Anita lærte at lade sine bekymringer være: Jeg slap angsten

Fra 2007 til 2012 væltede ulykkerne nærmest ind i Anitas liv. Hun mistede sin veninde til kræft, og nære familiemedlemmer blev ramt af alt lige fra hjerneblødninger, ufrivillige aborter og kræft.

Anita Hass var på sidelinjen under alle tragedierne, og i maj 2013 var det hende selv, der lagde krop til endnu en traumatisk oplevelse, da hun pludselig uden varsel fødte sin datter to en halv måned for tidligt. Den lille pige vejede ikke meget mere end en liter mælk, og lægernes ord var skræmmende.

“Vi håber det bedste for din datter, men vi ved ikke, om hun overlever.”

Kunne ikke slippe frygten

Heldigvis brød den lille pige alle statistikkerne. Hun tog på og klarede sig godt, og inde på neonatalafdelingen kunne Anita og hendes mand ånde lettet op. 

Problemet var i virkeligheden ikke Anitas datter. Problemet var al den sorg og frygt, som livet havde budt Anita i løbet af få år, og som hun nu ikke kunne slippe. Tankerne om, hvor galt alting kunne gå, fyldte hende konstant, og hun så katastrofer alle steder.

“Hvad nu, hvis min datter var død?” tænkte hun blandt andet.

Lignede en, der havde styr på livet

Hvad der foregik inde i Anita, var der ingen, der vidste. Godt nok blev hun undersøgt for, om den alt for tidlige fødslen havde givet hende en fødselsdepression, men det mente man ikke. Måske fordi Anita var ekstremt god til at smile, tale og holde facaden. Og måske fordi hendes flugt fra de forfærdelige tanker bestod i at holde pinlig orden omkring sig, så hun lignede en kvinde med styr på sig selv og livet.

Oprydning var en flugt

Inde på hospitalsstuen kunne man jævnligt se hende stå og arrangere mælkeflaskerne i en pæn og lige række, og da familien kom hjem, sørgede hun også for en sirlig orden i hvert et hjørne og på alle hylderne i klædeskabene.

– At rydde op og holde orden var min flugt væk fra tankerne, siger Anita, som selvfølgelig ikke kunne blive ved med at rydde op og flygte. Tankerne kom altid tilbage. “Med 120 kilometer i timen,” som hun siger. Og de begyndte at påvirke hendes hverdag.

Bange for at køre bil og være sammen med mange mennesker

– Pludselig turde jeg ikke sådan en helt almindelig ting som at køre bil. Jeg skulle virkelig tvinge mig selv til det. Jeg kunne heller ikke holde ud at være steder med mange mennesker, og jeg syntes, Føtex var et forfærdeligt sted med alt for meget rod og lys.

Frygtede især sygdom og død

– Det var især sygdom og død, som mine tanker drejede sig om, og jeg var symptom-rytter. Det var ikke sådan, at jeg ustandseligt rendte til lægen. Det hele foregik bare i mit hoved, siger 40-årige Anita, som efterhånden fik fysiske sygdomstegn af bekymre sig.

Når hun grublede for længe over noget, kunne hun nemlig mærke en trykken for brystet samtidig med, at hun blev svimmel og svedte. Med andre ord: Anita fik angst af de bekymringer, der hele tiden meldte sig. Men hun var overbevist om, at det var en lidelse, som hun bare skulle lære at leve med.

Gik fra psykologen som et nervevrag

Allerede i 2011 prøvede hun nemlig uden held at slippe sin angst med en mindre dosis medicin og gennem traditionel kognitiv terapi. Dengang kom hun hos psykologen igennem tre måneder, hvor alle hendes tanker og bekymringer blev vendt og drejet. Men det ændrede ikke noget. Tværtimod.

– Jeg gik derfra som et nervevrag hver gang, fordi jeg havde talt om alt det, jeg var bange for. Jeg gennemlevede ligesom det hele igen, siger Anita, som droppede terapien og håbet om at leve uden sin angst.

Skulle lære at styre sine tanker

I hvert fald indtil hun ved et tilfælde i 2019 hørte om “metakognitiv terapi.” En terapiform, som helt enkelt går ud på, at man skal lade være med at gruble over sine bekymringer. Jo mindre tid, du giver dine bekymringer, jo bedre vil du få det. Lidt ligesom med et sår på armen. Jo mindre du piller i det, jo hurtigere vil det hele.

– Jeg tænkte, at det lød for godt til at være sandt, og jeg troede heller ikke på, at jeg selv kunne styre min tanker. Det var jo det, der var problemet. De kørte bare derud af, uden jeg havde kontrol over dem, husker Anita, som alligevel valgte at give det et forsøg. På det tidspunkt havde hun det nemlig så dårligt, at hun var klar til at gøre hvad som helst for at få lidt ro i hovedet.

Kæmpede en indre kamp

– Det var ikke sådan, at jeg hang i et træ klar til at gøre det af med mig selv, men jeg kæmpede konstant en indre kamp, og jeg levede slet ikke i nuet.

– Overraskende hurtigt lærte jeg at lade mine tanker være. Jeg kunne faktisk godt selv styre, om jeg ville gruble eller ej, og det gjorde, at min angst efterhånden blev mindre, siger Anita, som også blev anbefalet at indføre en “bekymringstid.” Hendes lå mellem klokken 19.30-20, og når hun i løbet af dagen fik en ny bekymring, skulle hun lade den ligge til “bekymringstiden”.

– Men sjovt nok var de fleste bekymringer væk, når klokken blev 19.30. Eller også havde jeg bare glemt dem, siger Anita, som i dag har fået langt mere ro i hovedet. Og mere rod omkring sig og i hjemmet.

Mere glad og nærværende

Hun har nemlig ikke længere brug for at rydde op for at flygte fra tankerne, så i dag kan sengen stå uredt, og det er ikke alle tøjbunker, der er lige sirlige.

– Min mand siger også, at jeg er meget mere glad og nærværende. Han kan virkelig mærke det på mig. Før levede jeg nærmest i en boble.

Googler ikke sygdomme mere

Der kan selvfølgelig stadig opstå bobler. Livet er jo fuld af udfordringer og triste beskeder for eksempel om sygdom i omgangskredsen. Den slags fjerner metakognitiv terapi selvfølgelig ikke. Og hvis der kommer for meget uventet eller ubehageligt på én gang, kan Anita da også mærke et pres. Men hun går ikke længere straks ind og googler sygdomme, og hun mærker heller ikke den der sitrende angst mere.

– Det er helt sikkert det bedste, jeg nogen sinde har gjort for mig selv.”