Forstå din teenager

Af og til skal man gå på listefødder over for teenagere, for de skal have den nødvendige opbakning og støtte, samtidig med at de bliver mere og mere selvstændige. Familie-ekspert Charlotte Højlund hjælper dig med at forstå din teenager og giver dig gode råd til at tackle dem.

Kan man forstå sin teenager? Jeg synes, det er svært. For selv om jeg allerede har været igennem teenagetiden to gange, er børn forskellige, og det er teenagerne dermed også.

Mine to ældste har aldrig voldt mig problemer som teenagere. Karoline på 19 år var ganske vist ikke nem, da hun som knap 17-årig kom hjem efter et års ophold i Argentina. Jeg tror dog ikke, at det handlede så meget om hendes alder, men mere om, at det var svært at lande efter at have været væk i lang tid. Jeg mærkede heller ikke meget til 22-årige Sebastian, teenagetid. Der var hverken store skænderier eller bøvl om fester, alkohol og komme-hjem-tider.

LÆS OGSÅ: 15-årige Mathias fra DR Ultra om sin store sorg: Min far var sej

En større udfordring

Nummer tre i rækken, Kamille på 17 år, udfordrer mig på en anden måde – uden at det dog er dybt problematisk. Hun har et problem med at kende forskel på ”dit og mit”, når det handler om tøj, sko, toiletsager og makeup. Hun har også svært ved at tage sig sammen til at komme i gang med lektierne og sidder ofte til ud på natten. Dagen efter har hun svært ved at komme op om morgenen, og det ville de fleste af os have, hvis vi først smuttede til køjs ved 2-3-tiden.

Hun har ingen penge, men søger heller ikke job. Hun vil leve vegetarisk, men sørger ikke for at købe og lave mad, så hun kan spise sammen med os andre. Hun går også noget mere til den, hvad angår fest og farver end hendes to ældre søskende.

På den måde er hun en større udfordring, for det, hun ikke har styr på, bliver automatisk mit problem som forælder. Jeg har svært ved at lade hende sejle sin egen sø, når det er så tydeligt, at hun ikke er moden nok til det endnu – uanset hvad hun selv mener.

LÆS OGSÅ: Forelskede teenagere

Sådan tackler du din teenager

✔ Rum hende. Det er de store følelser, der er på spil, og hormonerne raser. De små problemer bliver store i den alder, og venner, kærester, fritidsjob og studie fylder urimeligt meget. Det skal du rumme og anerkende, så du er den stærke, hun kan støtte sig til.

✔ Slå ørerne ud og prøv virkelig at lytte til det, der bliver sagt – og måske især det, der ikke bliver sagt.

✔ Spørg ind til det, du ikke forstår, så du kan komme ind til kernen af, hvad problemet egentlig handler om.

✔ Tilbyd din hjælp – også selv om du bliver afvist gang på gang. Hun skal vide, at du er der for hende. Men acceptér et nej tak. Det er hendes liv.

✔ Vis tillid og stol på, at hun selv kan vurdere, hvad der er bedst i situationen, fordi du har givet hende ballast til at kunne tackle udfordringer. Hav også tillid til, at du har så meget føling med hende, at du ved, hvornår du bør gribe ind.

LÆS OGSÅ: Tidlig pubertet

✔ Hav styr på det digitale. Spørg direkte, hvad der sker, og hvem hun taler eller skriver med hele tiden – især hvis du kan se, at det påvirker hendes ansigtsudtryk eller reaktion.

✔ Læg mærke til de små detaljer som venner, der forsvinder fra omgangskredsen, ændret adfærd og humørskift. Måske det er en fase, men det kan også være mere alvorligt.

✔ Send hende i seng. Teenagere bør sove meget, men har en tendens til at være natteravne, så de ikke kan komme op om morgenen. Prøv at få faste aftaler om sengetider – især i hverdagene.

✔ Stil krav. Selv om mange teenagere bliver lidt dovne, bør de stadig hjælpe til derhjemme – måske endnu mere end før, fordi de er blevet store. Aftal reglerne sammen, men lad børnene selv bestemme over deres egne værelser – hvis de ynder kaos, må de vel selv om det.

✔ Lær af dem. Teenagernes engagement og idealisme kan godt have ”guldkorn” til os gamle. Hvis de brænder for at stoppe buræg eller tekstilindustriens miljøsvineri, bør vi lytte og lære.

LÆS OGSÅ: Mellem barn og teenager - de følsomme tweens