En læser fortæller: Far hjalp jøder på flugt

Vognmand på Sjælland

Livet igennem drev min far en vognmandsforretning med en taxa, som han selv kørte. Vi boede i en lille landsby uden for en sjællandsk købstad, og fars kunder var oftest helt almindelige mennesker fra lokalområdet, som havde brug for at blive transporteret fra A til B, men som ikke selv havde bil. Dem var der mange af dengang.

Da Danmark blev besat af tyskerne i april 1940, fortsatte far med at køre, men nu var det nødvendigt med en køretilladelse. Allerede på det tidspunkt var der opstået stor knaphed på benzin, og det blev forbudt for private at køre bil. Dog måtte visse erhvervsdrivende og sundhedspersoner som læger og jordemødre stadig køre, og det var også fortsat muligt at tage en taxa.

Efterhånden blev det umuligt at skaffe brændstof, og som så mange andre fik min far installeret en gasgenerator til brænde bag på sin Opel Kaptajn fra 1939. På taget var sække med brænde bundet fast, og under kørslen måtte han jævnligt standse for at fodre generatoren med brænde.

Læs også:

Han reddede 669 børn i 2. verdenskrig og ved ikke, at de sidder omkring ham.

Derfor var de lange ture ret krævende, og han blev også adskillige gange stoppet af tyskere, som ville kontrollere ham og hans passagerer.

Jøderne flygtede til Sverige

I efteråret 1943 indledte værnemagten jagten på de danske jøder, som ellers hidtil havde fået lov til at være i fred, og i de første dage i oktober forsøgte mange af de stakkels mennesker at flygte til det neutrale Sverige. Det var med livet som indsats både for jøderne og for de mennesker, der prøvede at hjælpe dem.

Min far fik samtidig en henvendelse fra en godsejer på egnen, der spurgte, om far ville påtage sig at transportere nogle jøder fra København til forskellige havne, hvorfra de kunne blive sejlet til Sverige.

Det sagde far ja til, og det blev til, at han hjalp 35 jøder på flugt. Jeg var en dreng på kun fem år, da det foregik, men jeg kan tydeligt huske, at vi en dag havde en jødisk mand siddende i stuen. Han havde en eneste kuffert med sig, og han ventede på, at der skulle blive ringet om et sted, hvorfra der var sikker transport videre.

Min modige far var heldig og blev aldrig stoppet af tyskerne med sine jødiske passagerer. Mindre heldig var han en sen aften i samme periode. Han var på vej hjem efter endnu en tur, da han i et øde område tæt på vores hjem overså en tysk kontrol.

Læs også:

Gør en forskel: Sådan kan du redde insekterne

På grund af den påkrævede mørklægning skulle alle biler have en slags hætter på forlygterne, så der kun kom en smal stribe lys ud, og derfor blev chaufførens udsyn meget begrænset.

Far blev beskudt af Gestapo

Far var heldigvis alene i bilen, og måske har det været på grund af træthed, at han ikke opdagede den tyske kontrol, men bare kørte videre. Soldaterne reagerede ved at skyde efter ham, og kuglen gik bagfra ind i det stykke af chassiset, som adskilte forsædet og bagsædet.

Det må have været ikke så lidt af en forskrækkelse, men far var først og fremmest utilfreds med, at tyskerne havde skadet hans fine Opel. Dagen efter skudepisoden opsøgte han derfor Gestapos lokale hovedkvarter, som havde til huse på et hotel i købstaden. Han anmodede om at få erstatning, men det fik han ikke.

– De kunne jo bare være standset, lød svaret fra Gestapo.

Far gravede kuglen ud fra chassiset, og efterfølgende var taxaen lidt af et tilløbsstykke i landsbyen, for alle ville jo se, hvor skuddet var gået ind.

Historien om at være blevet beskudt fortalte min far gerne, men på det tidspunkt kunne han selvfølgelig ikke sige til andre end de allernærmeste, at han havde hjulpet jøder på flugt.

Fem døgn i det samme tøj

I mange år opbevarede vi kuglen fra bilen i mit barndomshjem, og jeg har stadig et foto af min far, som står foran sin taxa med gasgenerator og brænde på taget.

Når vi som voksne i fars påhør talte om, hvor frygteligt meget vi havde om ørerne, rystede han gerne på hovedet og sagde til os, at dengang i oktober 1943 var der fem døgn, hvor han overhovedet ikke havde været ude af tøjet. Så klappede vi i, for så travlt var der trods alt aldrig nogen af os, der havde haft det.

Send din egen historie til [email protected] – vi garanterer anonymitet.