Jeg har en veninde, som jeg har kendt i 40 år, og vi har altid været pot og pande. Desværre er hun meget syg af Alzheimers, og det betyder, at vores samtaler går i ring, og hun fortæller det samme igen og igen.

Heldigvis har hun verdens sødeste mand, som passer på hende, selv om jeg kan mærke, hendes sygdom er en stor sorg for ham. Jeg bliver drænet af at være sammen med hende, men omvendt bliver hendes mand glad, når jeg kommer på besøg, fordi det aflaster ham. Hun ringer tit og spørger, om jeg kigger forbi. Men jeg er heller ikke helt ung længere, og jeg kan ikke holde til det. Jeg har børn og børnebørn, som jeg også gerne vil være noget for.

Efter min mening burde hun på plejehjem, men det vil hun ikke, og hendes mand nænner det ikke. Kan jeg tillade mig at trække mig en smule? Jeg vil bestemt ikke miste min veninde, men jeg kan ikke længere stille op, som jeg plejer. Hvordan skal jeg få det sagt?

Question

Jeg har en veninde, som jeg har kendt i 40 år, og vi har altid været pot og pande. Desværre er hun meget syg af Alzheimers, og det betyder, at vores samtaler går i ring, og hun fortæller det samme igen og igen.

Heldigvis har hun verdens sødeste mand, som passer på hende, selv om jeg kan mærke, hendes sygdom er en stor sorg for ham. Jeg bliver drænet af at være sammen med hende, men omvendt bliver hendes mand glad, når jeg kommer på besøg, fordi det aflaster ham. Hun ringer tit og spørger, om jeg kigger forbi. Men jeg er heller ikke helt ung længere, og jeg kan ikke holde til det. Jeg har børn og børnebørn, som jeg også gerne vil være noget for.

Efter min mening burde hun på plejehjem, men det vil hun ikke, og hendes mand nænner det ikke. Kan jeg tillade mig at trække mig en smule? Jeg vil bestemt ikke miste min veninde, men jeg kan ikke længere stille op, som jeg plejer. Hvordan skal jeg få det sagt?

Mange knus og tanker fra Anne-Marie · Accepted Answer

Åh, hvor må det være svært at se, at ens kære veninde bliver mere og mere dement, og fornemme, at jeres fællesskab glider ud. Det er også en sorg for dig, ikke kun for hendes mand.

Du kan sagtens tillade dig at trække dig, for du skal ikke brænde ud. Jeg synes, du skal tale med hendes mand og sige ærligt, at du ikke magter så meget mere. Det tror jeg, han har forståelse for, og jeg fornemmer desværre også, at det nok går meget hurtigt ned ad bakke med din veninde. Hun vil snart flytte på plejehjem, og der vil du kunne besøge hende, når du har overskud til det. Det vil blive nemmere både for dig og for hendes mand, selv om det stadig gør ondt at opleve demens.

Jeg er ikke læge, og jeg kan ikke forudsige, hvordan det kommer til at gå din veninde, men som sagt tror jeg ikke, det trækker meget ud. Begynd med samtalen med hendes mand, og derefter kan du besøge din veninde i det omfang, du kan overkomme det.

Jeg har ikke overskud til min demente veninde

Kære Anne-Marie

Demens og personlighedsændring: Vi kunne slet ikke kende vores far

Kære fru Larsen

Flere svar

Vores søn svigter sin fødegård

Datterens kæreste er flyttet ind

Veninder på ferie: Jeg vil have mit eget værelse

Ballade om bidrag til konfirmationen

Fjeren er en hilsen til bruden

Min søn vil være en pige

Rengøringshjælp til psykisk syg mor

Skal vi flytte til Spanien eller ej?

Mest læste

Fars arv smuldrede: Hvorfor er min tvangsarv kun 1/64 af formuen?

Den ferie glemmer vi helst

Kan samtykke til uskiftet bo fortrydes?

Maja fik en fødselsdepression

Skilsmisse og bodeling: Snydt af eksmanden