Brev til Anne-Marie: Min far skal dø

Kære Anne-Marie
Jeg ved, at min far skal dø. Han har kræft, og jeg er så ulykkelig over det. Lægerne siger, at der ikke er mere, de kan gøre. Jeg forstår det ikke, for han er ikke så gammel.

Gal på Gud

Jeg er 23 år og bare så ked af det. Jeg prøver ikke at vise ham det, for så bliver han også ked af det. Vi har talt om, at vores sidste tid sammen skal være positiv, og at vi skal grine og have det sjovt. Men det kan jeg slet ikke.

Jeg har en bror, som er bedre til at være i det. Det gælder også min mor, og jeg forstår ikke, hvor de finder overskuddet.

Jeg er også gal på Gud – eller hvem der sidder deroppe! Hver morgen håber jeg, at det er noget, jeg har drømt.

Kan du se, hvordan jeg finder overskud til at være glad, når vi er sammen, selv om jeg har lyst til at græde? Kan du fortælle mig meningen med, at han skal dø fra mig?

Hilsen Den ulykkelige

Vær tro mod dine egne følelser

Kære Ulykkelige
Hvor gør det mig ondt, at du i så tidlig en alder skal sige farvel til din far. Jeg mistede selv min far, da jeg var ung. Meningen var svær at få øje på, og jeg kan godt forstå, du er gal på Gud.

En dag vil du måske finde en form for mening eller i hvert fald accept. Det har jeg selv gjort, og det handler blandt andet om, at jeg tror, jeg er blevet en bedre rådgiver af selv at have oplevet sorg og udfordringer i mit liv. Men her og nu kan det være svært at få øje på en højere mening med sygdom og død. Det tror jeg heller ikke, du skal søge nu.

Når du er sammen med din familie, skal du være dig selv, og har du lyst til at græde, skal du græde. Din familie skal ikke styre, hvad du skal føle. De har en anden tilgang, men det kan du ikke bruge til noget.

Jeg forstår godt, at det ikke skal være sørgeligt det hele, for din far føler måske ikke, at han får noget ud af resten af sit liv, hvis han sætter sig i en stol og græder. Det er vigtigt, at han gør, hvad han tænker, er rigtigt.

Nu skriver du ikke, hvor lang tid din far har tilbage, og det er der heldigvis heller aldrig nogen, der kan sige præcis. Mit bedste råd til dig må være, at du skal være tro mod dine egne følelser.

Jeg vil samtidig anbefale dig og din familie at kontakte Kræftens Bekæmpelse, der har mange muligheder for at støtte. Jeg sender dig og din familie styrke og ønsker jer alt det bedste. Du er altid velkommen at skrive til mig igen.

Kærlige tanker fra Anne-Marie