Lægerne forventede, Stine og Janus ville dø: Kæmpede sig tilbage til livet

- Det er barskt at læse Stines journal. Der står direkte, at de regner med, at hun dør. De går med hende. Kenneth og min mor går ned og tager afsked med hende. Efter en time går det op for sygeplejerskerne, at Stine har tænkt sig at leve, fortæller Lene.

Det er 18 år siden nu, men hun glemmer det aldrig.

Lene og Kenneth Lindhardt, begge 44 år og fra Tårnby, havde i fire år forsøgt at få børn. De besluttede sig for at prøve med reagensglasmetoden, og pludselig ventede de trillinger. De fik tilbud om fosterreduktion, men risikoen var, at de ville miste dem alle, så de takkede nej.

– Jeg er robust, jeg kan da godt holde på trillinger. Vi tænkte begge, at vi nok skulle klare det, fortæller Lene og demonstrerer den optimisme, der præger hele familien.

Læs også: Født alt for tidligt: Jeg troede, min datter var død

Fødte alt for tidligt

26 uger henne blev hun undersøgt af en gynækolog. Noget var helt galt. Han fik hende straks indlagt på Hvidovre Hospital.

– Jeg lå med benene nedad. Jeg kunne ikke lide at bede sygeplejersken om hjælp til at få rettet sengen, og så faldt jeg i søvn. Det var sikkert derfor, fødslen gik i gang. Da jeg vågnede, troede jeg, at jeg havde tisset i sengen, husker hun.

Hun fik fat i en sygeplejerske, som hurtigt konstaterede, at vandet var gået.

– Hun kunne fornemme Stines hoved, fortæller Lene.

Da Stine kom til verden, vejede de hende til 440 gram. Ingen regnede dengang med, at et barn på under 500 gram kunne overleve, selv om hun skreg, da hun mødte verden. De gik med hende i den tro, at hun ville dø, uanset hvad.

– Vi troede, det var tre drenge, så jeg var så glad for den lille pige, fortæller Lene.

– Mor, jeg fik den pige, jeg så gerne ville have, men nu er hun død, sagde Lene til sin mor efter fødslen.

20 minutter efter Stine kom Janus til verden. Han vejede 813 gram. Til sidst kom Niklas på 748 gram.

– Niklas blev født i sædestilling. Det gjorde forfærdelig ondt, selv om han var så lille. Han blev lagt i respirator med det samme, fortæller Lene.

Kenneth og Lenes mor var på neonatalafdelingen hos børnene, mens Lene kom sig over fødslen og blev indlagt på barselsafdelingen.

– Vi sidder og skal sige farvel til Stine. Hun er meget rød og helt gennemsigtig, fortæller Kenneth.

Læs også: En baby ser verden for første gang

Liv og død

– Giv hende noget mad. Kan I ikke give hende noget mad, sagde Lenes mor igen og igen.

Efter en time besluttede sygeplejerskerne sig for at hjælpe Stine. Hun havde tydeligvis tænkt sig at leve, så hun fik både mad og hjælp til at trække vejret.

Allerede samme eftermiddag kom der familie på besøg, så Lene var tvunget ned på neonatal.

– Jeg må have fået et eller andet. Jeg var sådan; Jeg har fået trillinger haha. Kenneth var mere på med det samme, fortæller Lene.

Situationen var alvorlig. Selv om det viste sig, at Stine i virkeligheden vejede 50 gram mere ved fødslen end først antaget, var hun stadig alt for lille. Janus blev født med to hjerneblødninger, og Niklas lå i respirator. Lægerne kæmpede for at redde hans liv. Efter to dage skulle Lene og Kenneth tage stilling til, om de skulle fortsætte behandlingen.

– Hvis han havde overlevet, ville det være som en grønsag, så vi bad dem om at stoppe, fortæller Lene.

De sad med ham i 20 minutter og tog afsked, mens livet ebbede ud af ham.

– Jeg følte ikke, jeg kendte ham. Jeg havde aldrig siddet med ham, kun til sidst. Det var hårdt. Vi vidste jo ikke, om det var Janus næste gang og Stine bagefter, siger hun.

Mens Stine og Janus sidder omkring bordet i dag, ligger Niklas på kirkegården.

– Vi ved, hvor han ligger, og går derover på fødselsdage og mærkedage, fortæller Kenneth.

– Vi har aldrig haft tid til at sørge. Det nytter jo ikke noget at gå helt ned, for der lå to andre børn, som havde brug for os, siger hun.

De var indlagt på Hvidovre Hospital i tre måneder.

– Man tænker, man skal skåne sig selv, for man tror jo ikke, de vil overleve. Det var liv og død hele tiden, forklarer  Lene.

Stine og Janus var igennem meget af det, som ekstremt for tidligt fødte børn tit går igennem.

Janus blev født med to hjerneblødninger, som har udfordret ham motorisk. Han blev opereret og fik lukket et blodkar ved hjertet, en ductus, fik drænet vand fra hovedet, og han fik blodforgiftning. Han er svagtseende på det ene øje og var længe om at lære at tale.

Hele to gange blev Lene og Kenneth kaldt over på afdelingen for at sige farvel til ham, men heldigvis overlevede han det hele.

Læs også: Laura var helt blå, da hun blev født

Tonsede derudad

– I flere år har vi sagt til folk, at Janus er udviklingshæmmet, men det er misvisende, siger Lene.

Udviklingshæmmet er da heller ikke et ord, der falder en ind, når man møder ham.

– Han har altid været populær i de specialklasser, han har gået i, siger hun stolt.

Stine var meget sensitiv.

– Stine er som en kat med ni liv, men man skulle helst ikke røre ved hende, siger Lene.

– Senere tonsede hun derudad som et helt normalt barn, siger hun.

Fordi for tidligt fødte børn har et nedsat immunforsvar i starten af deres liv, sørgede Lene og Kenneth for, at hygiejnen var i top, og børnene kom først i institution som 2-årige. En simpel forkølelse kunne betyde endnu en indlæggelse.

I dag er de 18 år. Stine går på Niels Brock og bliver student til næste år. I fritiden arbejder hun i Imerco og i en spillebod i Tivoli. Hun vil gerne være kontorassistent, ligesom sin mor.

Holder sammen

Janus går på VUC for at forbedre sine danskkundskaber, fordi han er ordblind. Han arbejdede i Toys’r’us, indtil han fyldte 18 år i maj, og spiller fodbold på et specialhold, hvor alle har små skavanker. Han vil bruge det næste år til at finde ud af, hvad han skal satse på i fremtiden.

– Angsten for at miste er stærkere, når man har været igennem sådan noget her, siger Lene.

– Vi har altid været beskyttende. Vi vil helst have, at de følges med nogen hjem, og vi har aftalt med dem, at vi har ”Find My iPhone” på deres telefoner (red. gps-signal, så man kan se, hvor mobilen befinder sig). Men vi har aldrig forhindret dem i noget. Stine har f.eks. lige været på Ibiza, men hun sendte en sms hjem hver dag, fortæller hun.

– De kan ikke undvære hinanden. Da Stine var på ferie, gik Janus og peb, indskyder Kenneth med et smil.

Læs også: Natalie mistede datter: Husk hende når I får nok af jeres børn

Er det hele værd

– Vi er så taknemmelige for vores store familie, som har været der for os gennem hele forløbet, siger Lene og fortsætter:

– Og Hvidovre Hospital, dem skylder vi alt. Der var altid et eller andet at fejre, og så kom de med flag. De sang for børnene om natten og læste godnathistorier for dem.

Da børnene blev udskrevet, lavede parret en kæmpe kurv med godter til personalet og sendte blomster hjem til to sygeplejersker, som havde været exceptionelle.

Selv i dag er der mange på afdelingen, der husker Stine og Janus. Det ved Kenneth, for han arbejder nu som servicetekniker på hospitalet.

– Puha, det var en hård tid. Vi har også haft mange udfordringer bagefter, men det var det hele værd. Vi kunne ikke have fået dejligere børn, siger Lene.