Slankekure

Keto-kuren: Nu er jeg glad for mit spejl

9. september 2021 Af Vibeke C. Larsen Foto: Gregers Overvad/ Aller Foto & Video og privat.
Sidste sommer blev Dittes mand, Anders, ramt af en hjerneblødning. Det fik familien til at omlægge kosten til Keto. For Ditte blev det også begyndelsen på en vægttabsrejse, der har reduceret hendes vægt med 40 kilo, og for første gang i sit liv kan hun lide at se sig selv i spejlet.

​For nylig lagde Ditte et billede af sig selv i undertøj på Instagram. Under billedet skrev hun:

”Tak for indsatsen, kære krop, du gør det så godt. Aldrig har jeg følt mig så godt tilpas i min egen krop.”

Ditte har al mulig grund til at takke sin krop og i øvrigt også sig selv, for på blot ét år har hun tabt sig 40 kilo og er nu nået ned under de magiske 70 kilo.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Jeg havde aldrig troet, at det skulle ske for mig, for jeg har altid været den tykke pige. Hver aften stod jeg foran spejlet og sagde grimme ting til mig selv, fordi jeg igen havde spist forkert, siger 37-årige Ditte Runge Sommer, der bor på en gård i Kirke Eskilstrup sammen med sin mand, Anders, og deres to børn, Freja på tre år og Tristan på 12 år.

Ditte har altid været overvægtig og lærte i en tidlig alder, at mad kan virke trøstende og dæmpe følelserne.

– Jeg havde en svær barndom og voksede op med, at man kunne dulme svære følelser med mad og slik. At spise blev min trøst og min beskyttelse mod omverdenen. Det var den måde, jeg passede på mig selv, forklarer hun.

Trøstespiste dagligt

Dagligt trøstespiste hun slik og fed mad, og hun kunne ikke slappe af, så længe hun vidste, at det var i huset. Vægten steg støt, og efter fødslen af sit første barn røg den over 100 kilo.

– Jeg blev ked af det, men jeg lukkede det også ude og lavede et panser. Når jeg i dag ser billeder af mig selv fra dengang, kan jeg godt se, at det var voldsomt, siger Ditte, der måler 167 centimeter.

Da hun vejede mest, lå vægten på 117 kilo, og led og knæ led under de mange ekstra kilo.

– Jeg har prøvet massevis af kure, men har fejlet hver gang, fordi sulten har fået overtaget. Jeg har prøvet at tabe mig, men tog altid på igen. Det var en kæmpe fiasko, for hvorfor kunne andre tabe sig og holde vægten, når jeg ikke kunne? spørger Ditte.

Ditte har dokumenteret sit vægttab på Instagram, hvor hun har knap 1.200 følgere. Hun bruger også platformen til at sætte ord på den mentalerejse, som et vægttab også er. Følg Ditte her: instagram.com/ditte_runge_sommer/

Et chok i familien

Sidste sommer blev hendes mand ramt af en hjerneblødning, og efterfølgende viste det sig, at han havde alt for højt blodtryk.

– Det var et kæmpe chok for os alle og et vink med en vognstang, siger Ditte.

Udsigten til, at Anders skulle tage blodtrykssænkende medicin resten af livet, fik parret til at tage en beslutning om at lægge deres kost om til Keto, i håb om at Anders kunne undgå medicin. Det skulle snart vise sig, at Keto, der er et lavt indtag af kulhydrater, et højt indtag af fedt og et relativt højt indtag af protein, også havde en anden effekt.

– Jeg havde ikke i tankerne, at jeg skulle tabe mig, for jeg var så fokuseret på Anders og gik egentlig kun med til at omlægge vores kost for at støtte ham, men jeg tabte mig seks kilo på den første måned og fik mod på det, siger hun.

Efter et år med Keto er Anders’ blodtryk normalt, og i samråd med lægen har han lagt medicinen på hylden. Desuden har han tabt sig 10 kilo, mens Ditte har smidt 40 kilo.

– Det betød meget, at vi havde hinanden at støtte os til, og at vi sammen var nysgerrige på Keto, siger Ditte og tilføjer, at hun aldrig havde troet, at hun skulle blive “sådan en, der spiste på en bestemt måde.”

– Jeg bryder mig faktisk ikke særlig meget om at lave mad, men med Keto er det nemt. I sommerperioden har vi grillet hver dag. Det er bare at smide kød og grøntsager på grillen. Nemmere bliver det ikke.

Ditte har ikke længere trang til sukker eller fastfood. – Den første januar havde vi lovet os selv, at vi måtte tage på McDonald’s, men vi havde faktisk ikke lyst. Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne undvære fastfood i et år, men jeg har simpelt hen ikke lyst til at spise det, for mine smagsløg har ændret sig, griner Ditte.

Smerterne er væk

Smerterne i led og knæ er væk, og hverken Ditte eller Anders har været syge siden kostomlægningen. Ditte har masser af energi og oplever ikke længere, at hun bliver træt og får hovedpine sidst på eftermiddagen.

På Instagram har Ditte dokumenteret sit vægttab, og det har også været et mentalt vigtigt redskab at kunne sætte ord på forvandlingen.

– Vægttab handler også meget om det mentale, og man bliver nødt til at arbejde med den side og stille sig selv spørgsmål som “hvorfor spiser jeg, og hvorfor vil jeg tabe mig?” Jeg har stadig nogle af mine gamle mønstre, men det hjælper mig at skrive om det og få feedback fra mine følgere, siger hun.

I dag bliver Ditte glad, når hun ser sig selv i spejlet.

– Før svinede jeg mig selv til, men nu roser jeg mig selv, for jeg er taknemmelig over, at min krop nu ser sådan ud. Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig, at jeg nogen sinde bliver tyk igen, understreger hun.

Dittes tip til Keto-kuren

  • Man behøver ikke at vide alt om Keto, før man går i gang. Bare tag det stille og roligt i begyndelsen.
  • Find nogle, du kan sparre med.
  • Hav også fokus på det mentale, og find ud af, hvorfor du vejer for meget, og hvorfor du vil tabe dig.
  • Find din egen vej, og gør det, der virker for dig.
  • Find inspiration og støtte på nettet.

Få en guide til Keto-kuren i denne uges Ude og Hjemme. Bladet er på gaden fra den 8. september 2021.

Sponsoreret indhold