Brev til Mimi: Mor og far ser skævt til min kæreste

Kære Mimi.
Jeg håber, det er i orden, at jeg skriver til dig, selv om jeg er ung. Jeg er en pige på 18 år, der har fået min første kæreste. Da jeg sagde det til mine forældre, blev de glade. Men da jeg fortsatte med at fortælle, at hans familie er indvandrere fra Tyrkiet, ændrede holdningen sig.

Er mine forældre racister?

De formanede mig om, at jeg skulle være forsigtig, og at det kunne være svært med to så forskellige kulturer.
Jeg blev chokeret, for mine forældre har altid givet udtryk for, at alle mennesker er lige meget værd. Jeg har ikke oplevet, at min kæreste er særlig anderledes end mig, og vi ikke har nogen problemer.
Jeg har haft ham med hjemme en gang, og mine forældre var venlige, men ikke så sjove og imødekommende, som de plejer at være over for mine venner. Jeg tror dog ikke, min kæreste lagde mærke til det. Men nu tør jeg ikke invitere ham hjem mere. Er mine forældre i virkeligheden racister? Hvad skal jeg gøre? Jeg er virkelig forelsket i min kæreste.
Kærlig hilsen Asta.

Giv dem tid

Kære Asta.
Du kan tro, jeg er glad for, at du skriver – ikke mindst fordi du er ung. Du er meget velkommen, og det er kun godt at blive erindret om, hvad unge mennesker går og bøvler med.
Tillykke med din første kæreste. Det er noget helt særligt. Dine forældre er ikke racister. De er måske lidt overraskede over, at din kæreste er en mand med en anden baggrund, men det skal du ikke lade dig gå på af. Du skal blive ved med at invitere ham hjem, for dine forældre vil vænne sig til det, når de lærer ham bedre at kende.
Nyd din kærlighed og lad ikke gammeldags holdninger og fordomme ødelægge glæden. Min egen mor var i øvrigt ved at gå ud af sit gode skind, da jeg som 18-årig kom hjem med en ung, tysk mand. Hun så straks for sig, at jeg giftede mig med ham og flyttede til Tyskland, langt fra min far og hende. Sådan er forældre nok flest.
Kærligt talt Mimi.