Se Mariannes fantastiske forvandling

Sådan så Marianne ud for et år siden. Hun var ked af sit udseende, og helbredet skrantede. I dag er hun 62,5 kilo lettere og stolt over, at hun tog beslutningen og gennemgik den operation, der har ændret hendes liv. Klik på artiklen og se, hvordan Marianne ser ud i dag!

Foto: Gregers Kirdorf

- Det er da ikke ... Er det Marianne? Ja, den er god nok. Den labre kvinde på billedet er 35-årige Marianne Jensen fra Horsens. Ude og Hjemme har fulgt Marianne i over et år - lige fra hun var syg, vejede over 140 kilo og overvejede en fedmeoperation, til hun traf beslutningen og for en sikkerheds skyld skrev afskedsbreve til sin mand, René og parrets to piger, Josephine på fire år og otteårige Isabella, inden hun lagde sig under kniven.

Det var den 24. maj sidste år. Operationen gik godt. Efter et år med streng disciplin tilsat benhård viljestyrke og jysk stædighed er resultatet overvældende.

- Jeg har lige fået nye jeans. Størrelse 40-42, den smalle model. Jeg har jo faktisk ben og ikke engang lår i skoene mere. For et år siden brugte jeg bukser i størrelse 52, siger Marianne med et smil. Den 180 cm høje pige har smidt 62,5 kilo og har nu en BMI på omkring 24.

- Min vægt ligger rimeligt stabilt på 76-78 kilo. I dag er jeg normalvægtig. Det er vist første gang nogensinde, siger hun og griner, mens hun stolt viser sine nye stiletter frem. - Det er mit første par højhælede sko. Før kunne jeg ikke holde ud at gå i sådan nogle, fortæller hun og afslører, at hun snart for første gang vil vise sig i en stropløs kjole og stilletter.

- Min bedste veninde skal giftes i juni, så der kommer jeg i en laksefarvet stropløs kjole og høje hæle, siger hun. Selv om hun har smidt så mange kilo, tør hun godt vise sine arme.

- På armene har min hud fulgt godt nok med. Man kan selvfølgelig se, at jeg har været overvægtig, men det er ikke så slemt. Jeg kunne godt tænke mig et brystløft og få fjernet lidt af huden på maven, over navlen. Det er meget generende, og det gør faktisk ondt, siger Marianne. Komplikationer Hun har også overskydende hud på lårene, men sådan bliver det ved med at være.

Læs også: Marianne en måned efter operationen

- Jeg må gerne have krigs-ar. Det gør mig ikke noget, at man kan se, at jeg har tabt mig. Hvis jeg skal have fjernet noget af huden, så er det ikke kosmetisk, for sådan en operation er ikke til at spøge med. Det vil jeg ikke udsætte mig selv og min familie for, bare fordi jeg er forfængelig, siger hun alvorligt. Marianne ved om nogen, at en operation ikke er til at spøge med.

Hun overvejede det meget nøje og ganske længe, inden hun besluttede sig for at få gastric bypass-operationen. Hun vidste alt om de komplikationer, der kunne opstå. Hun kendte risikoen for ikke at overleve og faren ved at tage på igen bagefter.

Derfor skrev hun afskedsbrevene til sine nærmeste. Komplikationerne og følgevirkningerne ved den store operation har også flere gange gennem det sidste år fået hende til at sætte spørgsmålstegn ved, om hun traf den rigtige beslutning.

- Jeg har lige været indlagt. Der var mistanke om tarmslyng, som mange får efter operationen, men det var det heldigvis ikke. Lægerne tror, at det måske er indre brok, fortæller hun.

- Jeg må da indrømme, at da jeg lå der og havde været fastende rigtig længe, fik penicillin i drop og bare havde vildt ondt i hovedet, tænkte jeg: Hvad er det lige, jeg har gjort! Sådan tænker Marianne ellers ikke. Hun forsøger at se positivt på næsten alt.

- Jeg er en af dem, der er blevet totalt sukker-intolerant. Jeg kan ikke spise slik og kager mere - og kun frugtyoghurt, hvis det er fra Cheasy. Hvis jeg spiser brød, skal jeg lige spørge bageren, hvor meget sukker der er i. Frugt kan jeg heller ikke spise for meget af, siger hun. For meget sukker giver hende hjertebanken, sitren i kroppen og ondt i maven, og hun bliver fuldstændig drænet for energi.

- Måske er det faktisk en fordel, for mange tager jo på af at spise for mange kulhydrater, lyder det positivt. Marianne er overbevist om, at hun aldrig vil tage de mange kilo på igen. Hun sørger for at spise små portioner seks til otte gange om dagen og får godt med protein til alle måltider.

- Motion får jeg ikke meget af, for den er stadig gal med hovedet. Jeg havde håbet, det ville blive bedre, når jeg tabte mig, men det er faktisk blevet værre, siger Marianne, der i årevis har lidt at stærke smerter på grund af et forhøjet tryk i hovedet.

Læs Mariannes blog her


Mere energi
Den 35-årige pædagog frygter, at hun ender på førtidspension, hvis det ikke bliver bedre.

- Jeg er nu i praktik på et demens-plejehjem med henblik på arbejdsprøvning, og så håber jeg på at få et fleksjob. Jeg kan godt mærke, jeg er kommet i gang igen. Jeg er fysisk træt, men psykisk glad, siger hun. - Jeg har jo også fået mere energi og overskud. Nu skal jeg ikke længere tænke over det i fem minutter, inden jeg rejser mig og leger med børnene.

Og jeg har overskud til andet end mand og børn, selv om de selvfølgelig har førsteprioritet, siger hun. På trods af operationens følgevirkninger har hun ikke fortrudt.

- Jeg er stolt af det, jeg har gjort. Selv om mange siger, det ikke er hårdt, når man taber sig med hjælp fra en operation, så har det virkelig været hårdt, slår hun fast.

- Det sidste år har været en rutsjetur med op- og nedture. Men jeg er jo en helt anden at se på nu. Det er lidt en sejr at være normalvægtig nu, siger hun beskedent.

- Min vielsesring sidder på pegefingeren, ellers falder den af. Men den sidder trods alt stadig på min hånd, lyder det med et smil fra den labre larve i Horsens.


Marianne, som hun så ud før operationen og som hun ser ud i dag.