Nyfødt vækkede mor fra dyb koma

Alt håb syntes ude for den nybagte mor Shelly, som aldrig vågnede af koma efter sit kejsersnit. Hun nåede ikke at se sit barn. Men efter uger i koma, fik en sygeplejerske den gode ide, at lægge datteren på sin bevidstløse mors bryst.

Da Shelly Cawley skulle føde sin datter Rylan, gik noget galt, og lægerne hastede den nybagte mor til en operationsstue.

Shelly husker turen på vej til det akutte kejsersnit som de værste minutter i sit liv. Hun frygtede, at hun aldrig ville vågne igen, og hun fortalte lægerne om sin frygt, da de lagde hende i koma. Shelly må have haft en uhyggelig forudanelse, for desværre skete præcis det, hun havde frygtet.

Læs også: Jeg fødte min datter i koma

-Hun havde en masse væske i sine lunger, og lægerne havde svært ved at sørge for ilt til hendes hjerne, fordi de ikke kunne holde hendes blodtryk oppe. Det virkede som om, hun havde opgivet, fortæller Shellys mand Jeremy.

Efter operationen kom Shelly ikke til sig selv. Hun ville ikke vågne fra sin koma, og lægerne kunne ikke gøre mere for hende. Kun tiden kunne vise, om hun ville overleve, og mens Jeremy og resten af familien holdt vejret og bad for Shelly, blev timer til dage, som blev til uger. Håbet blev mindre, som tiden gik og der ingen forbedringer var at spore i Shellys helbred.

Men så fik en sygeplejerske den ide, at de skulle lade Rylan vække sin mor. Hud mod hud-kontakt er meget effektivt i behandlingen af syge spædbørn, så måske ville det også være godt for en nybagt mor.

Jeremy lagde den lille sunde pige på sin mors nøgne bryst, men der skete ikke det, som alle havde håbet. Rylan græd ikke. Tværtimod. Hun nød endelig at ligge hos sin mor, så hun faldt I søvn. Både Jeremy og lægerne forsøgte at genere Rylan, så hun ville skrige. Det lykkedes, da Rylan blev sulten.

Læs også: Sara fødte i hypnose uden smerter

-Jeg er sikker på, at Rylans gråd nåede ind til Shelly. Fra den dag var der bedring at spore. Shelly vendte langsomt tilbage til os, fortæller Jeremy.

Shelly græder, når hun tænker på, at Rylan var tæt på at blive moderløs.

-Det er helt utroligt. Det forundrer mig, at et menneske så lille kan udrette noget så stort, siger Shelly.

Datterens gråd gav Shelly noget at kæmpe for og i dag er Shelly sig selv igen. Hun og manden Jeremy har skrevet en bog om deres mirakel i et forsøg på at betale den store hospitalsregning.