Sådan forebygger du tandkødsbetændelse

Masser af danskere har tandkødsbetændelse og tandsten. Uden behandling er der risiko for, at tandkødsbetændelsen spredes til de dybereliggende væv omkring tandrødderne, og i værste fald bliver tænderne løse og falder ud.
Parodontitis kaldes tilstanden, selv om du måske bedre kender ældre betegnelser såsom parodontose eller paradentose. Halvdelen af alle 50-årige har grader af de løse tænders sygdom, som den også kaldes.
Betydning for kroppen
Parodontitis skal behandles af tandlægen og forebygges ved at få styr på tandkødsbetændelse. Det er vigtigt, for mundens sundhed betyder ikke blot noget for tænder og tandkød, men også for resten af kroppen.
Der er klar sammenhæng mellem parodontitis og tilstande såsom åreforkalkning, blodprop i hjertet, hjerteklapbetændelse og slagtilfælde. Også ved flere kræftformer, type 2-diabetes, leddegigt, luftvejsproblemer og graviditetsproblemer kan svær tandkødsbetændelse være med til at forværre problemerne.

Blå, rød, grøn, gul og lilla: Regnbuemad beskytter hjertet
Øger risikoen for sygdomme
En dansk undersøgelse sammenlignede 17.691 personer med parodontitis med en kontrolgruppe på 83.003 personer og fandt, at parodontitis synes at øge faren for hjerte-karsygdom. En anden undersøgelse fulgte 8.275 personer fra 60-årsalderen og 18 år frem. Dem med svær tandkødsbetændelse havde 22 procent oftere tegn på demens.
Også kræft i tyktarmen kan være en risiko, for da forskerne fulgte 42.486 personer gennem flere årtier, havde dem med svær tandkødsbetændelse 17 procent oftere polypper, altså udvækster, i tyktarmen, som kan være forstadium til kræft.
11 gode råd til sund mundhygiejne
- Det er altafgørende at børste tænderne grundigt. Vær omhyggelig og systematisk, så du får alle tænder og tandflader med. Også overgangen mellem tand og tandkød skal børstes.
- En elektrisk tandbørste kan være en fordel og er ofte nemmere at anvende end en almindelig tandbørste.
- Tandstik og tandtråd fjerner madrester og bakterier mellem tænderne.
- Du kan have glæde af mellemrumsbørste til at holde rent mellem tænderne. Det er en blød gummistick, som skånsomt renser mellem tænderne.
- En anden mulighed er en solobørste, som anvendes til mellemrummene, svært tilgængelige områder og de bagerste kindtænder.
- Brug tandtråd flere gange om ugen for at rense de steder, hvor tandbørsten har svært ved at trænge ind.
- Tænder og tandkød skal regelmæssigt efterses hos tandlægen og formentlig have en tandrensning.
- Sund mad er med til at holde tandkødet rask. Da forsøgspersoner med tandkødsbetændelse i et forsøg spiste antiinflammatorisk mad med masser af planter og fisk, blev deres tandkød sundere i forhold til en kontrolgruppe.
- Rygning ødelægger mundens immunforsvar, kan forværre tandkødsbetændelse, og dræber mundens gode bakterier, som ellers beskytter mod de farlige.
- Er du kommet op i årene, så vær særlig opmærksom på tandhygiejnen. For da får vi igen flere huller.
- Flere typer medicin har mundtørhed som bivirkning. Uden spyt i munden får de skadelige bakterier bedre vilkår til at sprede sig. Apoteket kan hjælpe med, hvordan du bedst løser problemet.
