Spændende krimi: Slagtede sin elsker

Da Agnete mistede sin syge mand, trådte den rare Mads til og hjalp hende og hendes datter. Det udviklede sig til en hed affære, men efter nogle år ville Agnete stoppe det - på en helt speciel måde...

Da Agnete mistede sin mand efter en lang og opslidende kræftsygdom, stod hun alene med sin 8-årige datter. Situationen var fortvivlet, og specielt økonomisk havde Agnete det svært. Men hjælpen var tæt på, da enken måtte forlade sit lejede hus, fordi hun ikke kunne betale husleje.  Mads boede med kone og børn i et tofamilieshus, som han selv havde restaureret. For beskedne penge måtte Agnete og datteren bo på 1. sal, indtil hun fik styr på sit liv og finanserne.

Mads var slagter, og han tilbød Agnete en praktikplads i sin forretning, og i mere end et år kørte de rundt på gårdene i lokalområdet og slagtede grise sammen. Forholdet udviklede sig, og der gik ikke længe, før Mads’ hustru, Frederikke, tog parret på fersk gerning, da hun kom tidligt hjem fra arbejde.

Agnete og hendes datter blev smidt ud af lejligheden på 1. sal, og i stedet flyttede de til en ny by, som lå 40 kilometer væk. Men den fysiske afstand kunne på ingen måde nedkøle de varme følelser mellem enken og den hjælpsomme ægtemand. De fortsatte deres forhold mere eller mindre med Frederikkes accept. Hun havde indset, at hun ikke alene kunne tilfredsstille Mads’ behov, så hun så igennem fingrene med hans utroskab.

I stedet for et nedslag i huslejen fik Agnete nu kontanter, gaver, kosmetik og tøj som betaling for samværet med Mads. Tre eller fire gange om ugen ringede Mads til Agnete, når han havde lyst til hendes selskab.

Som tiden gik, blev der længere og længere mellem betalingerne. Mads havde næsten altid en undskyldning om, at han havde glemt at hæve penge, eller at forretningerne havde lukket, så han ikke havde kunnet købe noget. Til at begynde med havde Agnete plaget Mads om at flytte fra Frederikke, men som årene gik, blev Agnetes følelser for den gifte mand køligere.

Julen var svær for Agnete og hendes datter. De havde ingen penge, og Agnete fik hverken gaver eller penge, når Mads ringede for at blive hentet. Enken var led og ked af sin situation og besluttede at gøre en ende på forholdet til Mads. Hun ringede og inviterede ham ud at spise og lokkede med, at hun havde en særlig overraskelse til ham.

Derfor mødtes de til middag, men midt om natten – mens Mads sov – hentede hun en kniv og satte sig på kanten af dobbeltsengen. Derefter gennemgik hun i tankerne ned til mindste detalje, hvordan Mads havde lært hende at slagte et svin.

Da gerningen var overstået, slæbte Agnete ham ud på badeværelset, hvor hun lagde ham i badekarret. Derefter skar hun ham op, lagde ham i plastikposer og kørte klokken to om natten til floden, hvor hun dumpede delene i vandet.

Næste dag fandt kaptajnen på en færge de sorte plastiksække ved bredden. Han slog alarm, og allerede få timer senere blev Frederikke bedt om at identificere sin afdøde mand. Utroskaben havde kostet ham livet, og samme eftermiddag blev Agnete anholdt.

Hun tilstod og blev idømt 12 års fængsel for drabet. Desuden blev hun dømt til at tilbagebetale 225.000 kr., som hun skønsmæssigt havde modtaget af Mads gennem de fem år, hun havde været hans elskerinde.

Se mange flere illustrerede fortællinger her