Ren babylykke: Winnie fik barn mod alle odds

Winnie og Jens ønskede sig brændende barn nummer to. De havde forsøgt i mange år, men med sygdommen pco og en manglende æggestok, virkede babydrømmen urealistisk. Det var en hård erkendelse, men midt i mørket spirede håbet frem.

Winnie ligger på briksen med den kolde gelé på maven. Lægen kører ultralydsscanneren frem og tilbage og kigger meget koncentreret på den lille skærm.

Winnies tanker kredser om, at hun lige om lidt får at vide, at kræften er vendt tilbage. I det korte øjeblik, der går, inden hun får svar, har Winnie allerede forestillet sig, hvordan hendes verden smuldrer, når hun endnu en gang skal igennem et opslidende kemoforløb. Hendes tankemylder bliver dog afbrudt af lægens ord. Hun tør slet ikke tro det. 

Læs også: Lille Alva var et mirakel

Babydrømmen

Winnie og hendes mand Jens kan ikke forestille sig et liv uden to børn. De har altid drømt om far, mor og børn, men fremtidsplanerne stod i stampe. I halvandet år havde de forsøgt at blive gravide. Uden held. Winnie havde på fornemmelsen, at noget var galt, og ad flere omgange havde hun opsøgt læge. De mente dog ikke, at det var ualmindeligt, indtil Winnie fik ny læge i 2012. Hun kunne med det samme konstatere, at Winnie havde pco, som er en hormonforstyrrelse, der gør det svært at blive gravid.

– Det var en irriterende besked, men samtidig var det også en lettelse at få at vide, hvad der var galt. Nu havde vi noget konkret, som vi kunne forholde os til, siger 38-årige Winnie Holst fra Odense.

Selv om de var nedslået over lægens dom, var de alligevel fortrøstningsfulde. Med en kostomlægning og medicin håbede de at få styr på Winnies forhøjede testosteronniveau. Og efterhånden begyndte Winnies hormontal at se normale ud, så hun var overbevist om, at hun snart kunne forvente en positiv graviditetstest.

De var mere end klar til at byde et nyt familiemedlem velkommen, da de boede det helt perfekte sted til to børn og stadig havde alt babyudstyret fra deres første barn Silje. Hun var 4 år og klar til at blive storesøster.

Fandt en cyste

Lige da lykken tilsmilede familien, begyndte Winnie at få det dårligt og blive træt.

– En dag, jeg var på arbejde, fik jeg pludselig ondt i højre side. Det gav et jag i maven og føltes som en forstrukken muskel. Smerterne tog til, så om aftenen var jeg hos vagtlægen, forklarer Winnie.

De undersøgte hende for blindtarmsbetændelse og sendte hende hjem igen med en pakke smertestillende. Det fortsatte dog næste dag, hvor hun opsøgte sin egen læge, da hun havde fornemmelsen af at have en bule i maven. Men det var ikke noget barn, for efter flere undersøgelser frem og tilbage fandt de en cyste på den ene æggestok. Lægen beroligede dog med, at det var meget almindeligt for kvinder, men at en operation var nødvendig.

Se også: Motorcykelbetjent hjalp fødende til hospitalet

Fertilitet i bund

Da Winnie vågnede omtåget fra operationen, fik hun et chok, da hun fandt ud af, at kirurgerne også havde fjernet hendes højre æggestok. Hun lå i sengen med hospitalstøj, da en læge kom ind og slyngede om sig med en masse lægefaglige begreber. Winnie kiggede skiftevis på sin mand, Jens, og lægen, og det eneste ord, hun opfangede, var kemo, der rungede hult i hendes hoved.

Winnie var forvirret, for man får da kun kemo, hvis man har kræft. Og det var lige præcis det, som lægen forsøgte at sige, da de havde fundet en ondartet cyste. De ville dog først få endeligt svar efter to uger.

Det viste sig, at Winnie havde en meget sjælden æggestokkræft, der kun rammer cirka tre kvinder om året. Prognosen var god, men hun havde en hård kemobehandling i vente. Winnie kunne ikke forholde sig til behandling og bivirkninger, for hun havde kun et spørgsmål, som pressede sig på – hvilken betydning har behandlingen i forhold til at få børn?

Winnies fertilitet ville gå helt i bund med kemo, men det ville blive bedre med tiden. Lægen vidste dog ikke, hvilken indvirkning pco’en havde. Men Winnie var ikke klar til at opgive babydrømmen og troede inderst inde, at det nok skulle gå. Det var inden, hverdagen blev overtaget af kemo, blodprøver og konstante smerter.

Et opslidende forløb

Winnie var igennem et hårdt og opslidende forløb. I to en halv måned var hospitalet hendes hverdag, hvor hun mødte ind tidligt om morgenen og først var færdig med kemo ude på eftermiddagen. I de dage var hun lænket til et dropstativ og drømte sig tilbage til sin frihed og familieliv. Lige i det øjeblik var hun glad for, at de ikke havde nået at få en lille nyfødt, men det varede kun ganske kort, inden det blev overtaget af en længsel.

Alligevel havde hun ikke overskud til at komme drømmen nærmere, da bivirkningerne efter kemo hurtigt fik et fast greb i hende.

Derfor var det en glædens dag, da hun fik den sidste pose kemo. Hun husker den stadig lige så tydeligt, selv om det i dag er fem år siden, at hun gik ud fra hospitalet med drømmen om, at næste gang, hun skulle gå ind ad døren, var det med kurs mod fødeafdelingen.

Kort efter begyndte hun at døje med senfølger, hvor hun vendte og drejede sig i sengen uden at kunne sove. Hun havde spændingshovedpine, hukommelsesbesvær – overskuddet var helt i bund, og hun fik konstante hedeture, hvor hun blev overvældet af en intens varmefølelse.

Læs også: Gravide Sandra fik blodprop i hjernen: Utroligt at vi klarede det

Mange odds imod os

– Hele kræftforløbet satte en stopper for babyprojektet, da det var en opslidende periode, hvor vi manglede overskud. Vi ville inderligt gerne have et barn mere, men måtte også være realistiske, når Winnie havde så mange skavanker. Der var mange odds imod os, forklarer Jens Holst, mens Winnie har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun tænker på alt det, som de har været igennem.

De havde mange lange snakke, hvor de så hinanden i øjnene og skulle gøre op med, om de ville kæmpe for at få et barn til. Ingen af dem havde lyst til at opgive håbet, men til sidst måtte de erkende, at de ikke kunne blive ved med at udskyde beslutningen. Det var for smerteligt og fyldte alt i deres hverdag. 

– Det var hårdt at nå dertil, hvor vi skulle acceptere, at vi ikke skulle have et barn til. Det var en svær erkendelse, at vores fremtidsplaner så anderledes ud end håbet, siger Jens.

Utilpas og træt

Det var også opslidende for ægteskabet hele tiden at blive konfronteret med, at de ikke kunne få børn, men de har altid haft hinanden ved deres side. Og det lærte Winnie at sætte pris på og acceptere, at deres liv blev anderledes end forventet. Hun fandt andre glæder i livet, lige indtil Winnie blev utilpas og træt. Hun frygtede, at kræften var vendt tilbage.

Lægen tog blodprøver og kunne dagen efter konstatere, at der var noget, der var galt. Winnies tumormarkør var for første gang efter behandlingen forhøjet, hvilket enten var et tegn på graviditet, eller at kræften var vendt tilbage. Winnie skulle derfor komme til scanning med det samme, så de kunne få vished over årsagen.

–  Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var kræft, for graviditet var slet ikke en mulighed med min pco, manglende æggestok, nedsat fertilitet og p-piller. Derfor var det en meget lang tur til hospitalet. Der var helt stille i bilen, men mine tanker kværnede bare rundt, forklarer Winnie.

Men beskeden fra lægen, som scannede hende, var en helt anden.

Lægen vendte skærmen og bad Jens om at komme hen og kigge med, mens han pegede og forklarede, at det var barnets hoved. Både Jens og Winnie var som forstenet og stod med åben mund, da de slet ikke havde set det komme, at Winnie var gravid. Selv lægen lød overrasket. 

Lykken var gjort

– Jeg havde følelsen af, at det var en andens mave, han scannede. Jeg forstod ingenting og tænkte bare, at det ikke kan passe. Jeg var lige så chokeret, som da jeg fik at vide, at jeg havde kræft, smiler Winnie.

Den 24. marts i år fødte Winnie en velskabt pige på 3.760 gram.

– Det var en helt ubeskrivelig følelse at få hende lagt op på mit bryst. Endelig kunne jeg holde hende efter så mange års forsøg, siger Winnie henrykt, mens hun kigger på Kaya, der ligger fornøjet og spræller med armene i sin fars favn.

Nogle gange er forældrene nødt til at nive sig i armen, for de har svært ved at tro på, at det virkelig er deres barn, som de sidder med i armene. Og hver gang glæder de sig over, at drømmen blev til virkelighed.