Slankekure

Suppekuren: Dorthe tabte seks kilo på tre dage

19. januar 2022 Af ​​Vibeke C. Larsen Foto: Kaspar Wenstrup
Dorthe Kring testede Ude og Hjemmes suppekur i tre dage, og resultatet taler for sig selv – seks kilo blev det til. Dorthe har fået nye vaner og kickstartet sit vægttab.

Dorthe kan næsten ikke tro sine øjne, da hun træder op på Ude og Hjemmes vægt. Hun vejer seks kilo mindre, end da hun blev startvejet forud for Ude og Hjemmes suppekur for tre døgn siden. Dengang viste vægten 117, nu står der 111 kilo.

– Det er helt vildt, jeg er meget glad. Det er første gang, jeg har tabt mig så meget så hurtigt, smiler 52-årige Dorthe Kring, der bor sammen med sin kæreste, Kim, i landsbyen Skræ i nærheden af Silkeborg.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Nem at følge

I tre dage har hun levet af en vegetarisk suppe, som blandt andet består af ingefær, butternutsquash og stegte kikærter.

– Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville blive sulten, men suppen mætter godt, så jeg har ikke følt sult og har haft nok energi, siger Dorthe, der er bogholder.

Hun kogte suppen den første dag og opbevarede den i bøtter, så den var nem at varme i mikrobølgeovnen. Før servering anrettede hun den med kikærter og persille.

– Suppen var nem at tilberede, og den så flot ud, når den blev serveret. Det betyder meget, for jeg spiser også med øjnene, siger Dorthe.

Til morgenmad kunne hun vælge mellem omelet med avocado eller en smoothieskål med skovbær, kokosflager og mysli.

– Jeg har ikke spist morgenmad i 20 år, for jeg har normalt ikke meget appetit om morgenen, men det har været en god start på dagen at spise morgenmad, så det er noget, som jeg vil holde fast i, siger Dorthe.

Ofte hopper hun også frokosten over, så hun reelt kun får ét måltid om dagen.

– Til gengæld har jeg været slem til at køre slik ind om aftenen. Jeg har en svaghed for lakridser, og dem har jeg spist mange af, fortæller Dorthe.

Nye vaner

Den første aften savnede hun sine lakridser, men de efterfølgende aftener var behovet forsvundet.

– Suppekuren har fjernet min trang til lakridser. Det kan da godt være, at jeg skal have et par enkelte, men jeg behøver ikke køre dem ind, siger Dorthe bestemt.

Under suppekuren har hun spist tre måltider om dagen, hvor frokost og middag bestod af suppe.

– Min kæreste har været meget støttende. Vi har ikke lavet mad eller spist samtidig, så jeg ikke blev fristet af hans mad, siger hun.

Normalt drikker Dorthe meget Coca-Cola Zero, men under kuren har hun primært drukket vand eller danskvand med citrus.

– Det er så nemt at drikke vand, for det er bare at åbne hanen, så det vil jeg holde fast i. Det er faktisk utroligt så hurtigt, man kan lægge en vane om, men det er nok, fordi jeg de sidste tre dage er blevet mere bevidst om mine vaner, konstaterer hun.

Mobbet som barn

Dorthe lider af den kroniske bindevævssygdom Ehlers-Danlos syndrom, som blandet andet viser sig som træthed og smerter i kroppen.

– Hele min barndom fik jeg at vide, at jeg var doven og dum, fordi der var så mange ting, jeg ikke kunne overskue, fortæller hun.

Dorthe fik diagnosen i 1998 efter fødslen af sit andet barn.

– Jeg havde kæmpet i seks år for at få en diagnose, så det var rart endelig at få at vide, at det ikke var mig, der var tosset eller hypokonder. Jeg havde håbet, at der fandtes en rød pille, som kunne gøre mig rask, men det er der desværre ikke, siger hun.

Sygdommen betyder, at Dorthe ikke kan dyrke motion på grund af smerter, og det har gennem årene påvirket hendes vægt.

– Jeg har altid været buttet og blev moppet i skolen med min vægt. Da jeg blev gravid, tog jeg 40 kilo på, som jeg havde svært ved at smide, fortæller hun.

Alderen har heller ikke gjort det nemmere at tabe sig.

– Jeg har altid haft en flad mave, men da jeg blev 40, var det, som om elastikken sprang, og min talje forsvandt, siger Dorthe.

Hun har gennem årene prøvet et utal af kure uden det store held, men efter at have fået kickstartet sit vægttab af Ude og Hjemmes suppekur er hun topmotiveret til at lave den livsstilsændring, der skal til for at opnå et varigt vægttab.

– Jeg har ikke den tyngde i kroppen, som jeg plejer at have. Jeg føler ikke længere, at der er noget, der holder mig nede. Suppen har virket meget udrensende, så jeg tror, at jeg har fået alle affaldsstofferne ud af systemet, forklarer hun. Opskriften på suppekuren gemmer Dorthe.

– Jeg kunne bestemt godt finde på at bruge den igen. Suppen smagte godt, men jeg skal lige have en pause fra ingefær, griner hun.

Dorthe har tjent 6.000 kroner på sit flotte vægttab, og hun har allerede besluttet, hvad pengene skal bruges til.

– Vi måtte sige farvel til to hunde i 2020, og det var virkelig hårdt. Nu glæder jeg mig til at få en ny hund, siger hun med et smil.

Få opskrifterne i ugens Ude og Hjemme

På gaden d. 19. januar 2022

Test en kur og tjen 1.000 kr. pr. tabte kilo!

Har du lyst til at teste en kur for Ude og Hjemme og samtidig tjene penge?
Så kan du skrive til [email protected], hvor du oplyser navn, adresse og telefonnummer samt din højde og vægt. Vedhæft venligst også et billede af dig selv.

Kuren varer typisk fem dage og du skal være indforstået med, at Ude og Hjemme skriver en artikel om forløbet.

Sponsoreret indhold