Mellem himmel og jord

Brev til Anne-Marie: Min mand skælder mig ud

18. april 2021
Foto: Panthermedia
Bettina er træt af sin mand, fordi han skælder hende ud – blandt andet når hun efter hans mening bruger for mange penge. Hun vil vide, om clairvoyante Anne-Marie har et godt råd til hende. Anne-Marie er dog på Bettinas mands side … Er du enig?

Kære Anne-Marie
Jeg føler, at min mand opdrager på mig, og det er jeg ved at være rigtig træt af. Han skælder mig nærmest ud, og det begynder at gå mig på.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det handler ofte om vores økonomi, som han styrer. Det betyder, at han kan se, hvad jeg køber, og han skælder mig ud, hvis jeg bruger for mange penge. Han kan også finde på at bebrejde mig, at jeg ikke tager mig nok at min søn. Det er ikke hans barn, og jeg synes ikke, han har ret til at blande sig.
Problemet er, at vi bor i hus, og det er ikke nemt bare at flytte. Jeg skal også tage hensyn til min søn. Hvad tror du, der kommer til at ske i mit liv? Har du et godt råd til mig?

Kærlig hilsen Bettina

Kære Bettina
Jeg tror, at det, du kalder skældud, i virkeligheden handler om, at din mand prøver at banke noget fornuft ind i dit hoved. Jeg har en stærk fornemmelse af, at du ikke har styr på din egen økonomiske formåen og derfor også bruger løs hans penge.
Dernæst vil jeg give din mand ret i, at du ikke tager ansvar for din søn. Du lader drengen gøre, som han vil, og sætter ingen grænser. Det går ikke.
Du skal være glad for, at din mand ikke for længst har smidt dig og din søn ud, for jeg fornemmer, at I bor i hans hus.
Enten skal du vågne op og se virkeligheden i øjnene, ellers må du og din søn flytte. Valget er dit, men du får ikke meget medynk fra mig. Som sagt tror jeg, det er dig, der er helt galt på den.

Kærlig hilsen Anne-Marie

Sponsoreret indhold