Afdødekontakt

Jeg nåede aldrig at møde min far

27. maj 2020 Af Anne Kristensen. Foto: Jesper Sunesen.
Emil var kun få dage gammel, da han første gang sad for foden af det store træ på Gyrstingevej. Hans mor tog direkte fra fødegangen ud til træet og placerede sin nyfødte søn i autostolen på præcis samme sted, hvor hans far fem måneder forinden havde mistet livet.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Mindst én gang om ugen besøger 21-årige Emil Klinke et træ på Gyrstingevej i udkanten af Ringsted. Træet ligner til forveksling de mange andre, der står langs den snoede landevej med få meters afstand. Men det skiller sig alligevel ud på den værst tænkelige måde. Det var træet, som Emils far blev dræbt imod.

– Det giver mig en form for ro at komme her, for det er min lille mulighed for at lære ham lidt at kende. Jeg føler, at jeg kan snakke med ham her, fordi det var her, han var sidste gang, forklarer Emil.

Han nåede aldrig at møde sin far, Michael Lykke Kock, som på tragisk vis mistede livet, fem måneder før Emil blev født. En mørk novemberaften i 1998 bragede han ind i vejtræet med sin bil og blev dræbt på stedet – kun 23 år gammel.

Minder om sin far

– Jeg har hørt rigtig mange gode historier om ham, og jeg har altid fået at vide, at jeg minder om ham, og at jeg ligner ham. Så jeg har altid på en måde set op til en mand, som jeg aldrig har mødt. Det har været svært at forholde sig til. I alle årene har jeg jo savnet en, jeg ikke kender. Sådan noget som store dage kunne det have været fedt at vise folk, at jeg har en far, siger Emil bevæget.

Hans mor, Henriette Klinke, 52, glemmer aldrig den frygtelige dag, hvor hun fik beskeden om sin forlovedes død.

– Da klokken er lidt i otte om aftenen, får jeg en utrolig uro i min krop. Sneen begynder stille og roligt at falde, og jeg begynder bare at skrige. Kort tid efter bliver der banket på døren, og det er politiet. De spørger, om jeg kender Michael. Og så siger de, at han er kørt galt, og at han er afgået ved døden. Jeg kunne slet ikke fatte det. Der gik faktisk et par år, før jeg holdt op med at tænke, at han kommer ind ad døren. Det var nødt til at være forkert. Og jeg ønskede bare, at jeg havde været med.

Et drømmebarn

Men Henriette var nødt til at kæmpe videre – ikke mindst på grund af det barn, som voksede sig større og større i maven på hende.

– Emil var vores ønskebarn, og vi glædede os sådan til at få ham. Det gør ubeskriveligt ondt, at Emil aldrig nåede at møde sin far. Jeg havde min kammerat og min veninde med til fødslen, og på det tidspunkt var jeg så presset og langt ude af sorg, så jeg kan ikke fortælle præcis, hvad jeg tænkte, for alting skete bare. Jeg følte lidt, at jeg stod og så på en film, der bare fløj forbi.

Da Emil kom ud, lignede han sin far som to dråber vand, husker Henriette.

– Jeg elskede jo bare den her lille skabning – og samtidig gjorde han så ondt at kigge på. Jeg tænkte meget over, hvad jeg skulle sige til ham, og hvornår det var rigtigt at sige, hvad der var sket. Men jeg blev enig med mig selv om, at der ikke var noget rigtigt tidspunkt, så da jeg kørte fra sygehuset, tog jeg Emil i autostolen og satte ham ned lige præcis dér, hvor Michael var blevet fundet. Det skulle aldrig være en hemmelighed for ham, hvem hans far var.

Har brug for svar

Sorgen over Michaels bratte og alt for tidlige død vejer stadig tungt hos både Henriette og Emil, som aldrig har fået en præcis forklaring på, hvorfor han kørte galt. Dagen efter kunne man på forsiden af Dagbladet Ringsted læse, at han formentlig havde mistet herredømmet over bilen i det glatte føre, men den egent-lige årsag til ulykken er aldrig blevet fastslået.

– Når man ikke får nogen svar, er det svært at slutte det af, siger Henriette, som derfor har kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan skabe kontakt til Michael og give hende og sønnen den afslutning og de svar, som de aldrig fik.

I videoen ovenover kan du se, hvordan deres seance med Selma forløb.

Få en seance med Selma

Ønsker du kontakt med en afdød, der stod dig nær, og vil du have Selma Ambirks hjælp til at skabe kontakten? Så send en mail til [email protected] med dine kontaktoplysninger. Skriv også kort, hvem du ønsker kontakt til.

Seancen vil foregå hjemme hos dig, og den er gratis. Du skal dog være indforstået med, at der bliver lavet en artikel om seancen til Ude og Hjemme samt videooptagelser til brug på vores hjemmeside i forbindelse med Selmas besøg.

Blev du grebet af historien, og vil du høre andre fængslende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.

For at kunne vise dig dette indhold, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sponsoreret indhold