Lissis sorg: Jeg har mistet to sønner

Fra sin plads i ambulancen kan Lissi se de hvide striber på vejen forsvinde én efter én under hjulene. Hun føler, at alt foregår i slowmotion, men sandheden er, at chaufføren har speederen i bund, og bag ham kæmper redderne en hektisk kamp for et ungt menneskes liv: Lissis 21-årige søn, Danni.

”Ikke stødbar”. ”Ikke stødbar”. Den metalliske stemme fra hjertestarteren blander sig med pibelyden fra briksen, som giver efter, hver gang redderne trykker deres hænder ned mod Dannis bryst for at få hans hjerte i gang igen. Metalstemmen afslører, at der ikke er mere at gøre.

Lissi stirrer tomt ud på marken i horisonten. Hun har lyst til at flå bagdøren op, kaste sig ud af ambulancen og løbe langt væk fra det mareridt, hun befinder sig i. Men hendes krop er lammet. Det eneste, hun kan, er at gentage to ord for sig selv. ”Ikke igen!”.

Ikke første gang

Det var ikke første gang, Lissi mistede en søn. Tolv år forinden sov den blot 7-årige Torben ind i hendes arme. Han var multihandicappet, efter at han fire måneder gammel blev ramt af meningitis.

– Men det ændrede ham ikke som person. Både før og efter han blev syg, var han den mildste og roligste lille fyr. Så længe han var mæt og havde en tør ble, brokkede han sig aldrig, selv om han var igennem alverdens operationer. Han var 90 procent blind, spastisk lammet og havde kramper hver dag, som vi forsøgte at styre med stesolid. Når vi ikke kunne det, var det af sted til Herning sygehus. Der var vi nærmest mere end herhjemme, siger Lissi Lauritsen fra Struer.

Med et kærligt smil på læben mindes hun de mange gode øjeblikke, de trods alt nåede at få sammen. Deres ture til varmtvandsbassinet i Holstebro. De hyggelige stunder derhjemme, hvor hun trænede med ham eller sang hans yndlingssange fra ”Smølferne” for ham.

Døde på søsters fødselsdag

Den 7. august 1996 – på sin lillesøster Louises to års fødselsdag – bukkede Torbens krop under. Han havde lungebetændelse, men det var ikke noget, der gav anledning til bekymring, da han havde haft det så mange gange før.

– Vi havde gæster den dag, og Torben sov mere eller mindre hele tiden. Jeg tog ham op i kørestolen og tilbød ham noget at spise, men han var bare træt, den lille mand, så jeg puttede ham igen, husker Lissi og fortsætter:

– Da de sidste gæster var kørt, gik jeg ind for at kigge til ham, og da trak han vejret langsommere og langsommere. Jeg flåede ham op af sengen og ringede 112. Men han døde i mine arme.

Forstod det ikke

Der gik lang tid, før Lissi helt forstod, at Torben var væk.

– Hans værelse stod bare tomt, og jeg ville ikke have, at nogen rørte hans ting. Hans kørestol var der stadig, og jeg vaskede hans vasketøj, for i mine tanker var han på tur og kom jo hjem igen, siger hun, mens tårerne løber ned ad hendes kinder.

I dag har Lissi stadig svært ved at se på billederne fra Torbens begravelse. Hun har indset, at han ikke er her mere, men i hendes øjne skal en kiste ikke være så lille, og forældre skal ikke bære deres børn til graven. Når sorgen er tungest, trøster hun sig med, at hun var ved hans side, da han trak vejret for sidste gang.

– Jeg havde aldrig tilgivet mig selv, hvis han havde ligget alene i sin seng, mens jeg sad inde ved gæsterne, siger hun stille.

Den 30. juli 2008 blev hendes sidste dag med Danni.

– Vi var sammen hele dagen, og det var en dejlig dag. Der var 30 grader, og vi var på strøgtur i Holstebro, gik tur ved havnen i Struer og var på kirkegården for at lægge blomster til Torben. Det sidste, han sagde til mig, da han tog hjem til sin lejlighed klokken 20, var: ”Vi ses i morgen, Mulle”... Det gjorde vi også, men ikke på den måde, jeg regnede med, siger Lissi berørt og holder en pause, inden hun genfortæller, hvad der siden skete.

Blev fundet livløs

På vej hjem til sin lejlighed var Danni stødt på en kammerat. De tog sammen hjem til Danni, og kammeraten var hos ham i en time, inden de tog afsked og aftalte at tage ud at fiske dagen efter. Ved midnatstid passerede to af Dannis andre venner hans lejlighed og så, at lyset stadig var tændt hos ham.

– De gik ind for at sige hej til Danni, og der blev han fundet livløs. Hvad der er sket i de tre timer fra klokken 21 til 24, ved jeg ikke. Der blev bare ringet hjem til mig med besked om, at jeg skulle komme derhen, og da holdt ambulancen der allerede, siger Lissi og ryster på hovedet.

Hun har aldrig fået at vide, hvad Danni døde af. Obduktionen afslørede ikke andet, end at han havde opkast i svælget og lungerne. Da ambulancen ankom til Holstebro hospital, blev han erklæret død.

– Jeg tænkte: ”Det kan ikke passe! Det er ikke mere end fem timer siden, vi kom hjem fra vores gåtur på havnen”. Vi havde været sammen hele dagen, og han virkede ikke syg. Han havde været træt det sidste stykke tid, men det eneste, han klagede over den dag, var varmen.

For Lissi er uvisheden lige så uudholdelig som sorgen.

– Jeg tænker på det hver eneste dag. Det sidste, der løber igennem mit hoved, før jeg lukker mine øjne om aftenen, er: ”Er det i morgen, jeg får svar?”.

Lissi fortæller, at Danni var lige så mild og god som sin lillebror.

– Danni var en fantastisk søn og storebror. Han var blød som smør, og det eneste, der kunne gøre ham gal, var, hvis man ikke behandlede hans familie ordentligt.

Mystiske tegn

Lissi var skilt fra Dannis og Torbens far, Flemming, men de bevarede et godt forhold, indtil han i 2000 døde af betændelse i bugspytkirtlen som blot 36-årig. Hun giver sin nuværende mand, Peter, deres to fælles børn, Louise, 28, og Jakob, 20, samt børnebørnene, Viktor, 6, og Ida, 1, æren for, at hun stadig står oprejst i dag.

– Hvis jeg ikke havde haft dem, havde jeg ikke været her i dag. Jeg går rundt med en klump i maven konstant. Det giver ingen mening, at jeg skal gå på kirkegården og se mine sønners navne på en gravsten.

Efter sønnernes død har Lissi oplevet, at der sker mystiske ting i hjemmet. Persiennerne i køkkenet bevæger sig uden grund. Lyset i stuen dæmper sig af sig selv. Bruseren tænder, døre lukker, og stikkontakter slukker ud af det blå. En aften så hun en silhuet i sit soveværelse, og hun oplever ofte, at der bliver iskoldt omkring hende, og at billeder af Danni pludselig falder ned.

Først troede hun, at hun bildte sig selv noget ind, men så begyndte Jakob og Louise også at lægge mærke til tegnene. Da Louise stadig boede hjemme, hørte hun og kæresten, Rasmus, tydelige skridt på kældertrappen, selv om de var alene i huset. Jakob, der nu har sin storebrors guitar hængende på sit værelse, har hørt den spille umotiveret, og hans fodboldmedaljer på væggen har bevæget sig, som om nogen har strøget fingrene hen over dem.

Ønsker kontakt

Lissi tager oplevelserne som et tegn på, at hendes sønner stadig er omkring hende, men hun ønsker at få det bekræftet. Hun har derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, i håbet om, at Selma kan fornemme, om Danni og Torben er i nærheden. Lissi håber samtidig, at Selma kan sige noget om Dannis dødsårsag.

Jakob ønsker også at deltage i seancen. Han var kun seks år, da Danni gik bort, og han nåede aldrig at møde Torben.

– Jeg vil gerne i kontakt med mine brødre, for jeg har ingen minder om Torben og kun få med Danni. Jeg husker, at vi fangede krabber sammen, og at han købte legetøj til mig. Vi var meget tætte. Han var både min sjove storebror og min bedste kammerat, og jeg så op til ham og syntes bare, at han var en bror i verdensklasse. Nu bliver jeg snart 21 år, og det er hårdt at tænke på, at det var den alder, Danni gik bort, siger Jakob.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.

I podcats-serien “Afdødekontakt” kan du lytte med, når clairvoyant Selma Ambirk tager os med bag sine seancer og fortæller, hvordan hun kommunikerer med de døde. Lyt i din foretrukne podcast-app.