Jeg læser altid dine gode sider i Ude og Hjemme. Også dem, der handlede om at være i sorgen efter at have mistet.
Det er fuldstændigt rigtigt, at det at tale med andre, der har været eller er i samme situation, kan være en god oplevelse.
Vores datter fik brystkræft, da hun var 34 år. Vores barnebarn var 5 år. Vores datter var gennem den store omgang med operation, kemobehandling og stråler. Hun har det godt i dag, dog med mange senfølger.
Det er 11 år siden, og dengang hun var syg, savnede jeg at have nogen at dele det hele med.
Men ingen i vores omgangskreds, naboer eller familie havde oplevet det samme, som vi gjorde.
Derfor oprettede jeg, efter min datter var færdigbehandlet, et netværk for pårørende til nulevende patienter med kræft.
Vi mødes hver anden uge i Kræftens Bekæmpelses lokaler i Esbjerg. Der snakkes, fælles en tåre, lyttes, gives håb og grines. Vi kalder det et pusterum, for kræften er der jo, når man kommer hjem igen.
Men de par timer, vi er sammen, er værdifulde. Der er forskellige forløb, men vi forstår hinanden på kryds og tværs.
Jeg er bekendt med, at kommunerne også har tilbud om støtte til pårørende, men det er i et vist omfang. Hos os er man altid velkommen, indtil man måske mister, så er der andre i Kræftens Bekæmpelse, der tager over.
Vil du sætte fokus på de pårørende, der ofte bliver overset, da det er den syge, det hele handler om?
Os, der er pårørende, er ofte glemt, men det er trods alt os, der skal være de stærke, og derfor er det uhyre vigtigt, at der findes tilbud til os.
Jeg har overskuddet til at være tovholder i netværket, fordi jeg ved, hvor meget det betyder at tale med andre, der ved, hvad man går eller har været igennem.

Question

Jeg læser altid dine gode sider i Ude og Hjemme. Også dem, der handlede om at være i sorgen efter at have mistet.

Det er fuldstændigt rigtigt, at det at tale med andre, der har været eller er i samme situation, kan være en god oplevelse.

Vores datter fik brystkræft, da hun var 34 år. Vores barnebarn var 5 år. Vores datter var gennem den store omgang med operation, kemobehandling og stråler. Hun har det godt i dag, dog med mange senfølger.

Det er 11 år siden, og dengang hun var syg, savnede jeg at have nogen at dele det hele med.

Men ingen i vores omgangskreds, naboer eller familie havde oplevet det samme, som vi gjorde.

Derfor oprettede jeg, efter min datter var færdigbehandlet, et netværk for pårørende til nulevende patienter med kræft.

Vi mødes hver anden uge i Kræftens Bekæmpelses lokaler i Esbjerg. Der snakkes, fælles en tåre, lyttes, gives håb og grines. Vi kalder det et pusterum, for kræften er der jo, når man kommer hjem igen.

Men de par timer, vi er sammen, er værdifulde. Der er forskellige forløb, men vi forstår hinanden på kryds og tværs.

Jeg er bekendt med, at kommunerne også har tilbud om støtte til pårørende, men det er i et vist omfang. Hos os er man altid velkommen, indtil man måske mister, så er der andre i Kræftens Bekæmpelse, der tager over.

Vil du sætte fokus på de pårørende, der ofte bliver overset, da det er den syge, det hele handler om?

Os, der er pårørende, er ofte glemt, men det er trods alt os, der skal være de stærke, og derfor er det uhyre vigtigt, at der findes tilbud til os.

Jeg har overskuddet til at være tovholder i netværket, fordi jeg ved, hvor meget det betyder at tale med andre, der ved, hvad man går eller har været igennem.

Mange hilsner Thilde · Accepted Answer

Tak for dit brev, som jeg blev rørt over. Jeg er meget taknemmelig over, at der findes mennesker som dig.

Tænk, at du har haft overskud til at skabe et netværk efter den omgang, jeres familie har været igennem. Det er virkelig sejt gået.

Du har forhåbentlig allerede fået ros for din indsats, og de mennesker, som netværket hjælper, har formentlig også takket dig.

Jeg håber, du husker at tage taknemmeligheden ind og give dig selv lov at mærke stoltheden. Den skal du bruge til at blive ved med at se lyset i tilværelsen.

Jeg tror på, at det til en vis grad er med sorg som med glæde: Man siger, man kan dele ud af glæden uden at miste noget af den.

Glæden bliver ikke mindre af at blive delt – måske tværtimod.

Når vi deler sorgen med ligesindede, sidder vi sammen med en stor pulje af sorg, som samlet bliver lettere at bære. Det er smukt og vigtigt.

Forældre i sorg

Der er de senere år kommet meget fokus på, at de pårørende er uhyre vigtige for overlevelsen og behandlingen af de syge.

Demens kaldes nu de pårørendes sygdom, men det kunne man i virkeligheden kalde mange sygdomme.

For du har ret. Når man er menneske og elsker sine børn, venner og ægtefælle, er man også så godt som sikker på, at man skal igennem en række sorgprocesser i sit liv, medmindre man selv dør meget ung.

Der er også forskning, der peger på, at den hårdeste sorg, man kan komme ud for, er at være forældre til patienten. Også selv om det er et voksent barn, der bliver syg.

For forældrene tilføjes der nemlig ofte – udover den naturlige sorg – en mental forvirring af urinstinkter, der spiller ind i sorgprocessen.

Så netop det faktum, at du har været mor til en kræftsyg og alligevel har fundet styrke til at skabe netværket, er fantastisk.

Jeg er glad for, at din energi og din historie bliver delt med Ude og Hjemmes læsere. Tak for det.

Og tak for dit indspark om at sætte fokus på de pårørende.

Hjælp til pårørende: Den hårdeste sorg er at være forælder til en patient

Hej Thilde

Hej Ilse

Flere svar

Blod i urinen

Pas på hjernen

Ondt i ørerne

Naturen heler angst

Hvad er forskellen på p-piller og minipiller?

Rasende patient

Hjælp til kløe ved kønslæber

Sådan undgår du de små farer i badevandet