Mikkel blev dræbt mod vejtræ: Jeg fandt min søn på ulykkesstedet

Mikkels værelse er stadig indrettet med hans ting, selv om det snart er fire år siden, at ulykken skete. På skænken står hans parfumeflasker og andre personlige ejendele fortsat fremme, og i klædeskabet hænger hans tøj sirligt på bøjlerne som før. Når savnet bliver for stort, tager hans mor, Mette, en af bøjlerne ud og knuger tøjet mod sit ansigt.

– Det dufter stadigvæk af ham, forklarer hun og kigger tomt over mod Mikkels seng, som hun ofte har sovet i siden hans død.

– Når jeg sover i hans seng, føler jeg, at vi er sammen. Nogle gange siger jeg: ”Kan du ikke holde i min hånd?”, og så håber jeg, at han ligger ved siden af og holder i den.

For 53-årige Mette Pedersen er det en uvirkelig tanke, at hendes elskede søn nu er væk. Når hun på en god dag går ind på hans værelse, siger hun ”Hej, Mikkel!” med et lille smil på læben.

– Når jeg er ked af det, kalder jeg højt på ham. Men der er ikke nogen, der svarer, siger hun sørgmodigt.

Glad og kærlig

Da Mikkel levede, var der aldrig tavst, når han var i nærheden.

– Han var så glad og positiv og kom altid syngende hjem fra skole på sin cykel. Man kunne høre ham, før man kunne se ham, ler Mette og beskriver desuden sin søn som en kærlig og omsorgsfuld dreng.

– Han var en god kammerat. Uanset hvilken nationalitet, kultur eller hudfarve man havde, så var man lige meget værd i hans øjne. For ham var det vigtigt, at alle havde det godt. Han ville give sin højre arm for at hjælpe andre.

Mikkel viste også sin hjælpsomme side, de sidste timer han var i live. Den 8. november 2019 kom han hjem sent om aftenen, efter at han havde holdt en af sine venner med selskab, mens vennen passede sine søskende. Vel hjemme nåede han at hilse en sidste gang på sin mor og stedfaren Ole, som sad og hyggede i stuen.

– Vi snakkede lidt med ham, og så sagde han godnat og gik ind på sit værelse. Jeg vidste ikke, at han senere havde en aftale med sin kæreste, Limia. Han havde lovet at hente hende på arbejdet i Vildbjerg, når hun var færdig om natten. Jeg hørte ikke, at han kørte, fortæller Mette.

Vækket af telefonen

På et tidspunkt efter midnat tog 19-årige Mikkel sin Citroën C1 og kørte fra hjemmet i Vorgod-Barde. Efter nogle minutter drejede han ind på Timringvej, som snor sig langs marker, skove og kun ganske få huse. Han nåede ikke mange kilometer, før hans liv sluttede brat.

Senere den nat blev Mette vækket af telefonen. Det var Mikkels lillesøster, Mathilde, som havde overnattet hos sin kæreste. Bekymret fortalte hun, at Limia havde ringet til hende, fordi hun ikke kunne få fat på Mikkel og kunne se på hans telefons sporingssystem, at han befandt sig på Timringvej og ikke bevægede sig.

– Mathilde turde ikke at køre derhen selv. Jeg kaldte på Ole, for noget sagde mig, at han skulle med. Vi tog tøj på og kørte ud ad den lille vej. Der var sindssygt tåget og mærkeligt stille. Vi kørte langsomt fremad for at se, om vi kunne få øje på Mikkels bil, og så … pludselig så vi den, siger Mette, inden hendes stemme knækker.

Hun holder en kort pause for at samle sig, men tårerne triller ustoppeligt ned ad hendes kinder, mens hun fortæller videre:

– Han var kørt ind i et træ. Jeg sagde til Ole, at jeg ikke kunne gå derhen, så jeg ringede 112, mens Ole fik ham ud af bilen og lagt ned på jorden. Ole gav ham hjertemassage, og jeg pustede ind i hans mund, og sådan blev vi ved, indtil ambulancen kom.

Som en ond drøm

Det hele var som en ond drøm. Ambulancefolkene overtog redningsarbejdet, mens politifolk og flere af Mikkels nærmeste også stødte til. Limia med sin far, og Mathilde med sin kæreste. Alle stod de og så hjælpeløst til, mens redderne kæmpede forgæves for Mikkels liv.

– En læge kom hen til mig, tog min hånd og holdt fast i den, mens han sagde, at de ikke kunne gøre mere, husker Mette, som lamslået af chok kørte med Ole og Limia efter ambulancen til Herning sygehus, hvor Mikkel blev bragt hen. Hun aner ikke, hvordan hun overhovedet holdt sig oprejst.

– Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg ikke kørte med Mikkel i ambulancen. Men alt var kaos, underligt og uvirkeligt. Der var ingen, der kunne sige noget om, hvorfor han var kørt galt. Han havde ikke kørt for stærkt. Jeg ved bare, at der var så tåget, at man kun kunne se få meter frem.

Det var i et sving uden lygtepæle, at Mikkel af uvisse årsager kørte af vejen og direkte ind i et af de store vejtræer i venstre side. For Mette vækkede tragedien frygtelige minder om en anden skæbnesvanger ulykke, der havde ramt familien ti år tidligere. Den 24. september 2009 kørte hendes daværende mand – børnenes far – galt på sin motorcykel. Han døde, men blev genoplivet og bor i dag på et plejecenter som hjerneskadet.

Ulykkerne har sat dybe spor i Mette, som kan blive grebet af angst, hvis hun pludselig ikke kan få kontakt med Mathilde eller Mikkels storebrødre, Mads og Michael.

– Jeg kan huske, at Mads var i sommerhus med nogle venner kort efter, at Mikkel gik bort, og jeg kunne ikke få fat i ham. Jeg var så syg af bekymring, at jeg intet kunne spise, for jeg kunne bare se for mig, at han var faldet i poolen, havde slået hovedet og var druknet.

I podcats-serien “Afdødekontakt” kan du lytte med, når clairvoyant Selma Ambirk tager os med bag sine seancer og fortæller, hvordan hun kommunikerer med de døde. Lyt i din foretrukne podcast-app.

Ønsker kontakt

Heldigvis har hun stadig Mikkels brødre og søster. Det er dem, der giver hende styrken til at kæmpe videre, når sorgen er tungest.

– De får mig til at leve. Vi taler sammen om Mikkel og griner ad de skøre ting, han gjorde. Vi holder også stadig hans fødselsdag hvert år. Så spiser vi kage, synger sang for ham med hans billede ved bordenden og tager på kirkegården for at sætte flag på hans grav. Det gør mig glad, for det bekræfter mig i, at han stadig er en del af os.

Mette har dog også behov for at få bekræftet fra anden side, at Mikkel stadig er med hende. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan skabe forbindelse til ham.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.