Et år efter sønnens død: Jeg elsker livet

Henriette går med hurtige og beslutsomme skridt ud ad badebroen ved Stubbekøbing Havn. Der er bidende koldt denne aprildag, hvor vandtemperaturen kun lige sniger sig op over fire grader og ikke ligefrem inviterer til en dukkert i Grønsunds mørke bølger.

Men Henriette har et vigtigt ærinde netop denne dag. Hun skal i vandet – koste hvad det vil. Det er nemlig præcis et år siden, at hun mistede sin elskede søn, Emil, i selv samme vand, og nu vil hun atter lade sig omslutte af det.

Badebroen er ikke tilfældigt valgt. Det var ud for den, at de alle fire blev samlet op af redningshelikopteren: Emil, Henriette, hendes mand, Christian, og Emils kæreste, Sandra. Den 2. april 2021 var de sejlet ud fra havnen i Emils nye speedbåd, og Emil var glad og stolt, da han knuste en champagneflaske mod båden og døbte den Berta.

“Når man døber en båd, så synker den ikke,” forklarede han ivrigt de andre. En halv time senere befandt de sig midt ude på sundet, da motoren pludselig satte ud, og Berta begyndte at tage vand ind. Først en lille smule. Så lidt mere, indtil den til sidst tippede bagover og begyndte at synke.

Henriette ved ikke, hvorfor det skete. Hun tror, at båden må have haft et lille hul i skroget til at begynde med. Men uanset hvad årsagen måtte være, bringer det ikke Emil tilbage. Han og Sandra sad forrest og måtte kravle hen over forruden for at nå ud af den synkende båd. Modsat Henriette og Christian, havde de ikke redningsveste på.

Emil, som ikke var en god svømmer, gik i panik, og Sandra måtte opgive at få fat i deres redningsveste, som flød i vandet et stykke fra dem. Hun havde nok at gøre med at holde Emils hoved over vandet med den ene hånd, mens hun med den anden fik fat i telefonen i hans lomme og ringede 112.

Et andet sted i det iskolde vand kæmpede Henriette og Christian også en desperat kamp. De måtte i land hurtigt, hvis de ville undgå livsfarlig nedkøling. De tabte Sandra og Emil af syne, men de kunne høre Emils hjerteskærende skrig, mens de svømmede mod kajen i det fjerne.

Efter næsten en time i vandet blev de hejst op i redningshelikopteren én efter én. Henriette forstår stadig ikke, hvorfor Emil var den sidste. Han havde jo ikke redningsvest på. Der kom skum ud af munden på ham, og han fik hjertemassage, mens helikopteren fragtede dem til Rigshospitalet.

Alle var stærkt nedkølede, men hverken Henriette, Christian eller Sandra var i kritisk tilstand. Håbet nåede lige at spire i dem, inden lægerne gav dem den værst tænkelige besked: Emil var hjernedød.

Glæden skal fylde

Fem dage efter ulykken – på Emils 22-års fødselsdag – blev der slukket for hans respirator. I samme øjeblik gik Henriette i gang med sin tale til Emil på kajen ved Stubbekøbing Havn. Hun havde valgt at invitere venner og familie til en ceremoni, der hyldede hans liv, i stedet for at stå ved hospitalssengen og se ham dø.

Henriette var – og er – naturligvis knust over sin søns død, men hun insisterer på, at det er kærligheden, glæden og de gode minder, der skal fylde mest i hendes liv. Ikke sorgen over al den ulykke, hun har været udsat for.

– Selvfølgelig kan jeg blive ked af det som alle andre, men jeg nægter at lade tragedierne rive mig med i faldet også, siger Henriette Klinke, 54, og kigger trodsigt ud over de skvulpende bølger i Grønsund.

Hun har mistet mere end de fleste. En mørk og sneglat novemberaften i 1998, mens Emil stadig lå i hendes mave, kørte hendes forlovede, Michael Lykke Kock, frontalt ind i et vejtræ og blev dræbt på stedet. I oktober 2020 brændte hendes hus ned til grunden, og alle hendes ejendele gik tabt. Og sidste år var det så Emil, der brutalt blev revet fra hende.

Nu står Henriette atter ved vandet, der tog hendes søn, og symbolikken er slående. Ved at hoppe i bølgerne igen tager hun kontrollen tilbage. Over sit liv, og hvad der skal fylde i det. Ved at gøre den 2. april til en sjov dag vender hun tragedie til glæde og viser både Grønsund, sig selv og alle andre, at man er sin egen lykkes smed.

Henriette er ikke alene på denne årsdag for Emils drukneulykke. Igen er venner og familie stimlet sammen for at holde mindet om ham i live. En af dem er Sandra. Det var hende, der fik ideen om at springe i vandet igen. Hun ved endnu ikke, at Henriette har tænkt sig at gøre hende selskab.

– Hun får et kæmpe chok, griner Henriette hemmelighedsfuldt. Selv om hun ikke er vild med tanken om det kolde gys, der venter, glæder hun sig til at høre Sandras latter, når overraskelsen går op for hende.

– Hun skal ikke være alene i det vand. Vi skal være sammen og have en fest, siger Henriette og tilføjer:

– Sandra og jeg hopper i vandet, fordi vi gerne vil vise Emil, at livet går videre, og at vi har det godt. Det vigtigste for Emil var, at hans familie havde det godt, og han skal ikke sidde et sted og være ked af, at han har forladt os, og tro, at han har forvoldt os en masse sorg. Vi holder fast i de gode minder. Vi havde ham i 22 år, og al den glæde tænker vi på hver dag.

Vil leve for Emil

Emil lignede på mange måder sin mor. Appetitten på livet havde han i hvert fald ikke fra fremmede.

– Hans motto var: “Hvorfor vente hele ugen på, at det bliver fredag? Lev i stedet livet hver eneste dag!”. Det gør jeg også, og nu går det helt amok, for nu skal jeg leve for både Emil og mig!

Henriette har mange andre gode grunde til at leve.

– For mig er det gode ved livet at have min familie og mine minder. At have gode folk omkring mig og give kærlighed og omsorg til hinanden. Jeg bliver aldrig træt af livet. Aldrig nogensinde. Jeg elsker at være her, og jeg skal have det hele med, siger hun og smiler ved synet af de mange mennesker, der deler denne følelsesladede dag med hende.

– Så jeg bliver her lidt endnu. Der skal jo også være nogen til at passe tosserne, griner Henriette og smider badekåben, der har holdt hende varm på badebroen indtil nu. Sandra er på vej ned ad trappestigen, som fører ud i vandet, og det er Henriettes tegn til at tage affære.

“Hvad laver du?!” udbryder Sandra og sprutter af grin, da hun ser Henriette træde ned i vandet til hende. Henriette er lykkedes med sin mission, hun og Sandra står nu begge med isnende havvand op til livet – stadig i deres tøj og rystende af kulde. De giver hinanden et inderligt kram og ler højt af det absurde syn, det må være.

“Vi er i live!” skriger Henriette for sine fulde lungers kraft og rækker en knyttet sejrsnæve i vejret for at understrege, at nok tog havet Emil, men de andre vandt kampen.

Et uventet plask

Sandra er ikke den eneste, der får sig en overraskelse denne dag. Pludselig lyder der et uventet plask i vandet ved siden af dem. Christian er sprunget i med hele kroppen. Henriette hviner af fryd, da han dukker gispende op til vandoverfladen igen.

– Der tog du sgu fusen på mig! Hvor er jeg stolt af dig! siger hun til ham, da de alle tre er oppe på badebroen igen.

– Jeg tog også fusen på mig selv. For jeg glemte at tage min telefon op af lommen i farten, siger Christian og ryster på hovedet ad sin spontane dukkert, der skulle vise Henriette, at han støtter hende i alt. Præcis som han altid har gjort.

Henriette ler stadig, mens hun sammen med Christian skynder sig ind til kajen igen for at få tørt tøj på.

– Jeg har verdens mest fantastiske familie. Det er vigtigt, at man husker at grine, selv om man er ked af det, og at man tager lidt fis på det hele. For det er den nemmeste måde at komme videre på. I dag har vi stået på broen og snakket om, da Emil skulle døbe båden, og flasken simpelthen ikke ville gå i stykker. Han havde nær smadret båden i stedet for. Og vi grinede bare, fordi det faktisk var en rigtig fed dag, lige indtil det sluttede, siger hun.

Finder lys i mørket

Emil er stadig en del af Henriettes og resten af familiens liv. Minderne kan ingen tage fra dem.

– Vi gør mange ting i Emils ånd. Vi hører sange, som minder om ham, og det gør os glade, fordi vi kan se hans smil på læben for os. Han er med os alle vegne – på den gode måde. Det er vigtigt, at man ikke lader sig rive ned i det sorte hul, for det fortjener de ikke deroppe, siger Henriette og ser op på himlen, hvor hun ved, at Emil og hans far nu kigger ned på hende sammen.

– Jeg skylder dem, mig selv og andre at leve videre og altid finde lyset i mørket. For det findes. Det har jeg lært, understreger Henriette og fortsætter:

– Jeg har lært meget af alle de ulykker, der er sket. At sætte pris på det, jeg stadig har. At nyde livet, inden det er slut. At modgang gør stærkere. Jeg håber, at andre vil tage med fra min historie, at selv når det ser allersortest ud, så har man mange flere kræfter, end man er klar over. Og solen kommer til at skinne igen en dag.

Blev du grebet af historien, og vil du høre andre gribende afdødekontakter? Så kan du lytte til flere podcasts her.