Anders i sorg: Her skulle min datter have leget

Anders Kressner kan se boligforeningens legeplads fra sit køkkenvindue. Her leger børnene Villum, 3, Augusta, 4, og Samuel, 9, tit. Der er gyngestativ, sandkasse, rutsjebane og et lille legehus. Alt, hvad familien skal bruge til en sjov og hyggelig stund sammen. Alligevel mangler der noget vigtigt, når de er der: Børnenes søster, Olivia.

Olivia Sofia Kressner nåede aldrig at flytte med sin familie fra Ishøj til Hvidovre, hvor de bor nu. Hun nåede heller ikke at se sine to yngre søskende. Den 25. marts 2018 gik hun bort, en måned efter hun havde fejret sin toårsfødselsdag.

– Olivia var en pige med gåpåmod. Hun ville gerne hjælpe sin storebror og gå forrest, og hun var glad og smilende. Vi oplevede hende aldrig sur, men hun kunne godt være bestemt og have meninger. Hun ville frem i livet, og der var ikke noget, der skulle stoppe hende, husker Anders.

I podcats-serien “Afdødekontakt” kan du lytte med, når clairvoyant Selma Ambirk tager os med bag sine seancer og fortæller, hvordan hun kommunikerer med de døde. Lyt i din foretrukne podcast-app.

Rørende afsked

Med et kærligt smil fortæller han, at Olivia elskede at synge ”Hjulene på bussen”, og så elskede hun Disney-figurer, særligt Minnie Mouse, som hun ofte klædte sig ud som.

– Hendes Minnie Mouse-bamse betød alt for hende. Den var med alle vegne, hun sov med den, og hun fik den også med i kisten.

Det var vigtigt for Anders og hans kone Louise, Olivias mor, at begravelsen blev holdt i datterens ånd.

– Vi fik blandt andet spillet ”Hjulene på bussen” i kirken, og på kisten var der hjerter, hvide roser og en tegning fra hendes storebror, siger Anders og peger mod et stort billede af Olivia på væggen i familiens stue. Hendes brede smil afslører et charmerende mellemrum mellem fortænderne, og bag Minnie Mouse-sløjfen i håret aner man de røde lokker, som også var et af hendes kendetegn.

– Billedet stod i kirken, så vi kunne mindes hende og have hende til stede under begravelsen.

Kigger mod himlen

Olivia er stadig en del af familiens hverdag.

– Louise og jeg snakker med børnene om, at Olivia er oppe i himlen, og at hun kigger ned til os og passer på os, så vi kan altid vinke til hende og snakke med hende. Når der kommer en sommerfugl, siger vi, at Olivia har sendt den til os, fordi vi skal sige hej til hende. De små, som aldrig har mødt Olivia, ved godt, hvem hun er, og at de har en storesøster i himlen, og for Samuel hjælper det også, at der er en kontakt. Hun er stadig en stor del af hans liv.

Hvert år, når det er den 24. februar, besøger de hendes grav på Hvidovre Kirkegård og fejrer hendes fødselsdag. Anders beskriver det som ”ekstremt svært” at se Olivias navn på en gravsten, men hun skal selvfølgelig ikke undvære en fest.

– Så inviterer vi hele familien derned til kage og sætter flag op.

I dagene op til Olivias død var der ingen tegn på, at det skulle ende sådan. Lørdag den 24. marts 2018 fik hun pludselig feber og kastede op. Da hun kun lod til at få det værre, blev hun indlagt på hospitalet samme aften med diagnosen roskildesyge.

– Søndag morgen blev vi sendt hjem igen. Hun havde ikke fået det bedre, men opkastningerne var ikke lige så voldsomme. Hun var afkræftet, men vi fik at vide, at det var normalt. Det skulle bare have tid til at gå over. Midt på dagen ringede vi igen til hospitalet. Hun havde endnu mindre energi, kastede stadig meget op og havde også fået dårlig mave. Men vi blev afvist, da der var travlt, og vi fik at vide, at det ville give bedst mening, hvis vi gav hende Panodil og så tiden an. Så det gjorde vi, ligesom vi fulgte den væskeplan, vi havde fået fra hospitalet.

Ved aftensmadstid begyndte Olivia at give underlige lyde fra sig.

– Vi tænkte, at hun nok ville tages op, men hun var helt slap, så vi lagde hende igen på sofaen, hvor hun fik kramper og blev stiv i kroppen.

Ringede 112

Anders forstod, at det var alvorligt, og ringede 112.

– De mente, at det var feberkramper. Vi skulle sørge for, at hun ikke havde tøj på, og så ville de sende en ambulance uden udrykning. Så lagde de på, men ringede tilbage lige efter og spurgte, om vi selv kunne tage på hospitalet, fordi det nok ville gå hurtigere. Jeg oplyste dem om, at vi ikke havde bil, og at hun samtidig havde fået det endnu værre. Vi kunne slet ikke få kontakt med hende, husker Anders.

Ambulancen blev nu sendt med udrykning og nåede frem kort tid efter.

– Redderne var kun hos os i omkring 30 sekunder. De kom ind, så hende, tog hende i armene og løb ud ad døren med hende, siger Anders, som løb efter, mens hans kone blev hjemme hos sønnen og ventede på, at han blev hentet af Anders’ mor.

– På hospitalet stod et traumehold klar. Der var 20 mennesker om hende med det samme. De tog blodprøver, gav hende væske og det ene og andet, og dér fik jeg at vide af ambulanceredderen, at jeg skulle nok sørge for at få vores nærmeste familie ind, fordi det så skidt ud.

Fik hjertestop

Anders ringede til sin mor og bad hende komme ind på hospitalet med Louise og Samuel. Han kontaktede også resten af den nærmeste familie og bad dem komme hurtigst muligt.

– Jeg havde ikke følelsen af, at hun skulle dø kort tid efter. Jeg kom med ind i rummet, men blev vist ud igen kort tid efter. En halv time efter, at vi var kommet, fik hun hjertestop.

I 45 minutter kæmpede lægerne for Olivias liv. Imens befandt Anders sig i, hvad han beskriver som en ”uvirkelig boble”.

– Jeg fornemmede ikke noget omkring mig. Mit hoved sagde mig bare, at det her var forkert. Jeg ville gerne gøre noget, gøre en forskel og ind til Oliva, men der var de i gang med at genoplive hende, så det frarådede de os. Jeg forsøgte alligevel at komme ind ad døren, og da jeg kunne høre, hvad der foregik, måtte jeg træde tilbage. Det var for voldsomt at gå derind. Da gik realiteterne op for mig … at det nok var slut.

Kunne ikke mere

Snart blev forældrene kaldt ind i rummet til deres datter.

– Da vi kom derind, valgte de at stoppe hjertemassagen kort tid efter. De sagde, at de havde gjort alt, hvad de kunne, men hun var så medtaget, da hun kom ind, at det var forgæves. De var utroligt kede af det, og det kunne vi også se på dem. Nogle af dem gik derfra med tårer i øjnene.

Anders trækker vejret dybt og må også tørre en tåre væk, inden han fortsætter:

– Ret hurtigt blev rummet tomt. Så kom vores familie ind, og vi var samlet om hende. Alle var ekstremt kede af det, og al fokus var rettet mod Olivia.

Obduktionen viste ikke et klart billede af, hvad Olivia døde af, blot at hun led af væskemangel.

– Vi sad tilbage med mange frustrationer, for vi følte ikke, at vi var blevet lyttet til, da vi søgte hjælp, siger Anders, som dog ikke bebrejder hospitalspersonalet noget. Hans frustrationer går i stedet på den travlhed, de arbejder under.

– Jeg er utroligt ked af at have mistet Oliva, men jeg har også ondt af personalet, for der er jo ikke nogen af dem, der møder på arbejde for at slå et andet menneske ihjel eller lave fejl. De har haft brug for hjælp, og hvis de havde fået den, havde verden måske været anderledes, og Oliva stadig været her.

Anders håber, at hans datter alligevel er der et sted, og han har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant Selma Ambirk i håbet om, at hun kan bekræfte det. Selma får ikke oplyst noget om familien i forvejen og kender derfor ikke baggrundshistorien, da hun banker på døren til hans hjem.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma Ambirk forløb.