Min kæreste var ond - del 5

De voldsomme år med Simon havde udløst diagnosen borderline, og jeg kæmpede en sej kamp for at holde sammen på mig selv og mit forhold til Mads. I dag har jeg besejret dæmonerne og fundet ægte kærlighed.

Jeg kunne mærke al min gamle usikkerhed, som Simon havde plantet i mig blusse op igen, og Mads skulle hele tiden forsikre mig om, at han elskede mig. Det var bare aldrig nok, og jeg vidste, jeg var ved at slide ham op. Jeg begyndte at få tvangstanker om, at jeg ville miste Mads. Jeg var sikker på, at han ville gå fra mig, og det medførte mange problemer. Jeg så spøgelser overalt og var jaloux på alt og alle. Jeg lavede den ene scene efter den anden, hvor jeg råbte og skreg og beskyldte Mads for de værste ting, og stort set alle vores byture endte med, at vi skændtes. Jeg kunne godt selv se, at hvis jeg ikke fik styr på alle mine paranoide tanker om utroskab, ville jeg ende med at skubbe ham væk, for ingen mennesker kan i længden tåle at blive udsat for så uhyrlig en behandling, som jeg udsatte ham for.

I al hemmelighed besluttede jeg mig for at opsøge min læge, og han fandt ud af, at jeg havde en depression. Jeg blev sat i medicinsk behandling og begyndte i samtaleterapi. Efter tre måneder fik jeg alligevel så meget overskud, at jeg fortalte Mads om det. Han tog det pænt og støttede mig. Jeg blev henvist til en psykiater, der gav mig diagnosen borderline. Dvs. at jeg tolker følelser forkert, og som resultat har jeg lavt selvværd og stoler ikke på andre. Det var en barsk dom at få, og ikke mindst var det slemt at få at vide, at det var en kronisk sygdom, som aldrig ville slippe mig. Baseret på samtaler og undersøgelser, mente psykiateren, at det var de voldsomme år med min ekskæreste, Simon, der havde udløst sygdommen.

Efter at jeg havde fået diagnosen, begyndte jeg i et behandlingstilbud, hvor jeg hver dag gik til gruppeterapi sammen med andre med forskellige diagnoser. Jeg opfattede jo ikke mig selv som psykisk syg, og jeg havde mange fordomme om psykisk syge. Men jeg mødte en gruppe fantastiske mennesker, som trods deres problemer havde så meget at give. Jeg oplevede ikke, at de var meget anderledes end andre mennesker, og jeg måtte virkelig sluge alle mine fordomme. Og terapien hjalp mig til at erkende min sygdom.

Jeg lærte at bruge det konstruktivt, så jeg kunne fortælle mig selv, at det var en del af sygdommen, når jeg blev meget vred eller ked af det. Det var en lettelse. Det er nu to år siden, at jeg fik min diagnose. Sygdommen gør, at jeg i perioder er meget mistroisk, ked af det og svær at leve sammen med. Mads har været helt fantastisk til at støtte mig, og han bliver hos mig, uanset hvor urimelig jeg bliver. Jeg gik i gruppeterapi i halvandet år, og flere fra gruppen er blevet mine gode venner. 

Jeg genetablerede også kontakten med mine gamle venner, og en af dem sagde, at hun nok tænkte, at jeg måtte fejle et eller andet, når jeg blev hos Simon, selv om det var tydeligt for enhver, hvor dårligt han behandlede mig. Jeg tilgiver aldrig Simon for de ting, han udsatte mig for, og jeg er ked af, at jeg ikke havde styrken til at sige fra over for ham noget før. Jeg kan dog takke ham for, at jeg fik min dejlige datter, og i dag ser Simon faktisk Freja hver anden weekend, og de har det godt sammen.

Jeg er begyndt i et fleksjob, og det er jeg rigtig glad for. Det er et stort skridt for mig, og det er fantastisk at være tilbage på arbejdsmarkedet, når man som jeg har stået udenfor i fire år.

Jeg drømmer om engang at gøre min uddannelse færdig, og jeg vil også gerne have flere børn, men i øjeblikket koncentrerer jeg mig mest om Freja og Mads. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, for han har vist mig, hvad ægte kærlighed er.

Se også: Min kæreste var ond - del 4