Brev til Mimi: Hun dør fra mig

Til Mimi
Min elskede hustru, som jeg har været gift med i lidt over 50 år, er blevet alvorligt syg. Hun har levet sundt og indtil nu været frisk og rask, mens jeg for nogle år siden fik en blodprop i hjertet og var tæt på at dø. Jeg klarede mig heldigvis, og jeg lever godt nu med min medicin.

Hvordan skal jeg klare mig uden hende?

Jeg har altid troet, det var mig, der ville gå bort først. Det har min kone og jeg endda talt om og planlagt vores liv ud fra. Men pludselig er bøtten vendt, og lægerne siger, at hun ikke har langt igen.

Jeg er helt rundt på gulvet, og jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg skal klare mig uden hende. Det samme må gælde for vore tre voksne børn. Hvad skal jeg gøre, hvis hun dør før mig? Det var jo ikke meningen.

Med venlig hilsen Poul

Læs også:

Et år efter sønnens død: Jeg elsker livet

Ræk ud efter trøst og støtte

Kære Poul
Ak ja, vi oplever tit noget, som ikke var meningen, og hvor det går stik mod, hvad vi havde ventet. Det er en utrolig tung tid, du skal igennem, og jeg kan knap forestille mig, hvordan det må føles.

Er din kone selv klar over, at hun snart skal dø? Det kan jeg ikke læse ud fra dit brev, men jeg håber, I kan tale med hinanden om sygdommen og støtte hinanden i sorgen.

Det er svært at se en elsket person blive mere og mere syg, men det giver dog mulighed for at få sagt og gjort noget af det, man ikke altid værdsætter, når hverdagen går sin vante gang – og fremtiden synes tryg. Den mulighed får man ikke ved et pludseligt dødsfald.

I har tre dejlige børn, og dem skal I også inddrage i denne sidste tid. Det vil hjælpe både dig og dem til at komme videre sammen i livet uden din kone.

Måske har I også anden nær familie eller gode venner, som du kan række ud til? Mange vil gerne hjælpe, men har svært ved at tage det første skridt, men hvis du kan finde overskud til at inddrage dem, er jeg sikker på, de er der for dig.

Endelig kan du opsøge jeres lokale præst, der både kan trøste og støtte jer, både mens din hustru er syg, og når du bliver alene.

Læs også:

Brev til Mimi: Min kone er knust af sorg