Brev til Mimi: Min mand drikker

Karoline er bekymret, fordi hendes mand tit drikker for meget i weekender og ferier. Han bliver dog ikke ubehagelig, og hun er i tvivl om, hvorvidt han har et alkoholproblem. Mimi er dog ikke i tvivl …

Kære Mimi
Jeg vil vende noget, som jeg aldrig har talt med andre om. Jeg frygter weekender og ferier, for jeg ved præcis, hvordan de vil forløbe: Min mand kommer til at drikke for meget, bliver højrøstet, diskussionslysten og påståelig, hvorefter han falder i søvn. Han bliver dog aldrig ubehagelig – mere bare et vrøvlehoved.

Far er fuld

Vores to børn på 9 og 11 år er efterhånden store nok til at forstå, hvad der foregår. Da vi i foråret blev inviteret til konfirmation, sagde min yngste helt tørt: – Ja, så bliver far vel bare fuld igen!

Jeg har tænkt meget over den kommentar, og jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Til daglig drikker han ikke særlig meget, men han giver den gas i weekenderne. Tror du, min mand har et alkoholproblem? Og hvad skal jeg sige til ham og til børnene?
Hilsen Karoline

Grib ind

Kære Karoline
Ja, jeg tror, din mand har et alkoholproblem.

Til gengæld tror jeg også, at hans opførsel kan ændres, hvis du griber ind. Det er pinligt for jeres børn at være vidne til fars vrøvlerier, og det er heller ikke sjovt for dig.

Jeg ville appellere til ham og bruge børnene i argumentationen. Du skal ikke bebrejde eller skælde ud, men gøre meget klart, at det er af kærlighed til ham og børnene, at du beder ham drosle ned eller stoppe med at drikke.

Overforbrug af alkohol er meget almindeligt I Danmark, hvor mere end 800.000 drikker for meget. Din mand er altså bestemt ikke alene om problemet, og jeg viderebringer derfor også en stribe gode råd fra Alkohol & Samfund andetsteds på siden.
Kærligt talt Mimi