En læser fortæller: De voksne snød mig

Jeg elskede den lille hund, men jeg mistede tilliden til de voksne, jeg hjalp og betroede mig til.

Jeg måtte ikke få en hund

I 1966 var jeg en stor skolepige på 12 år, og mit højeste ønske var at få en hund.

Det kunne der ikke være tale om, sagde mine forældre. Vi boede ellers i et lille hus i et villakvarter. Mine legekammerater havde kæledyr som hamster, undulat og kat.

Min far arbejdede meget, og min mor havde en lidt kølig personlighed, og anerkendelse og opmærksomhed overdrev hun i hvert fald ikke med. Hun havde en kedelig vane med at sammenligne mig med andre, som i hendes øjne var bedre, dygtigere og klogere.

Dengang var der nok også en anden holdning til, hvordan børn skulle opfostres, og hvor meget man skulle tage sig af dem. Udadtil havde jeg det dog godt nok, for jeg gik til jazzballet og ridning, og på rideskolen havde jeg fundet gode veninder.

De nye naboer havde hund

En dag mødte jeg en af mine skoleveninder på en villavej, og da jeg så, at hun gik med en stor Lassie-hund i snor, skyndte jeg mig hen for at spørge, om de havde fået hund.

– Nej, svarede hun.

– Det er vores nabos hund, men han er kommet til skade med sit ene ben og går med rollator, og så kan han ikke også gå med hunden.

Jeg syntes, at hun var lidt heldig at få lov til at lufte den skønne hund, og kort efter kom der faktisk også en ny hund i vores nære nabolag.

Vores genboer var et ungt, nygift ægtepar, som begge var ansat i rejsebranchen. Det var sjældent, vi så dem, for de arbejdede begge meget. Gennem vores køkkenvindue fik jeg en dag øje på genbodamen, som gik i haven med den sødeste lille puddelhund i snor. Jeg faldt straks for den.

Den søde puddelhund blev snart et emne, der optog min mor og resten af nabolaget, for hunden var mere eller mindre overladt til sig selv. Den bjæffede og gøede i timevis, når den var alene hjemme.

Nogle vidste, at hunden havde været en bryllupsgave til det unge par, men de havde slet ikke ønsket sig en hund, og angiveligt ville de prøve at sælge den igen. Det blev bare ikke rigtig til noget.

– Det er fuldstændig hen i vejret og aldeles tankeløst at give et ungt par sådan en hund i gave, mente min mor.

– De er jo aldrig hjemme!

Så blev jeg hundelufter

Jeg havde frygteligt ondt af hunden, og da jeg en dag så, at genboerne var hjemme, tog jeg mod til mig, krydsede vejen og bankede på deres dør.

– Må jeg få lov til at lufte hunden efter skoletid? spurgte jeg.

– Ja, det kan du lige tro, svarede parret.

– Nu skal vi vise dig, hvor nøglen hænger.

Pudlen hed Charlie, og jeg gik en lang tur med ham med det samme. Jeg var overlykkelig, da jeg kom hjem til min mor og fortalte om hunden og aftalen med genboerne.

Mor rystede bare på hovedet:

– Hvad kommer det os ved, at de ikke selv gider passe deres hund?

Min mors reaktion skuffede mig, selv om den ikke for alvor overraskede mig, for sådan var hun altid. Jeg syntes jo ellers, at det var sådan en god idé, og at jeg gjorde noget godt for andre. Dels trængte den lille hund til selskab, og dels måtte mit tilbud vel lette ejernes formentlig dårlig samvittighed over for hunden lidt.

Da min far endelig kom hjem fra arbejde, gav han mig heldigvis ret i, at det var et fint initiativ.

I de næste mange måneder gik jeg trofast med Charlie. Han blev ellevild, når jeg kom. Så snart jeg stak nøglen i låsen, kunne jeg høre, at han ivrigt kradsede på døren. Når jeg trådte ind i huset, sprang Charlie op i luften og kunne næsten ikke holde sig i ro, mens jeg gjorde hundesnoren fast.

Jeg brugte mine lommepenge på hundebørster, tyggeben og hundekiks, og Charlie satte stor pris på det. Han var også evigt begejstret for vores daglige ture til en lille skov i nærheden.

Jeg betroede mig til den ældre dame

På vejen hen til skoven passerede vi altid et bestemt hus, hvor der boede en ældre dame. Hvis hun så os fra køkkenvinduet, vinkede hun til os. Nogle gange kom hun også ud for at tale med os, og hun var meget interesseret i Charlie.

Jeg fortalte hende selvfølgelig, at det ikke var min egen hund, men genboernes. Da vi lærte hinanden lidt bedre at kende, betroede jeg også den ældre dame, at jeg gerne ville have hund, men ikke måtte for mine forældre. Desuden fortalte jeg, at Charlies ejere ikke var særligt interesserede i ham.

Efterhånden kom jeg til at føle, at jeg kendte den gamle dame, lige så godt som jeg kendte Charlie. Hun var begyndt at invitere os indenfor, og så fik jeg et stykke chokolade, mens vi sludrede hyggeligt sammen. Hun ville gerne høre alt om, hvor sød og dejlig Charlie var, og hun spurgte også til, hvordan det gik for mig i skolen.

Det gjorde mig glad og gav mig en følelse af at betyde noget for nogen, og på en måde gav den ældre dame mig nok lidt af den opmærksomhed, jeg savnede fra min mors side.

– Nu skal du bare høre, begyndte hun begejstret en dag. – Min mand vil forære mig en lille hund til min fødselsdag, og den skal være mage til Charlie.

– Ih, hvor bliver det spændende, svarede jeg glad. Damen var virkelig så rar, og jeg glædede mig til de efterhånden daglige, små besøg hos hende. Det føltes skønt, at en voksen interesserede sig for mig på den måde, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at der lå kold beregning bag.

Der var underligt stille i huset

Ikke længe efter spurgte damen mig, hvor jeg boede helt præcist, og hvem der egentlig ejede Charlie. Jeg fattede ikke mistanke, men forklarede bare om vores hus og genboernes hus.

– Du må da gerne fortælle Charlies ejere, at han er blevet meget tryg ved at besøge mig, når I to går ture, sagde hun. Det lovede jeg at sige.

I den følgende weekend var genboerne hjemme, og jeg gik derover og fortalte stolt om den ældre dame, som Charlie og jeg besøgte, og jeg forklarede, hvor sød hun var ved Charlie. De spurgte, hvor den dame boede, og jeg gav dem adressen, for den kunne jeg huske.

Så blev det mandag, og efter skoletid gik jeg forventningsfuld over vejen og låste mig ind i genboernes hus. Men der virkede så underligt stille, og Charlie kradsede ikke på døren. Undrende kaldte jeg på ham udefra, men der forblev stille.

Da jeg havde låst op og trådte ind i entréen, var der ingen Charlie. Hundesnoren hang heller ikke på det sædvanlige søm, men til gengæld var en lap papir gjort fast på det: ”Charlie er flyttet. Put nøglen i postkassen.”

Jeg fik en stor klump i halsen af skuffelse, men jeg kunne jo ikke gøre andet end at forlade huset igen, låse døren og smide nøglen i postkassen. Nu var det ved at gå op for mig, hvad der nok var sket, og jeg gik derfor den tunge gang ned til den ældre dame i huset på vej til skoven.

Jeg måtte ikke sige farvel

Så snart jeg ringede på døren, kunne jeg høre Charlie derinde. Damen åbnede, og den lille puddel stormede mig i møde. Trist fortalte jeg, at jeg havde læst sedlen i genboernes entré om, at Charlie var flyttet.

– Ja, for nu bor Chiko hos mig.

– Chiko? gentog jeg paf.

– Ja, han hedder Chiko nu. Vi har lige gået en lang tur, og han er nok lidt træt, så det er bedst, hvis du går igen.

Forknyt sagde jeg, at jeg bare gerne ville sige pænt farvel til ham, for vi havde trods alt gået tur sammen i et helt år, og jeg holdt meget af ham. Jeg var sikker på, at han også holdt meget af mig.

Den ældre dame sukkede utålmodigt og sagde: – Jamen, nu bor han her, så du må finde en anden hund at gå tur med, ikke? Og så må du lære den ikke at tigge ved bordet, for det gør Chiko, men jeg er ved at vænne ham af med det. Farvel igen, min ven.

Så blev jeg ellers vippet ud. Jeg tudede hele vejen hjem, men hos min mor var der ingen trøst at hente.

– Det var da også et fjollet projekt, du gav dig i kast med der. Normalt er det mellemhandleren, der tjener mest, men du har jo ikke fået andet ud af det end tårer.

Jeg havde jo ikke anet, at jeg var en form for mellemhandler, og penge havde jeg aldrig tænkt på i forbindelse med Charlie. Jeg havde bare svaret på det, de voksne spurgte mig om. Genboerne hørte jeg aldrig et ord fra.

Endelig fik jeg mine egne hunde

Hele den triste historie fik mig til at føle mig dum og betydningsløs, og faktisk mistede jeg i en vis grad tilliden til de voksne. Men jeg prøvede at trøste mig selv ved at tænke på, at jeg havde gjort en god gerning.

Da jeg selv blev voksen, vidste jeg i hvert fald noget om, hvordan jeg ikke skulle omgås børn. Efter mit bryllup var min første tanke, at min mand og jeg skulle have en hund, og han var heldigvis enig. Faktisk fik vi hele to, nemlig en schæfer og en labrador, og de gav os så meget glæde. Hunde kan nemlig lide en, præcis som man er.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.