Mathilde var død i fem minutter

Det blev lille Mathildes redning, at hendes farmor har mange sygeplejersker i sin vennekreds. De gæve kvinder reddede den nyfødte pige, da hun midt under farmors sølvbryllup blev kvalt i fostervandet - og var klinisk død i fem minutter.

Mathilde var kun fire dage, da hun opgav kampen for livet. I favnen på sin farmor holdt den lille pige simpelthen op med at trække vejret, og i fem minutter var der ingen puls.

- Hun var helt livløs, og jeg troede, vi havde mistet hende. I det øjeblik skred hele min verden sammen, siger Mathildes mor, 23-årige Jeanette Kjær.

Hvad ingen på dette tidspunkt vidste, var, at Mathilde var ved at blive kvalt i fostervand og slim, som havde samlet sig i hendes lunger og svælg, efter at hun var kommet til verden ved et kejsersnit fire døgn tidligere.

Langsomt var den nyfødte piges luftveje lukket til, og nu var hun for udmattet til at kæmpe videre. I døgnet op til havde Mathildes ængstelige forældre ellers gjort, hvad de kunne for at hjælpe hende:

- Aftenen forinden havde vi ringet til vagtlægen, fordi Mathilde blev ved med at ralle. Men herfra var beskeden, at der ikke var noget at bekymre sig om. Mathilde fejlede ingenting - og vi troede selvfølgelig på lægen, forklarer Mathildes far, 24-årige Claus Hoffmann.

Selve dramaet udspillede sig tirsdag den 14. juni i kirkehuset i landsbyen Smidstrup ved Fredericia, hvor Mathildes farmor og farfar fejrede deres sølvbryllup. Mens Mathilde gled ind i bevidstløsheden, stormede Claus rundt mellem gæsterne for at finde Kristina Hoelgaard, som til daglig arbejder på hjerteafdelingen på Kolding Sygehus.

Samtidig var en anden af gæsterne, Inger Larsen, som også er sygeplejerske, gået i gang med at give Mathilde kunstigt åndedræt.

- Tiden gik fuldstændig i stå omkring os, mens vi kæmpede for at redde hende, siger 64-årige Inger Larsen, der med 40 års erfaring i bagagen som sygeplejerske præcist vidste, hvad der skulle gøres. Hun forsøger beskedent at nedtone sin egen indsats.

- Egentlig passede vi bare vores arbejde og gjorde det, vi er uddannet til. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sige, at det var stort, at vi klarede den. Det største, jeg har oplevet som sygeplejerske.

Enebarn
I fem minutter kæmpede Inger og Kristina for at få liv i Mathilde med hjertemassage og mund til mund. Et par gange undervejs frygtede de begge, at der ikke var noget at stille op. Men så indtraf miraklet: Et lille befriende klynk undslap Mathildes læber. Kampen var vundet.

- Det var et fantastisk øjeblik. Jeg var ganske vist stadig bange for, at hun skulle glide væk fra os igen, men nu vidste vi i det mindste, at alt håb ikke var ude. I de efterfølgende minutter blev hendes tilstand stabiliseret, og vi kunne alle langt om længe begynde at slappe af igen, siger Claus Hoffmann.

Da Ude og Hjemme besøger Mathilde og hendes forældre, er der gået to uger efter det dramatiske optrin.

Mathilde er endnu for lille til at kontrollere sin mimik, men hendes grimasse minder lige nu om et smil. Øjnene er spillevende. Med jævne mellemrum giver hun lyde fra sig, mens hun trygt hviler i mors favn.

- Selvfølgelig har det slidt på vores nerver. Vi er hele tiden oppe i det røde felt, hvis der er det mindste med hende. I går var vi f.eks. igen på sygehuset, men heldigvis var det falsk alarm, siger Jeanette.

Mathilde kom til verden i begyndelsen af juni, tre uger for tidligt, ved et akut kejsersnit. Moderkagen havde løsnet sig. Forinden havde graviditeten været en særdeles barsk omgang for Jeanette.

Den unge kvinde lider af en medført nyre-defekt og var derfor tvunget til at ligge ned meget af tiden. Og hun var indlagt 10-12 gange i løbet af graviditeten.

- Vi skal helt sikkert ikke have flere børn. Prisen, Jeanette betaler, er alt for høj. Så vi "nøjes" med Mathilde, siger Claus og fortsætter:

- Egentlig troede jeg, at chokket havde lagt sig. Men så snart jeg slapper en lille smule af, kommer der alle mulige psykiske symptomer. Det her har tæret hårdt på os. Angsten sidder stadig dybt i os.

Oven på den traumatiske oplevelse er de ubesvarede spørgsmål begyndt at melde sig: - Burde lægerne have suget Mathildes luftveje efter kejsersnittet? Så havde fostervandet jo ikke haft mulighed for at samle sig, siger Jeanette. Hun og Claus er dog indstillede på at se fremad.

- Vi er dybt taknemmelige over, at de to sygeplejersker reddede Mathilde. Uden dem havde vi nok ikke haft hende i dag, siger Jeanette og ligner en mor, der ikke har tænkt sig at slippe sin dejlige datter af syne et eneste sekund de næste 18 år.



Kristina Hoelgaard handlede instinktivt, da lille Mathilde gled ind i bevidstløsheden. For det var ikke første gang, hun stod med et livløst barn i armene.

Faktisk har hun været ude for den forfærdelige oplevelse hele to gange. Den 33-årige hjertesygeplejerske handlede professionelt og snarrådigt, da hun gik i gang med at redde Mathilde fra kvælningsdøden.

For to år siden stod Kristina i en næsten tilsvarende situation med sin egen søn, Gustav. Han druknede i familiens badekar. Mens Kristina et kort øjeblik var gået ud i køkkenet for at tømme opvaskemaskinen, gled Gustav på ti måneder ned under vandet.

- Pludselig hørte jeg min datter skrige. Da jeg kom ud på badeværelset, lå Gustav under vandet. Han stirrede tomt ud i luften, fortæller Kristina.

Glemmer det aldrig
På trods af chokket var hun heldigvis i stand til straks at gå i gang med at presse vand ud af sin livløse dreng og give ham kunstigt åndedræt. Ret hurtigt derefter begyndte Gustav at trække vejret selv.

I dag er han en velfungerende dreng på tre år. Kristina fortæller den dramatiske historie, mens hun sidder med Mathilde i sin favn. Den lille pige, hun var med til at redde for blot tre uger siden.

- Jeg glemmer aldrig det øjeblik, Mathilde endelig gav lyd fra sig. Jeg fik øjenkontakt med min kollega Inger. Og nu vidste vi, at vi endelig havde fat i hende, siger Kristina.

Hun lytter interesseret, mens Mathildes forældre, Jeanette og Claus Hoffmann, fortæller om, hvordan det nu går datteren.

- Der var faktisk nogle minutter, hvor jeg ikke troede, vi kunne redde hende. Derfor er det så lykkeligt, at det trods alt endte godt, siger Kristina.

Red selv dit barn
Hvis man skal genoplive et lille barn, der er holdt op med at trække vejret, gælder det om først at rense svælget. Derefter gives kunstigt åndedræt - i håbet om på den måde at stimulere barnets hjerne til at sætte gang i vejrtrækningen.

For børn under et år gælder det, at hjertemassage udføres ved at bruge to fingre midt på brystbenet. Der gives mellem 15 og 30 tryk, og derefter to indblæsninger. Man skal fortsætte, indtil professionel hjælp dukker op. Børn kan faktisk overleve og blive raske selv efter meget langvarig genoplivning.