Vind en baby

På billedet her forærer en pakistansk tv-vært under klapsalver fra publikum i studiet en spæd dreng til et barnløst ægtepar på direkte tv. I det populære program kan deltagerne både vinde biler, motorcykler, rejser – og nu også babyer

Drengen er hittebarn og fundet på en losseplads i millionbyen Karachi. I samarbejde med en privat, velgørende organisation har tv-stationen sørget for, at han er kommet i pleje på et sygehus - for altså senere at blive bortgivet af tv-vært Aamir Laiquat Hussain.
Forrige måned var det to små piger, hvis skæbne der på denne måde blev underholdning på direkte tv.

LÆS OGSÅ: Jeg blev forbyttet ved fødslen

God gerning

Tv-værten ser ikke noget problem. Og han forstår ikke folks forargelse.
- Vi gør en god gerning. Disse spædbørn er smidt ud som affald og ville ellers i værste fald dø, siger Hussain.
De barnløse par er godkendt af den velgørende organisation. Det er også organisationen, der har ansvaret for babyerne, indtil Hussain giver dem væk for åben skærm.

Ingen lovgivning

I Pakistan er der ikke nogen lovgivning på adoptionsområdet. Og hittebørn, der er efterladt af fattige forældre, er et stadigt voksende problem. Derfor fandt den pakistanske tv-station på en kobling, mange finder usmagelig. Men det barnløse par, Jabeer Ali og Farha Jabeer, har fået opfyldt en 15 år gammel drøm om deres eget barn. De havde ikke set deres nye søn, før de fik ham overdraget i tv-programmet.

LÆS OGSÅ: Et donorbarn var bedste beslutning i mit liv

Flotte seertal

Hussain planlægger at give flere babyer væk i sit tv-program.
- Bortadoptionerne giver os masser af omtale og flotte seertal. At vi så også er med til at hjælpe både børn og adoptivforældre, er vi rigtig glade for.