Bettinas sorg: Mor døde under min stedfars bisættelse

Bettina lukkede ned for sine følelser, da hendes far, Peter, gik bort i julen 2017. Efter et hårdt arbejdsliv som smed var hans krop nedslidt og sygdomsramt, og et omfattende alkoholforbrug fik til sidst kroppen til at bukke under.

Peter døde af blodforgiftning på et plejehjem i en alder af 67 år. Bettina fik beskeden af sin daværende kæreste, som ringede til hende i butikken, hvor hun på det tidspunkt var souschef.

– Jeg var slet ikke klar til det. Jeg vidste godt, at han var syg, men ikke at det var så slemt. Det kom som et chok, og jeg lukkede stille og roligt af. Jeg stod midt i at skulle åbne en anden butik, som jeg skulle være chef for, så der var ikke andet at gøre end at rette ryggen og forsøge at komme videre, siger 45-årige Bettina Quick fra Faaborg.

I podcats-serien “Afdødekontakt” kan du lytte med, når clairvoyant Selma Ambirk tager os med bag sine seancer og fortæller, hvordan hun kommunikerer med de døde. Lyt i din foretrukne podcast-app.

Et tæt forhold

Det var ikke nemt, understreger hun i samme åndedrag. Bettina og hendes far havde et tæt forhold. Han boede kun 800 meter væk, og de så hinanden stort set hver dag. Hvis ikke, talte de sammen i telefonen.

– Hvis man ringede til ham og bad om hjælp til noget, havde han altid en løsning, og ellers ringede han tilbage efter en times tid og sagde: ”Det er sådan her, vi gør!”, husker Bettina med et sørgmodigt smil.

Hun var også på arbejde, da hun tre måneder senere fik at vide, at hendes stedfar, Finn, var gået bort som 63-årig. Det var hendes mor, Dorte, der ringede med beskeden om, at Bettina havde mistet sin anden faderfigur. Han havde været i Bettinas liv, siden hun var seks år.

– Han var død af et hjertestop derhjemme om natten og var allerede blevet hentet af ambulancen, da jeg kom hjem til min mor den morgen, fortæller Bettina og mindes, at moren ikke lod til helt at have forstået, at hendes store kærlighed var død, selv om det var hende, der havde overbragt beskeden.

– Heller ikke de næste dage var det som om, at det helt gik op for hende. Jeg kan huske, at jeg spurgte, hvor deres hævekort var, og så sagde hun: ”Det ligger derude, hvor Finn sidder”. Men hun var også syg til sidst på grund af alkohol. De drak alle tre og havde gjort det, siden jeg var lille, siger Bettina, der selv har valgt en sundere livsstil.

Tre dage efter sin død – den 22. marts 2018 – skulle Finn bisættes fra Brahe-trolleborg Kirke i Korinth, en lille by i udkanten af Faaborg, hvor han og Dorte havde deres hjem.

– Sammenkomsten efter bisættelsen skulle holdes hjemme hos dem, og jeg aftalte med min mor, at jeg ville komme forbi og hjælpe med at lave sandwicher og gøre klar, inden vi skulle i kirke. Jeg ringede til hende, da jeg var i gang med at handle og kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke svarede, siger Bettina, som flere gange forgæves prøvede at få fat i sin mor. Hun bortforklarede det dog med, at hendes mor havde dårlig hørelse.

– Da jeg kom hjem til hende, var der stadig mørkt i huset, og gardinerne var trukket for. Jeg tænkte: ”Det er da mærkeligt. Hvorfor er hun ikke stået op?”, og så gik jeg rundt om huset og kunne høre hunden gø. Jeg bankede hårdt på døren for at få hunden til at gø endnu højere, så min mor ville høre det, men der skete ingenting.

Lå ubevægelig på gulvet

Bettina gik hen til terrassedøren, som det lykkedes hende at rykke op. Hun gik gennem stuen og hen til den lange gang, som førte ind til soveværelset forenden.

– Jeg drejede hovedet og så, at hun lå på gulvet ved siden af sengen. Jeg kaldte på hende og kunne se, at hun trak vejret… men hun lå der bare, siger Bettina berørt.

Hun kunne ikke få sig selv til at gå derhen. Hendes lille, spinkle mor, som trods sit skrantende helbred alligevel var så stærk, glad og fuld af kærlighed til sine børn og børnebørn, lå nu ubevægelig og ukontaktbar på gulvet. I stedet ringede Bettina til sin veninde, Karin.

– Jeg kan huske, at jeg råbte i telefonen og var i panik. Så ringede jeg til min mors kammerat, som boede i nærheden, og bad ham komme med det samme. Da han kom, gav jeg ham telefonen, og så ringede han efter en ambulance. Jeg stod bare og ventede på, at min veninde og falckredderne kom, og lod hende ligge, for jeg kunne ikke andet, siger Bettina, inden hendes stemme knækker.

Da redderne ankom, lagde de et varmetæppe over Bettinas mor og kørte væk med hende.

– Jeg kunne ikke tage med, for der var halvanden time til, at vi skulle være i kirken. Det sagde jeg til redderne og forklarede, at vi heller ikke kunne være ved telefonen imens, fortæller Bettina.

Et mareridt

Det var et mareridt for hende at gennemføre bisættelsen – uvidende om sin mors tilstand.

– Jeg tænkte så meget på hende. Hvordan skulle jeg forklare hende, at hun ikke havde været med til bisættelsen? Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg gik forrest, da vi skulle bære kisten ud, og min stedfar vejede 130 kilo, så der var et stativ med hjul, hvor vi kunne sætte kisten, hvis den blev for tung, men jeg kan huske, at jeg bar den hele vejen. Jeg skulle bare ud!

Da Bettina kom ud fra kirken, var der fire ubesvarede opkald fra sygehuset på hendes telefon.

– Jeg fik min veninde til at ringe tilbage, for jeg kunne ikke snakke. Jeg kunne bare mærke, at der var noget galt. Hvorfor var der ellers fire opkald, når de vidste, at jeg ikke var ved telefonen? Vi fik at vide, at vi skulle komme hen til sygehuset med det samme, fordi min mor var ved at lukke ned. De kunne ikke gøre mere. Så jeg måtte få fat i min storebror, Brian, som var ved gæsterne, og sige til dem, at vi var nødt til at køre, fortæller Bettina, mens tårerne løber ned ad hendes kinder.

Tog afsked

På hospitalet sagde hun farvel til sin mor, og så tog hun hjem.

– Det hele var så uvirkeligt. Jeg havde endnu ikke givet mig selv tid til at sørge over min far, og så døde min stedfar, og så min mor. Jeg lukkede bare ned for det hele, forsøgte at undgå at tænke på det og i stedet bare være stærk. Tingene skulle klares alligevel, deres hus skulle ordnes, jeg var også bobestyrer for min far, og butikken, som jeg skulle være chef for, skulle snart åbne. Samtidig gik jeg fra min kæreste gennem 15 år, som jeg har børnene med, siger Bettina, som er mor til datteren Erikka, 14, og sønnen Patrik, 16.

Dortes urne blev sænket i jorden sammen med Finns. Hun blev 61 år.

– De sagde på sygehuset, at hun døde af en hjerneblødning, men også af et knust hjerte. Da de kørte hende forbi mig på båren derhjemme, kunne jeg se, at hendes hænder havde blå mærker og sår, og da jeg efterfølgende kiggede hen langs gangen, hvor hun havde ligget, så jeg mærker på væggen, så jeg tænker, at hun har forsøgt at afreagere ved at slå på væggen, siger Bettina om sin mors reaktion på mandens død.

Føler skyld

Der er nu gået fem år, siden Bettina mistede sine tre forældre. Det har taget hende nogle år at finde ro i at besøge dem på kirkegården, og hun er stadig plaget af skyld i forbindelse med sin mors bortgang.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke: ”Hvad nu, hvis jeg var gået hen til hende og havde lagt noget over hende?”, forklarer Bettina, som kun kan gisne om, hvorvidt det ville have gjort en forskel.

Uvisheden nager hende og gør det svært for hende at bearbejde sorgen. Bettina har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan give hende svar og en vished om, at de alle stadig er der et sted.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.