Ketoflex kuren: Slut med kvalme og ondt i maven

Linda Sørensen har siden barndommen døjet med kvalme og ondt i maven, efter hun havde spist. For 10 år siden fik hun konstateret irritabel tyktarm og lagde kosten om til Keto. Smerterne og kvalmen forsvandt, og som sidegevinst har hun tabt 17 kilo.

Da Linda sidst besøgte McDonald’s med sine børnebørn, spiste hun en burger som resten af selskabet, men hendes bøf lå ikke i en bolle.

– Jeg spurgte bare, om de ikke kunne lave en burger uden brød, og det gjorde de. I dag er det meget nemmere at spise “ketogansk”, end da jeg begyndte. De fleste restauranter har salatbar, så man kan altid få grøntsager og salat til sit kød, siger 53-årige Linda Sørensen, der er klinikassistent og bor i Brøndby sammen med sin mand og yngste søn.

Træt og uoplagt

Det er 10 år siden, at hun droppede brød, ris, pasta og kartofler og begyndte at leve efter principperne i Keto, som er en diæt med et meget lille indhold af kulhydrater og ingen sukker.

– Jeg har fået meget mere energi, fordi mit blodsukker er stabilt. Nu styrketræner jeg tre gange om ugen, dyrker yoga og cykler 12 kilometer til og fra arbejde. Jeg er glad for min vægt, som jeg nemt kan holde, og så er jeg sluppet af med kvalme og mavesmerterne, fortæller Linda.

Siden barndommen har Linda døjet med uforklarlig kvalme og ondt i maven, når hun havde spist.

– Jeg følte mig træt og uoplagt. Dengang blev det kædet sammen med min skolegang, som om det skyldtes, at jeg var ked af at gå i skole eller skoletræt. Min mor prøvede at gøre alt det rigtige og gav mig masser af mælk og fuldkorn, men det gjorde det bare værre, husker Linda.

Hun besvimede flere gange, og hendes blodprocent var altid for lav.

– Da jeg blev teenager, blev jeg glad for sodavand og fastfood. Burgere, franske hotdogs – alt er pakket ind i brød, og det blev det ikke bedre af, siger hun.

De usunde vaner fik også vægten til at stige.

– Der gik alt for lang tid, før jeg fandt ud af, at man kunne gøre noget ved det, for jeg havde accepteret, at det var en del af mig at have kvalme og være kronisk træt, siger Linda

Hun var i årenes løb ved lægen og fik at vide, at hun skulle prøve at spise flere fibre, men det gjorde det bare værre, for det er gluten og fibre, som Lindas irritable tarme ikke kan tåle.

– Det var først, da jeg var i fyrrene, at jeg begyndte at undersøge mine symptomer, fortæller Linda.

Hun prøvede at undgå kulhydrater og spise glutenfri produkter, men fik det ikke bedre. Linda fik konstateret irritabel tyktarm og endte hos en diætist, der anbefalende hende at leve efter Low Fod Map, hvor man spiser meget stringent i otte uger, hvorpå man langsomt genindfører forskellige fødevarer i kosten for at finde ud af, hvad man ikke kan tåle.

– Det var svært at overholde i otte uger, men jeg gjorde det og lærte meget om min krops reaktioner. Jeg kunne blandt andet ikke tåle gluten, laktose, blomkål og soja. Jeg havde koliksmerter i tre dage, da jeg forsøgte at genindføre brød i min kost, fortæller Linda.

Med den nye viden i baghovedet søgte hun videre og faldt over Keto. Linda gik langsomt til værks og fjernede først fødevarer som brød og pasta fra sin kost.

– Jeg skulle ikke spise efterligninger af brød, men andet mad, for jeg kan heller ikke nedbryde det, som er i de glutenfri produkter. Jeg mærkede relativt hurtigt en forandring, da jeg begyndte at spise efter Keto-principperne. Energien kom tilbage, og kvalmen forsvandt, fortæller Linda.

 

Linda har fået mere energi, efter hun droppede sukker og skar ned på kulhydraterne. Hun cykler på arbejde, dyrker yoga og styrketræner tre gange om ugen.

Linda har fået mere energi, efter hun droppede sukker og skar ned på kulhydraterne. Hun cykler på arbejde, dyrker yoga og styrketræner tre gange om ugen.

 

Få kulhydrater

Senere fjernede hun sukkeret fra sin kost, herunder sodavand, som hun drak en halv til en hel liter af om dagen.

– Det var hårdt for min krop at sige farvel til den daglige cola og skære ned på sukker. Jeg fik tunge ben og havde svært ved at komme op på 1. sal. Jeg fik det virkelig skidt og troede, jeg havde influenza, for dengang kendte jeg ikke noget til ’Keto-flu’, siger hun.

Keto-flu er den kortvarige influenzalignende tilstand, som mange oplever, når de begynder at spise efter keto-principperne.

– Jeg har aldrig været sukkerforskrækket, men jeg opdagede, hvor meget energi jeg fik, da jeg stoppede med at spise sukker.

I løbet af et års tid tabte Linda 17 kilo og endte på 53 kilo, selv om det ikke var formålet med hendes livsstilsændring. Det var lige i underkanten til hendes 168 centimeter, så i dag vejer hun omkring 57 kilo og har ingen problemer med at holde vægten. Linda spiser en blanding af Keto og LCHF, der er en mindre restriktiv udgave af Keto, som tillader lidt flere kulhydrater.

– Det er ærgerligt, at mange tror, at Keto betyder, at man skal spise en masse fedt, for det handler mere om, at man skal spise få kulhydrater og gerne en masse grøntsager, understreger hun.

Selv spiser hun hovedsageligt grøntsager, kød, fisk, fjerkræ, skaldyr og udvalgte typer fedt som olivenolie og kokosolie i mindre mængder.

Lindas familie spiser ikke efter keto-principperne, men det giver ikke udfordringer i dagligdagen, at hun spiser på en anden måde.

– Jeg laver kartofler, ris og pasta til min familie og grøntsager og salat til mig selv. Jeg laver tit store portioner om søndagen, så vi har mad til mange dage, fortæller hun.

– Jeg kan godt savne en croissant, men jeg har simpelthen ikke fire dage, hvor jeg har tid eller lyst til at ligge med kolikagtige smerter. Dengang jeg dagligt havde kvalme og var træt, tænkte jeg ikke over det, men nu, hvor jeg har det så godt, vil jeg ikke tilbage til det, smiler Linda.

Linda har spist efter Keto-principperne i 10 år og har i dag ingen gener fra sin irritabel tyktarm.

– Jeg tror, rigtig mange ville have glæde af at skære ned på kulhydraterne. I dag er det nemt at leve ”ketogansk”, for super-markederne har mange grøntsager, der er skåret ud, blomkålsris eller kylling, der er stegt. Den slags fandtes ikke, da jeg begyndte for 10 år siden.

Lindas kostændring har også betydet, at hun ikke har mange gener i sin overgangsalder.

 

 

Lindas tip

  • Man skal gøre op med sig selv, om man kan undvære ris, brød og pasta samt sukker, og kan man ikke det, skal man ikke vælge denne livsstil. Vær realistisk, kend dig selv og find din vej.
  • Man skal vurdere, om man er ’enten eller’- typen, der går all in med det samme, eller man trives bedre med at indføre Keto lidt ad gangen. Jeg begyndte selv med at skære ned på kulhydraterne og erstatte dem med grøntsager, før jeg droppede sukkeret og mælkeprodukter.
  • Drik isvand med mynte, agurker, citron eller andet, der giver smag. Koldbrygget te, hvis du har brug for at drikke noget med smag.
  • Gør det nemt, køb blomkålsris, grøntsager, der er hakket, kyllingestykker, der er stegt. Det er nemt at få et hurtigt måltid, uden det skal købes på en fastfoodrestaurant.
  • Læs mere om Linda og find hendes opskrifter på: familiefristelser.dk eller på Instagram: Lindalowcab_