Pas på solens stråler når du er i haven

Gør din hud en kæmpe tjeneste og pas godt på den, nu hvor sommeren er på trapperne, og vi for alvor kommer udenfor, sikkert også i den skarpeste sol midt på dagen. 

Sommer og sol hører nemlig sammen, det er skønt at være udenfor, godt for humøret, dejligt for D-vitaminbalancen, og med masser af muligheder for at bevæge sig. Men når det handler om solen, bliver vi desværre ofte om små børn i en slikbutik. Vi vil have det hele på den halve tid. Selv om alle ved, at vi skal beskytte os mod ikke blot hudkræft, men også skæmmende rynker og fregnelignende pletter, der med årene følger i kølvandet på solens ultraviolette stråler.

Hverken for meget eller for lidt

Som et taxameter opsamler huden den sol, du udsættes for livet igennem, og på et tidspunkt skal regningen betales. Hver forbrænding tæller med, og dem fra barndommen vejer særlig tungt.

Men vi kan heller ikke leve uden solen, hvis stråler på mange måder er sunde for os. Derfor er solen et tveægget sværd: Du skal hverken have for meget eller for lidt, men udnytte sollyset på den intelligent måde. Du må godt blive solbrun, men i et tempo som huden kan følge med i. Der er masser af fornuft i at nyde sol, lys og varme, men ingen gode argumenter for at sole så meget, at huden forbrændes.

Sol med omtanke

Haven er overraskende det sted, hvor mange har størst risiko for at redde sig en grim solskoldning, ifølge en rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne baseret på 4.022 personer i 15-64 årsalderen. Når vi planter, beskærer og luger i dejligt vejr, er det alt for nemt at glemme solbeskyttelsen. Der er absolut ingen grund til at blive skræmt fra at være i solen. Vi skal blot omgås den med omtanke. Også i haven.

Gode råd

  • Bliv i skyggen midt på dagen. Strålerne er klart stærkest, når solen står højest på himlen kl. 12-15. Da afgives halvdelen af dagens samlede dosis skadelige stråler.
  • Du kan sagtens blive solbrun i skyggen. Det sker selvfølgelig lidt langsommere, men rummer slet ikke samme risiko for forbrænding.
  • Læg havearbejdet formiddag eller eftermiddag. I den stærke solperiode kan du klare havens skyggeområder.
  • Husk en bredskygget hat, gerne med nakkebeskyttelse.
  • Sørg for skyggemulighed på altaner og terrasser med parasoller, markiser eller solsejl.
  • Når du planter nyt, så tænk på, at træer og store buske giver gode skyggeområder, hvor man kan hygge uden at blive stegt.
  • Anvend masser af solcreme. Jo højere faktor, desto bedre beskyttelse. Faktoren angiver, hvor mange gange længere du kan være i solen med solcreme på sammenlignet med ubeskyttet hud, før du bliver rød.
  • Smør rigeligt på. Selv når man husker solcremen, viser undersøgelser, at de fleste smører på i et for tyndt lag. Faktisk blot en tredjedel af det nødvendige. Da virker faktor 30 kun som faktor 10 og giver en falsk beskyttelse.
  • Tøj beskytter rigtig godt. Mørke stoffer stopper UV-strålerne bedre end de lyse. Jo tættere stoffet er vævet, og jo tykkere det er, desto færre UV-stråler slipper igennem. Lange ærmer og krave beskytter naturligvis bedre end de kortærmede med stor udskæring. Løst siddende tøj yder også bedre beskyttelse og føles rarere end stramtsiddende tøj.
  • Badetrøjer med indbygget solbeskyttelse er geniale til børn, for som alle forældre ved, fungerer kombinationen af vand, sand, solcreme og børn sjældent i praksis. Solbeskyttende badetøj ruster barnet meget bedre til en dag på stranden. Glem ikke solcreme i ansigtet og på andre bare områder.