Jeg mistede to børn

Irene så politibilen på lang afstand, da den drejede op ad alléen til hendes arbejde på Hvedholm Slot. Hun vidste godt, at den ville komme, for kort forinden var hun blevet ringet op med beskeden om, at nogle betjente var på vej for at tale med hende.

Hvad det drejede sig om, vidste Irene dog ikke. Hun forestillede sig, at hendes 17-årige søn, Stefan, og 20-årige datter, Sandra, havde været involveret i en slåskamp, og at de nu sad i detentionen, efter at de havde festet sammen hele weekenden.

Irene gik betjentene i møde udenfor. Hun syntes, det var flovt, hvis morgenmadsgæsterne i slottets restaurant skulle se hende tale med politiet. ”Har du et sted, vi kan gå hen”, spurgte betjentene, som åbenbart ikke havde tænkt sig at forklare deres ærinde midt på slotspladsen.

Så en tåre på betjentens kind

Irene blev irriteret. Hun ville bare gerne have besked med det samme, uden at der blev gjort alt for stort et nummer ud af deres tilstedeværelse. For hvor slemt kunne det egentlig være? Så fik hun øje på en tåre, der løb ned ad den ene betjents kind.

Det var søndag den 15. marts 2009. 11 år siden. Men Irene husker hans skrækkelige ord til hende, som var det i går: ”Her til morgen er der sket en tragisk trafikulykke nede ved Hvidkilde Gods, hvor føreren af bilen var din søn Stefan René Frederiksen”, begyndte han.

Irene gik i stå. Hun forstod ikke, hvorfor betjenten talte i datid. Det gjorde han også, da han fortalte om bilens anden passager: ”Ved siden af sad en langhåret, lyshåret pige. Vi ved ikke, om det var Sandra, for der var ikke noget identitet på hende. Så vi er nødt til at have dig ned for at identificere hende på hospitalet”.

Betjentens ord ramte Irene som en hammer. Tidligere på morgenen – omkring klokken 6.40 – var en ubehagelig følelse pludselig skyllet ind over hende. Hun havde dog slået det hen og tænkt, at det nok skyldtes, at hun havde arbejdet for meget på det seneste. Nu vidste hun, at det var på præcis dét tidspunkt, at hendes børn havde mistet livet.

Filmen knækkede

- Og så knækkede filmen for mig, fortæller Irene Raagaard om den værste dag i sit liv.

Hun slog løs på betjenten, som havde overrakt hende den forfærdelige besked. Hun skreg og løb forvildet rundt om sig selv.

Betjentene nægtede at lade hende køre selv i den tilstand og eskorterede hende sikkert hjem, så hun sammen med sin mor og sin kæreste, Bjarne, kunne tage videre til Svendborg Sygehus for at se sine børn. De lå på hver deres stue. ”Er du klar”, spurgte en sygeplejerske, da Irene stod ved døren til den første stue, hvor Sandra lå. ”Bliver man nogensinde det”, svarede Irene og trådte ind.

- Min mor gik ved siden af, og Bjarne gik lige skråt bag mig. Så kiggede min mor over på sengen og sagde: ”Ja, det er Sandra-pigen”. Og så kiggede jeg og sagde: ”Ja, det er min smukke datter”. Og dér lå hun så helt fredfyldt og smilede. Hun lå bare og smilede, gentager Irene, stærkt bevæget.

- Og så skulle jeg ind og se Stefan bagefter. Jeg knækkede sammen ude på gangen, men fik samlet mig sammen og gik ind på stuen. Han lå fredfyldt, men fordi han var død med det samme, kunne man se på hans ansigtsform, at han vidste, det gik galt, fortæller Irene og efterligner sin søns forvrængede udtryk.

Var påvirkede

Den efterfølgende tid har hun svært ved at genkalde sig.

- Jeg gik med skyklapper på i tre-fire år efter, siger Irene, som havde svært ved at forstå, at det var endt sådan.

Blodprøver af hendes afdøde børn havde afsløret, at de begge var påvirkede af alkohol og stoffer. Irene vidste godt, at Sandra havde kæmpet med et stofmisbrug i sine sidste leveår som følge af et problematisk forhold til en fyr, men hun var netop brudt ud af forholdet og var flyttet hjem til Irene, fordi hun ønskede at lægge misbruget bag sig og starte på en frisk. At Stefan havde taget stoffer, kom endnu mere bag på hans mor.

- Det vidste jeg slet ikke. Han kiggede på mig med de største blå øjne og sagde: ”Det kunne jeg aldrig finde på”. Og det stoler man jo på som mor. Men han så op til sin søster og gjorde det samme. De var uadskillelige, siger Irene med tårer i øjnene.

Hun aner ikke, hvordan hun fandt styrken til selv at leve videre efter deres død. Men hun var nødt til det. Irenes tre andre børn, der var henholdsvis 13, 15 og 24 år, havde jo stadig brug for deres mor.

- Jeg prøvede at leve. Jeg følte, at mine børn sad på mine skuldre og sagde: ”Mor, du skal, du skal, du skal”. Og så tænkte jeg ved mig selv: ”Jeg gør det!”, fortæller Irene, som også fandt stor støtte i sin nye kæreste, Bjarne. Deres forhold var kun 14 dage gammelt, da tragedien ramte, men han blev ved hendes side, og i dag er de gift.

Fylder stadig meget

Savnet af Sandra og Stefan går dog aldrig væk. De fyldte begge to meget, da de levede, og det gør de stadig, 11 år efter deres død.

- De var nogle festaber, og de mangler virkelig, når vi er samlet i familien. De elskede livet begge to, og så var de gode mennesker, som altid var der for andre og ikke mindst for hinanden, siger Irene.

Nu ligger Sandra og Stefan begravet side om side på Horne Kirkegård. Irene vænner sig aldrig til at læse deres navne på gravstenen, og det bliver ikke nemmere af, at hun aldrig nåede at sige farvel. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan skabe kontakt til hendes børn og give hende den afslutning, hun så inderligt har brug for.

I videoen ovenover kan du se, hvordan Irenes seance med Selma Ambirk forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nært, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.

Blev du grebet af historien, og vil du høre andre fængslende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.