Du skal være mormor

Dianas mor havde ellers haft det godt aftenen før. De havde delt en pose slik og set Melodi Grand Prix sammen inde på moderens stue på Hvidovre Hospital, og 27-årige Diana Kalmar var gået hjem bagefter med troen på, at hendes mor snart ville blive udskrevet igen. Men et døgn senere døde hun.

– Hun havde ellers set mere frisk ud, end hun havde gjort længe. Der var ligesom mere liv i min mors øjne den lørdag aften – pludselig var hun død.

Knapt et år efter moderens død åbner Diana døren til det lille røde kolonihavehus i den gamle haveforening Islevdal i Glostrup.

Hun smiler og afslører ved forsigtigt at lægge sine hænder på maven en lille synlig bule. Diana er gravid og venter sit første barn sammen med kæresten, Mikkel.

– Lige dér manglede jeg min mor endnu mere: da jeg stod med den positive graviditetstest i hånden. Det ville jeg gerne have delt med hende, siger hun.

Diana voksede op i en stabil og tryg kernefamilie med far, mor og storebror. Forældrene havde et respektfuldt ægteskab, og da moderen begyndte at skrante, stod familien sammen. Og de rykkede endnu tættere sammen, da moderen fik diagnosen KOL (rygerlunger, red.) fem år før sin død.

– Jeg tror helt ærlig, at hun var mere syg, end vi anede. De sidste to år, hun levede, gik det for alvor ned ad bakke, siger Diana, der lige til det sidste passede sin mor.

Læs også: Rørende historier om afdødekontakt

Passede mor

Hun lavede god mad, selv om moderen sjældent havde appetit til at spise den. Hun insisterede på, at moderen stadig en gang imellem kom ud og fik frisk luft i haven, og så sov hun hos sin mor hver eneste aften. Det var også Diana, der ringede efter en ambulance og fik moderen indlagt for sidste gang.

Hun havde fået et anfald og hev efter vejret, men alligevel ville hun ikke have, at datteren ringede efter den.

Siden har Diana spekuleret på, om moderen på det tidspunkt selv ønskede at dø. At hun simpelthen ikke orkede mere efter i årevis at have kæmpet for at nå til alle barnedåber og konfirmationer i familien.

På et tidspunkt sendte Diana derfor en mail til Ude og Hjemmes clairvoyant Pia Neves de Brito og bad om hjælp til at komme i kontakt med sin afdøde mor. For at opnå en vis form for ro i sit sind og mærke moderens nærvær en sidste gang.

Nu sidder clairvoyanten over for hende på en spisebordsstol i kolonihavehuset og beskriver moderen, som hun aldrig har mødt.

En omsorgsfuld mor, der ikke var bange for at vise sin kærlighed. Hun kunne være stædig og bestemt – og de sidste år, mens hun levede, var hun mere skrap og sur, end hun havde lyst til at være.

Husk mig som jeg var

– I må huske mig, som jeg var, og ikke, som jeg blev, siger hun til Pia, der tydeligt kan mærke, hvor ondt Dianas mor havde det.

– Hun havde svært ved at få luft og slæbte rundt på et iltapparat. Åh, hvor var hun træt af det apparat, lyder det fra Pia, der ikke er i tvivl om, at moderen havde KOL.

– Hun har virkelig røget meget i sit liv, og jeg tror også, at hun havde lungekræft til sidst, så ondt som hun havde. Men hun forsøgte at skjule det for jer.

Pia fortæller også, at moderen ved, at Diana skal være mor. For moderen har sendt ham – og Pia afslører dermed, at det bliver en dreng. Det har skanningsbillederne dog endnu ikke kunnet vise.

– Jeg ville ønske, at jeg havde haft mulighed for at fortælle min mor, at jeg er gravid. Det betyder bare meget, og jeg vil helt sikkert komme til at ønske mange gange, at jeg stadig havde min mor, når jeg har født mit barn. Men nu ved jeg, at hun stadig følger med, selv om hun ikke er her, siger Diana.

Hun vil også gerne vide, om moderen kan høre hende, når hun taler til hende

– Ja, det kan hun, og hun glæder sig over, at du altid taler i nutid, som om hun stadig er ved siden af dig.

Diana smiler, for det er rigtigt. Hun taler aldrig i datid, fordi det føles så trist.

– Jeg taler til min mor hver eneste dag. Om alle de ting, vi plejede at tale om. Det hjælper mig i sorgen, siger Diana, der slet ikke behøver at stille det spørgsmål, hun allermest har brug for at få et svar på.

For moderen fortæller igennem Pia, at det er så dejligt, at alle smerterne er væk. Endelig efter alle de år har hun fået fred:

– Det gjorde rigtig ondt, men da jeg gav slip, forsvandt smerterne med det samme. Jeg håber, at I kan tilgive mig, men jeg orkede ikke mere.

Inden Pia igen slipper Dianas mor, fortæller hun, at hun har det godt, og at hun er sammen med sine forældre igen – og særligt gensynet med sin far har været godt, fordi de to havde et helt specielt forhold. De kunne skændes, så det bragede, men de var altid lige gode venner bagefter.

Dianas far, der har overværet seancen, nikker med et smil.

– Jo, det lyder som Ingelise, siger han så.

Har du lyst til at prøve clairvoyance? Book en session hos én af vores dygtige clairvoyanter