Han er nemlig blevet gift med Gitte, og sammen har de fået sønnen Nicklas.
Læs hele Jørgen de Mylius' fortælling om Kandis i det nye Ude og Hjemme, som er på gaden onsdag den 15. marts 2017.
Her kan du se flere billeder fra Kandis-Johnnys liv og karriere:
Kandis: Succes og tragedie


Johnny med hustruen Helle, der så tragisk tog sit eget liv i 2008, samt døtrene Cecilie og Caroline.


Johnny har fundet lykken igen – med Gitte, som han har fået sønnen Nicklas med.


Nok bliver deres musik stort set ikke spillet på de FM-bårne radiokanaler længere, men populære er Kandis alligevel. Her takker de af efter at have optrådt på plænen i Tivoli.


Jørgen de Mylius er forbi en af Kandis’ store fester i Støvring for at overrække dem guld for ”Kandis 16”-albummet. Fra venstre: Jørgen de Mylius, Johnny Hansen, Jørgen Hein Jørgensen, Jens Erik Jensen og Frank Thøgersen.


Kandis’ fans er utroligt dedikerede – her fra en optræden på Dalager Marked.


Kandis-medlemmerne giver sig god tid til at skrive autogafer til deres fans. Her har en kvinde fået to af slagsen helt tæt på kroppen!


Kandis-Johnnys far, Bjørn Hansen, er også en feteret Dansktop-stjerne og synger i bandet "Bjørn & Okay". Far og søn optræder også sammen fra tid til anden.


En ung Johnny Hansen med sin far, Bjørn. Billedet er taget kort efter Kandis’ debut på Hotel Phønix i Thisted.


Johnny har aftalt med kollegerne i Kandis, at han indimellem bruger tid på at udfordre sig selv. Først var det med Melodi Grand Prix-melodien ”Lidt efter lidt”, og siden er det blevet en række soloalbum, hvoraf to er indspillet i countrymusikkens højborg Nashville.