En læser fortæller: En glad svingom

Far og mor elskede at synge og spille musik, og glæden ved at danse har jeg fra dem.

Grammofonen var tit i brug

Da jeg var ni år i 1944, anskaffede mine forældre sig en radio, som nærmest var et lille skab med grammofon og plads til opbevaring af datidens store grammofonplader, som kaldtes 78’ere. Vi var absolut ikke velhavende, så radioens ankomst til vores hjem var en stor ting.

Min mor var meget livlig og elskede at høre musik, så både radioen og grammofonen var tit i brug. Hun og jeg tog os tit en svingom midt på stuegulvet til en af de populære slagere.

Mor var en god danser, og det var far også. Det var så dejligt at se dem danse sammen til de store familiefester, hvor der altid var dans efter spisningen. Hverken mor eller far var særligt høje, men målte nok begge mellem 155 og 160 centimeter. Mor var buttet, og far var meget slank, men at se de to bevæge sig rundt på gulvet i samme takt var en ren fornøjelse.

Banjo og harmonika

Jeg havde fire søskende, og for os alle fem gjaldt det, at glæden ved dans og musik blev grundlagt i vores barndomshjem. Mor sang meget og gerne, og hun kendte et utal af viser og sange. Der var nemlig også blevet sunget og danset meget i hendes barndomshjem, og mors søskende var nogle vældigt lystige personer.

Min moster Fie var ganske god til at spille banjo, det samme var morbror Frede. Han kunne også spille på harmonika, og det samme kunne morbror Ejnar.

Nogle af mine dejligste barndomsminder stammer fra vinteraftener, hvor vi alle sad og hyggede os derhjemme, mens den iskolde vind smøg sig om husmuren. Indenfor var der varmt og dejligt, for der var tændt op i kakkelovnen.

Når vi alle var færdige med dagens gøremål, fandt far sin mundharpe frem og begyndte at spille. Jeg undrede mig altid over, hvordan han kunne få så meget musik ud af så lille et instrument. Vi børn lyttede betaget til det, og vi var fuldt koncentrerede om musikken, for dengang var der hverken computere, tv eller mobiltelefoner, som kunne aflede vores opmærksomhed.

Stolt af min dygtige far

Jeg husker også min 10-års fødselsdag, hvor nogle af naboens børn var inviteret ind til kakao og mors hjemmebagte boller. Hen under aften spurgte jeg far, om han ville spille lidt for os. Det ville han gerne, og så sad vi børn på gulvet og kiggede op på ham. Det var så hyggeligt, og jeg var stolt af min dygtige far.

Nogle år senere blev det at gå til bal med veninderne det bedste, jeg vidste. Vi var en gruppe unge fra forskellige steder i byen, som begyndte at mødes hver lørdag på forskellige dansesteder, Jeg ville gerne af sted hver gang, men det var ikke altid, far gav lov.

For at være på forkant med situationen plejede jeg at bruge lørdag eftermiddag på at vaske mit hår, rulle det op og lægge fin makeup. Hvis jeg fik ja, var jeg klar til at tage af sted med det samme. Fik jeg nej, måtte jeg slukøret gå ud og vaske sminken af igen.

Hvem skulle følge mig hjem?

Når jeg kom af sted, var det ugens højdepunkt. Der var altid et orkester, som spillede, og jeg var en ivrig danser. Spændende var det også, hvem der skulle følge mig hjem. Dengang var det tradition, at den fyr, der fik aftenens sidste dans, bagefter fulgte pigen hjem. I dag tænker jeg tit på, at de unge mænd var både galante og tålmodige.

Når sidste nummer var spillet, fulgte min dansepartner mig ud til garderoben, hvor jeg skulle hente mit overtøj. Derefter spadserede vi den lange vej fra danselokalet i midtbyen og næsten fire kilometer til mit hjem i udkanten af byen. Når vi nåede frem, blev det til lidt kram og et godnatkys, men videre gik man ikke.

Skønne minder om en dejlig familie

Mærkeligt nok lærte hverken jeg eller mine søskende at spille på et instrument, selv om vi var så glade for sang og musik. Jeg og min ene søster kom dog til at synge meget som voksne. Jeg sang i årevis i et kirkekor, og min søster fik som ung en tjans som refrænsangerinde, som det kaldtes. Som moden dame blev det også til kirkekor for hendes vedkommende.

Jeg har skønne minder om vores dejlige aftener med sang derhjemme. Det deltog vi alle aktivt i, og det medvirkede til at gøre os til en fast sammentømret familie.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.